Memphis, Tennessee

I weekenden kørte vi til Memphis i Tennessee en tur på knap 5½ time. Vi listede børnene ud i bilen lidt over 5, så de sov alle videre i et par timer. Vi havde morgenmad med og spiste på en rasteplads – vi fandt lidt senere ud af, at det faktisk var en rasteplads i Arkansas – vi havde slet ikke opdaget, at vi havde krydset grænsen (det er både godt og skidt med sådan en GPS). Arkansas ligner mere det, vi kender hjemmefra med flade kornmarker ikke som Missouri, hvor her er skov så langt øjet rækker. Da vi nærmede os Tennessee, begyndte vi at kunne se problemerne med alle de oversvømmelser, vi har hørt om. Mange marker lå under vand, og floderne var gået langt ud over deres breder.

Vores første stop i Memphis var Elvis´ Graceland – noget jeg altid gerne har villet se (man har vel en lille Elvis-fan gemt i maven), så jeg glædede mig rigtig meget. Vi fik købt billetter (der var dyre) og blev så kørt i bus de ca. 200 meter over vejen op til selve Graceland. Det var altså lidt vildt at gå rundt inde i huset, der er bevaret, som da han døde. I dag er det hans datter, der ejer det. Hans badmintonhal var lavet om til udstilling for noget af hans tøj (så sejt), og alle de guldplader han fik. Det er altså ikke til at forstå, så kendt og rig, han må have været. Inden vi blev kørt tilbage over vejen, så vi hans gravsted. Han er begravet sammen med sin far, mor og farmor.

Der er lavet flere museer på området, som vi også havde billet til. Vi var inde at se hans biler, der talte alt fra den berømte “pink Cadillac” til en John Deere traktor. Der var også mere af hans tøj udstillet, og vi var inde og se hans privatfly, hvor håndvasken og sikkerhedssele-spænderne var belagt med 24 karat guld. Selvfølgelig var der også masser af souvenirbutikker, hvor man kunne købe sig en nøjagtig kopi af en af hans dragter eller en julesok med “The King” på – vi gjorde nu ingen af delene. Men vi har taget en masse billeder, og var enige om, at det var en stor oplevelse.

Vi var på Graceland i mange timer og var ved at være trætte, så vi blev enige om at køre hen til hotellet. Vi havde ikke kunnet finde et helt billigt hotel denne gang, så vi var nødt til at “opgradere” til et lidt finere, hvor der også var swimmingpool – til stor glæde for mine 4 vandhunde.

Vi kørte en tur ind til downtown, hvor vi ville se Beale street, hvor mange af de kendte musikere startede deres karrierer. Hele gaden var lukket af, og så var det ellers som en stor byfest. Masser af mennesker, underholdning, neon skilte, god stemning og skøn musik i alle baggårde. Det var en rigtig hyggelig aften. Signe, Jeppe og Morten gav 3 $ for at stå på gaden og spille skak mod en gammel sort mand, det havde de nok aldrig fået prøvet derhjemme.

Efter en god nats søvn, tog vi ind til Peabody hotel, der er berømt for deres ænder. Der bor 4 ænder på hotellets tag. De tager hver dag klokken 11 elevatoren ned i lobbyen, går ud af den røde løber og op i et stort springvand. Her svømmer de så til klokken 17, hvor de tager turen med elevatoren op igen. Det er hver dag overværet af 100 vis af mennesker. Der er ansat en “andepasser”, der sørger for, ænderne kommer frem og tilbage til tiden hver dag. Hvordan de får dem til at blive i springvandet, ved jeg ikke. Men det er da i hvert fald en anderledes turistattraktion.

Herefter gik vi en tur ned til Mississippi floden. Nu har vi jo ikke set det før, men det var meget oversvømmet. Endnu engang slog det os, hvor forfaldne deres storbyer er herovre – især i downtown. Der er så mange bygninger, der ikke bliver brugt, det ser skummelt og forladt ud. Vi snakkede om, at det aldrig ville se sådan ud i Danmark. Der var nok hurtigt blevet lavet penthouse lejligheder, ældreboliger eller lignende i alle de gamle fabrikker og hoteller. Det var heller ingen i Danmark, der ville have udsigt til sådan en gammel ødelagt fabrik, og ejendomsvurderingen ville helt sikkert falde.

Vi havde købt billetter til National Civil Rights Museum, der er beliggende på Lorraine Motel, hvor Martin Luther King blev skudt. På vejen derud stoppede vi ved Sun Studios (hvor bl.a. Elvis, Johnny Cash og Jerry Lee Lewis begyndte deres karrierer) og tog et par billeder udefra.

Civil Rights Museet var meget spændende. Det er næsten ikke til at begribe, det ikke er længere tid siden, der var så stor ulighed og uretfærdighed, og der var masser af information og billeder – børnene var især meget interesserede i den episode, hvor den sorte Rosa Parks blev arresteret, fordi hun ikke ville rejse sig for en hvid mand i bussen. Vi så også hotelværelset, hvor Martin Luther King boede, kransen på altanen, hvor han blev skudt, og var ovre i den bygning, hvorfra han blev skudt.

Herefter gik turen igen mod Rolla, det var jo en lang køretur. På vejen kom vi til at køre i kanten af det uvejr, der ramte Joplin med en tornado. Det var meget skræmmende – aldrig har jeg oplevet så meget lyn, torden og regn. Vi hørte advarslerne i radioen, men heldigvis kørte vi væk fra det. Det opstod pludseligt og lokalt, det er meget specielt at opleve deres vejr herovre. Signe var så bange og græd, og det var bestemt heller ikke rart. Lige nu er dødstallet i Joplin på 116, og over 400 er sårede. Billederne, vi ser, er så forfærdelige – der er intet tilbage derovre – det ser ud som om, der er smidt en bombe. Desværre ser det ud til, risikoen for tornadoer er her resten af ugen, så vi holder godt øje med vejrudsigten – og glæder os endnu engang til en helt almindelig dansk vejrudsigt!