Home schooling

I går havde vi en rolig dag – tror ungerne trængte til det efter alle oplevelserne i tirsdags. Det må da også være lidt hårdt med alle de indtryk og så al den snak, man slet ikke forstår noget af. Men de tager det nu fint og vil gerne lære. Efter skole var vi ude at gå en lille tur i det dejlige vejr. Her studerer de en sommerfuglelarve, vi fandt på vejen.

I går aftes kom Ryan – Mortens kollegas dreng – forbi for at lege, mens hans mor skulle handle ind. Han er en dreng med krudt i – og pludselig kom der en mand fra huset ved siden af, han var lidt gnaven, for der var blevet slukket for al strømmen til hans lejlighed. Ungerne havde leget udenfor, og Ryan mente, det måske kunne være noget med en kontakt bag på huset – men det var i hvert fald ikke ham, der havde rørt den. Men det, jeg egentlig vil frem til, er, at der efter et kvarter dukkede en politi-dame op (med al udstyret på) sammen med naboen. Vi sank lige en klump, inden Morten gik ud til dem. De var vist meget søde, og det var fordi, naboen havde kontaktet udlejeren, der bad ham ringe videre til politiet. Men jeg synes måske, det er en kende resurcespild at sende politifolk ud, fordi en 9 årig dreng har slukket for strømmen. Morten blev bedt om at fortælle børnene, at det ikke skulle gentage sig – mine tre stod med store tårer i øjnene, da de fik at vide, politiet var kommet – så det bliver vist ikke noget problem 🙂 Vi voksne grinte nu lidt af det bagefter, når man tænker på, at politiet i Danmark dårligt har tid og ressourcer til at komme, når der har været indbrud eller lignende.

I dag var vi inviteret til home schooling picnic/hygge på den store legeplads sammen med en amerikansk mor, jeg havde fået kontakt med gennem det par, der også var ude at spise hos Mortens professor. Hun har tre drenge på alder med vores. Ungerne legede lidt tag-fat, mens jeg snakkede med Martina og hendes veninde, der også home schooler sine to drenge. Jeg spurgte jo en del ind til dette fænomen, vi nærmest ikke kender til i Danmark, men som jeg nu får lov til at “snuse” til i de her tre måneder. Det er meget udbredt her, hvor ca. 20 % af børnene hjemme-skoles. De talte begge meget begejstret om det – og mente ikke, det almindelige skolesystem er godt nok. De havde begge haft drenge, der kunne læse, før de skulle i skole, og skolen havde dermed ikke haft noget, at kunne tilbyde dem. Desuden må de ikke lære om “værdier” i skolen, og de ville gerne selv være med til at bestemme, hvornår børnene f.eks. blev introduceret til bogen “Sally har to mødre”, der ellers er med i 1. klasses pensum. Men det, de lagde mest vægt på, var, at det gav dem en stor frihed, dejlig tid med børnene, og at de bedre kunne udfordre det enkelte barn, end skolen ville være i stand til. Den eneste ulempe var, at de aldrig har noget “alene-tid”, hverken til sig selv eller til at nå at ordne hus, tøj og mad.

Jeg spurgte selvfølgelig ind til det sociale – dansker som jeg er – og jeg som kender de kommentarer/spørgsmål, man af og til får, bare fordi man frivilligt har valgt SFO og heldags-institution fra. Men i og med det her er så udbredt at undervise hjemme, er man jo ikke alene. Man kan deltage i rigtig mange arrangementer (ligesom det “Sport and Games”), de mødes til legepladsture, går sammen på museum, underviser hinandens børn, har spejder om tirsdagen, har mailingslister og foreninger osv. Så de er absolut ikke i underskud, hvad angår kontakt til andre børn. Da jeg spurgte, hvad børnene sagde til det, fortalte Martina, at hun plejede at sige: “Hvis I ikke laver jeres lektier, kommer I i public-school”, og det virkede altid 🙂

Der kommer ikke nogen for at tjekke op på standarden af undervisningen – medmindre der er mistanke om, at børnene ikke når det, de skal, altså skal der ligge en indberetning fra f.eks. naboer. Her skal man så kunne dokumentere, at man opfylder kravene, der lyder på 1000 timers undervisning om året, hvoraf de 600 skal være i “standard fag” – altså f.eks. engelsk, matematik, science. Ud af de 600 skal de mindst 400 foregå i hjemmet – så man kan ikke nøjes med at tage på skovtur eller museum hver dag.

Jeg er i hvert fald blevet lidt klogere på dette hjemme-undervisning, som jeg faktisk kan se flere og flere fordele ved (hvis det fungerer som her). Selvom vi har ret til det i Danmark, mener jeg slet ikke, jeg reelt ville have valget, sådan som vores system derhjemme er indrettet – og måske er det egentlig en skam. En dreng som Jeppe, ville i hvert fald kunne drage mange fordele af at blive hjemmeskolet, tror jeg. Dermed ikke sagt, at jeg er utilfreds med vores skole eller skolesystem som sådan. Gad vide om det engang bliver mere udbredt i Damnark, når man tænker på alt det, man hører om nedskæringer, færre timer, lærerstuderende der ikke kan stave, flere børn med specielle behov, kæmpe klasser osv. Herovre virker det i hvert fald som et fravalg af den offentlige skole – for som Martina sagde, hvorfor skal jeg sende dem et sted hen, der tilbyder dem noget ringere, end det jeg selv kan give dem?”