Laura Ingalls Wilder

Lørdag ville vi køre en tur ud mod Springfield og se nogle ting på vejen. Først afprøvede vi vores nyindkøbte EZ66 bog, der skulle være bogEN for dem, der vil følge rute 66, der jo ikke længere figurerer på de almindelige kort. Vi kunne konstatere, at den var ganske udmærket – når man vælger den samme afkørsel, som der står skrevet 🙂 Da vi gjorde det, kørte vi et stykke på en hyggelig 4-sporet vej, der nu næsten ikke bliver brugt mere pga. interstate vejen, der ligger tæt ved. Vi kørte ud til Devils Elbow, der er et sted på en flod, hvor tømmeret satte sig fast i gamle dage.

Herfra kørte vi mod Mansfield, hvor Laura Ingalls Wilder (hende der har skrevet “Det lille hus på prærien” osv.) boede og skrev sine bøger. Hun boede her på Rockey Ridge Farm sammen med sin mand og datter, og de byggede det selv op nærmest fra grunden i 1895. Det fine lille hus står, som da hun døde i 1957. Vi så også en film om hende, og der var museum med mange af hendes ting. Hun skrev alting i hånden på nogle blokke, de var også udstillet sammen med PA´s violin og meget andet. De havde gemt nærmest alting, fortalte de søde damer, der viste rundt.

Vi kørte også hen til “the Rock House” lidt derfra. Det var en julegave fra datteren Rose til Laura og Almanzo, der boede her i en årrække fra sidst i 20´erne. Det var super moderne dengang med bl.a. varme og rindende vand. Imens boede Rose nede i Rocky Ridge Farmhouse, men da hun flyttede, flyttede forældrene tilbage dertil.

Klokken var allerede mange, så vi droppede vores plan om at køre helt til Springfield, og tog i stedet en flot, flot tur ned mod et kloster, vi havde læst om i en bog. Vi vidste ikke helt, om det var et “turist-sted”, hvor man kunne komme ind, men vi tog chancen. Naturen her er bare så imponerende, her er grønt alle steder og masser af skov. Jeg har taget nogle billeder og filmet, men det er svært helt at indfange.

Det sidste stykke ned til klosteret var 5 miles på grusvej. Det endte dog brat, da vi skulle over denne her bro:

Det turde vi altså ikke med vores lave bil.  Men mens vi stod og kiggede, kom der en mand kørende. Han var security-vagt i området, og han ville da gerne køre os op til klosteret. Det takkede vi pænt ja til, og tog turen over vandet i hans pick-up. Han fortalte, at vandet normalt løber under broen, men pga. den megen regn dette forår var her så oversvømmet. På klosteret fik vi lov til at se kirken og kirkegården. Klosteret hedder Assumption Abbey og er et af de kun 18 Trappist klostre i hele USA. Munkene her er berømte for deres fruitcakes, som vi også måtte prøve, selvom de var meget dyre (men det gik vel til et godt formål). Vi fik en et kilos kage fyldt med tørret frugt for 22$. Det er godt nok kun Morten, der kan lide den, men den bliver sikkert heller ikke tør foreløbig, så mon ikke han får spist den. Vi så en masse små kolibrier, dem har jeg aldrig set før. De er så fine og står helt stille i luften. De kommer og spiser, hvis man hænger mad ud til dem – men det hjælper nok desværre ikke hjemme i Vroue, selvom jeg køber en foderautomat med hjem. Den søde security mand kørte os tilbage over floden, så vi kunne køre videre. (og Morten siger, jeg skal huske at skrive, at han havde både pistol og visitkort)

Klokken var ved at være spisetid, så vi kørte tilbage mod Mansfield, hvor vi havde set en lille restaurant. På vejen kørte vi gennem en af deres kirkegårde (her kører man ind på kirkegården). På mandag er her helligdag – Memorial Day – hvor man mindes de døde, så alle gravstederne er blevet pyntet med masser af kunstige blomster. I Mansfield er Laura, Almanzo og Rose Ingalls Wilder begravet, så det kørte vi også forbi, inden vi spiste ganske ok mad og vente snuden hjemad mod Rolla efter endnu en dejlig dag fuld af oplevelser.

Tilsidst er her lige et billede til moster, som jeg har lovet, at jeg vil tage billeder af alle de mærkelige ting på Route 66. Dette er et stykke klippe, der er malet som en frø.