Santa Barbara

Vi kørte fra LA for at komme til Santa Barbara, hvor vi havde hørt, det var godt at fejre 4. juli. Men først var vi en tur i Walmart, for ungerne skulle have brugt deres sidste gavepenge. De ville gerne have noget baseball udstyr, så vi må vist ud at have en kuffert mere i morgen :-).

Herefter ville vi forbi Ronald Reagans bibliotek. Det måtte vi godt nok opgive, for der var bare så mange mennesker. Der var noget 4. juli fest deroppe, så man skulle parkere langt væk og så stå i kø for en shuttlebus derop. Efter de sidste mange dages køer, stod det ikke lige først på vores ønskeseddel. Vi vil se, om vi ikke kan nå det i morgen i stedet.

Lidt nord for Santa Barbara ligger den “danske” by Solvang. Den skulle vi selvfølgelig se, og det var rigtig sjovt. Vi begyndte på turistkontoret, hvor vi fik en lille dansk snak med den amerikanske ansatte. Han snakkede med rigtig amerikansk accent. Solvang viste sig at være en meget større turist magnet, end vi havde regnet med. Især var der japanere alle steder, der ivrigt fotograferede kopierne af Rundetårn (den lille model fra Californien – indrettet som pizzaria) og den lille havfrue (den endnu mindre model fra Californien). Men byen var hyggelig med “bindingsværk”, danske flag, bagere med wienerbrød og gamle møller. Lidt en amerikansk model af den gamle by.

Videre mod den flotte Santa Barbara, var vi en tur forbi en dejlig strand (El Capitan). Det var lige noget ungerne kunne lidt. Vandet er ikke så varmt her, men det afholder dem ikke fra glædeligt at hoppe i. Bølgerne var rigtig store, så de morede sig i vandkanten. De kunne sagtens have brugt meget længere tid der, men vi var nødt til at finde hen til hotellet, så vi kunne nå fyrværkeriet på stranden klokken 21.

Hotellet her er en tand dyrere end det, vi er vant til, men byen her er vist også ret “fin”. Men her er så dejligt. Virkelig hyggeligt og så flot med blomster, palmer og bjerge i baggrunden.

Vi tog en taxa ned til stranden, for på hotellet sagde de, at alt var afspærret dernede. De regnede med, det ville koste 10$ – det blev godt nok dobbelt så dyrt, og vi kunne sagtens have parkeret dernede for 10$. Men vi kom da ned til den flotte strand, hvor der var fyldt med glade mennesker, der hyggede sig med bla. grillmad. Vi fandt en lille “grill” ude på en mole, hvor vi fik fish & chips, inden fyrværkeriet gik i gang. Det var virkelig flot. De er altså gode til det med fyrværkeri herovre. Det tog 20 min, og der var endda fyrværkeri, der lignede smileyer. Det må siges at være en værdig afslutning på vores ferie herovre!

This entry was posted in USA tur 11. Bookmark the permalink.

2 Responses to Santa Barbara

  1. susanne Kirkegaard says:

    Hvor ser byen hyggelig ud, men kunne man få en levepostejmad med ristede løg? Sikken en strand, ja det passede nok de tre vandhunde godt! Flotte billeder!! Nyd Jeres sidste dag i det store udland! Vi glæder os til at se Jer igen in natura!!
    Knus morfar og mormor

  2. susanne Kirkegaard says:

    Det er forresten nogle flotte amerikanske bluser børnene har på!! Og god kulør I har fået!
    Knus mormor

Leave a Reply to susanne Kirkegaard Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *