Se lige…

…hvad vi vågnede op til i morges.

Og Marius skaller i nakken endnu fra solen i sidste uge. Det må siges at være ret omskifteligt vejr her. Heldigvis er det smeltet igen.

Weekenden skulle jo have været brugt i St. Louis, men Signe blev desværre syg og kastede op natten til lørdag. Heldigvis kunne vi få lov at flytte både hotelovernatning og museums-film-billetter til næste weekend, så der håber vi, alle er friske. Desuden kunne bilen ikke starte lørdag formiddag. Batteriet var fladt. Efter vi havde fået starthjælp (vi får noget for vores forsikringspenge i øjeblikket), satte parkeringsbremsen sig fast, så i dag måtte den en tur forbi værkstedet. Morten har lige regnet ud, at den kører ca. 4,95 km pr. liter benzin – så det er godt, tanken har plads til næsten 110 liter benzin 🙂

Efter nogle dage med hjemmelavet mad – der altså ikke bliver helt så vellykket som hjemme (var slet ikke klar over jeg har sådan et velasorteret køkken derhjemme), tænkte vi, vi var nødt til at forsøge os med endnu en af Rollas spisesteder. Vi har altså også lidt halv-travlt, hvis vi skal nå igennem dem alle 🙂 I dag spiste vi burgere på Hardee´s. Vi voksnes sodavand er en mellem str. – vi er endnu ikke nået til at bestille dem i nummeret større, selvom vi ser, amerikanerne kommer kørende med dem alle steder.

Vi sluttede af med at køre en lille tur i Rolla og videre til St. James, der er en lille naboby. Her har vi fået en aftale i stand med en skole, der gerne vil have os på besøg 3. maj. Jeppe og Signe skal med i 3. klasse og Marius må besøge deres kindergarten class. Det glæder vi os til. På vejen gennem Rolla, så vi denne lille fyr:

Her er den, så I kan se dens størrelse og så et lidt forstørret billede. Vi er ikke helt sikre – men tror I ikke, det er en bæver? Den har sådan en sjov hale. Men der var ikke noget vand i nærheden, og den kravlede ned i dens hule, der hvor den står – altså et hul midt på en græsplæne. Her er også masser af egern, men jeg har endnu ikke nået at få et godt billede af dem, for de er nogle små hurtige nogle.

Og så har jeg forresten kørt ned og handle i weekenden 🙂

This entry was posted in USA tur 11. Bookmark the permalink.

3 Responses to Se lige…

  1. Morten Sørensen says:

    Så er mysteriet opklaret. Det er en “groundhog” på dansk “skovmurmeldyr”.

    http://en.wikipedia.org/wiki/Groundhog

  2. Bodil og Knud Erik says:

    Hej
    Det var dog et fantastisk skifte i vejret på bare få dage. Herhjemme er foråret kommet, forhåbentlig for at blive! Vi nyder at læse dine spændende, små beskrivelser af jeres nye hverdag – og det ser jo ud til, at I udnytter alle muligheder for at suge oplevelser til jer. Det får vi også et levende indtryk af gennem de mange flotte billeder. Vi kigger hver dag og glæder os nu til at læse om jeres St. Louis tur. Det er også fornøjeligt at følge med på Signes og Jeppes blogge.
    Kærlig hilsen til jer alle fem.
    Bodil og Knud Erik

  3. susanne Kirkegaard says:

    Hej alle fem.
    Sne, ja, der er da vejr til alle derovre!
    Vi har da vist ikke mumeldyr i Danmark? Den ser sød ud! Ødelægger den mon haverne, æder blomsterne og den slags? Måske er det derfor, de ikke har så mange blomster.
    Vi håber, I får godt vejr til Jeres weekendtur!!
    Mange knus til Jer alle fra mor

Leave a Reply to susanne Kirkegaard Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *