De sidste 2 dage har stået i vandhundenes tegn. Søndag tog vi en tur til Maramec Spring Park for at fiske. Ungerne havde ikke fået nok på den sidste fisketur, så vi havde lovet dem en til, inden vi skulle fra Rolla. Morten pakkede aviser, fiskekniv og spande til alle de fisk, han regnede med, vi skulle have med hjem. Vi må nok konstatere, at vi ikke er de mest rutinerede fiskere. Morten, Jeppe og Signe kæmpede en ihærdig kamp mod fiskekroge i træerne og strøm i åen, mens Marius hurtigt opgav, og lagde sig hen og nød de 30 grader sammen med mor. Vi så godt nok mange, der trak fisk op af åen, men desværre ikke os! Så nu tror jeg, vi er kurerede for fiskeri for en tid.

Om eftermiddagen skulle Splash Zone her i Rolla afprøves. Det er et udendøres vandland, der netop er åbnet for denne sæson. Det var en stor succes.

I går havde vi en stille og rolig dag, hvor vi fik ryddet lidt op og vasket og støvsuget bilen, så den er klar til næste uge. Om eftermiddagen skulle vandhundene igen dyppes – denne gang i den kolde Lane Spring Park. Det er vand fra en spring pond, så det er ca. 16 grader hele året. Herfra tog vi på den store legeplads og spiste en sandwich. Morten og jeg sad på vores stam-hængesofa og forsøgte at lure konstruktionen af, så vi kan få en lignende, når vi kommer hjem 🙂

Ellers har vi brugt de sidste aftener på at planlægge ferie og betille hoteller i Californien. Vi regner med, der er internet på de fleste hoteller, så mon ikke jeg kan holde bloggen ved lige på turen vestpå.

Lørdag ville vi køre en tur ud mod Springfield og se nogle ting på vejen. Først afprøvede vi vores nyindkøbte EZ66 bog, der skulle være bogEN for dem, der vil følge rute 66, der jo ikke længere figurerer på de almindelige kort. Vi kunne konstatere, at den var ganske udmærket – når man vælger den samme afkørsel, som der står skrevet 🙂 Da vi gjorde det, kørte vi et stykke på en hyggelig 4-sporet vej, der nu næsten ikke bliver brugt mere pga. interstate vejen, der ligger tæt ved. Vi kørte ud til Devils Elbow, der er et sted på en flod, hvor tømmeret satte sig fast i gamle dage.

Herfra kørte vi mod Mansfield, hvor Laura Ingalls Wilder (hende der har skrevet “Det lille hus på prærien” osv.) boede og skrev sine bøger. Hun boede her på Rockey Ridge Farm sammen med sin mand og datter, og de byggede det selv op nærmest fra grunden i 1895. Det fine lille hus står, som da hun døde i 1957. Vi så også en film om hende, og der var museum med mange af hendes ting. Hun skrev alting i hånden på nogle blokke, de var også udstillet sammen med PA´s violin og meget andet. De havde gemt nærmest alting, fortalte de søde damer, der viste rundt.

Vi kørte også hen til “the Rock House” lidt derfra. Det var en julegave fra datteren Rose til Laura og Almanzo, der boede her i en årrække fra sidst i 20´erne. Det var super moderne dengang med bl.a. varme og rindende vand. Imens boede Rose nede i Rocky Ridge Farmhouse, men da hun flyttede, flyttede forældrene tilbage dertil.

Klokken var allerede mange, så vi droppede vores plan om at køre helt til Springfield, og tog i stedet en flot, flot tur ned mod et kloster, vi havde læst om i en bog. Vi vidste ikke helt, om det var et “turist-sted”, hvor man kunne komme ind, men vi tog chancen. Naturen her er bare så imponerende, her er grønt alle steder og masser af skov. Jeg har taget nogle billeder og filmet, men det er svært helt at indfange.

Det sidste stykke ned til klosteret var 5 miles på grusvej. Det endte dog brat, da vi skulle over denne her bro:

Det turde vi altså ikke med vores lave bil.  Men mens vi stod og kiggede, kom der en mand kørende. Han var security-vagt i området, og han ville da gerne køre os op til klosteret. Det takkede vi pænt ja til, og tog turen over vandet i hans pick-up. Han fortalte, at vandet normalt løber under broen, men pga. den megen regn dette forår var her så oversvømmet. På klosteret fik vi lov til at se kirken og kirkegården. Klosteret hedder Assumption Abbey og er et af de kun 18 Trappist klostre i hele USA. Munkene her er berømte for deres fruitcakes, som vi også måtte prøve, selvom de var meget dyre (men det gik vel til et godt formål). Vi fik en et kilos kage fyldt med tørret frugt for 22$. Det er godt nok kun Morten, der kan lide den, men den bliver sikkert heller ikke tør foreløbig, så mon ikke han får spist den. Vi så en masse små kolibrier, dem har jeg aldrig set før. De er så fine og står helt stille i luften. De kommer og spiser, hvis man hænger mad ud til dem – men det hjælper nok desværre ikke hjemme i Vroue, selvom jeg køber en foderautomat med hjem. Den søde security mand kørte os tilbage over floden, så vi kunne køre videre. (og Morten siger, jeg skal huske at skrive, at han havde både pistol og visitkort)

Klokken var ved at være spisetid, så vi kørte tilbage mod Mansfield, hvor vi havde set en lille restaurant. På vejen kørte vi gennem en af deres kirkegårde (her kører man ind på kirkegården). På mandag er her helligdag – Memorial Day – hvor man mindes de døde, så alle gravstederne er blevet pyntet med masser af kunstige blomster. I Mansfield er Laura, Almanzo og Rose Ingalls Wilder begravet, så det kørte vi også forbi, inden vi spiste ganske ok mad og vente snuden hjemad mod Rolla efter endnu en dejlig dag fuld af oplevelser.

Tilsidst er her lige et billede til moster, som jeg har lovet, at jeg vil tage billeder af alle de mærkelige ting på Route 66. Dette er et stykke klippe, der er malet som en frø.

I går fik vi set det midt-amerikanske vejr fra en af sine mere skræmmende sider. Som jeg skrev sidst, var der en meget ødelæggende og dødelig tornado i Joplin i søndags, og vi vidste, at Missouri ville være i tornado-farezonen i nogle dage herefter. Så vi har holdt godt øje med vejrkanalen. I går klokken lidt i halv to blev der set en tornado i området og derfor gik alle sirenerne igang, og man skulle gå i skjul. I sådanne situationer skal man gå i et rum uden vinduer og helst i en kælder, hvis man ikke har et specielt beskyttelsesrum. Vi fik fat i Morten, der kørte hjem – de er jo vant til det her, så de ved, at de advarer i god tid. Imens gik vi andre i skjul i badeværelset, børnene i badekarret og så med dyner, puder og en kæmpe madras til at beskytte over os. Med alle de frygtelige billeder af Joplin i hovedet, var vi selvfølgelig bange. Selvom man godt ved, at de advarer over et stort areal, og at risikoen for den lige skal ramme Waterford Court er lille, er det svært ikke at være nervøs. Børnene var selvfølgelig rigtig bange. Herovre er de jo vant til det, og jeg tror ikke, de tænker så meget over det. Der var i hvert fald nogle fra Mortens arbejde, der havde været ude for at tage billeder. Vi sad i skjul i ca. 2 timer, før alarmen blev afblæst. Heldigvis slap vi med skrækken, men det var da en oplevelse, vi godt kunne have undværet. Heldigvis er der ikke “severe weather” i kikkerten lige foreløbig – her i weekenden skal det vist blive sol og 30 grader – så det er godt den udendøres svømmehal åbner i weekenden. Mandag er helligdag her: Memorial day.

Weekenden har vi ikke helt planlagt endnu. Vi har lige fået at vide, at vi godt kan blive i lejligheden en uge mere, Morten har nogle ting, han skal have gjort færdigt, og vi vil gerne have næste weekend her i Rolla, hvor der er stor byfest, fordi Rolla bliver 150 år. Denne fest er slået sammen med den årlige Route 66 fest, hvor der kommer masser af gamle biler osv. Vi har derfor besluttet af køre her fra Rolla søndag den 5. juni. Vi regner med at bruge ca. 14 dage på at køre til Californien og så ca. 14 dage i LA og San Francisco.

I weekenden kørte vi til Memphis i Tennessee en tur på knap 5½ time. Vi listede børnene ud i bilen lidt over 5, så de sov alle videre i et par timer. Vi havde morgenmad med og spiste på en rasteplads – vi fandt lidt senere ud af, at det faktisk var en rasteplads i Arkansas – vi havde slet ikke opdaget, at vi havde krydset grænsen (det er både godt og skidt med sådan en GPS). Arkansas ligner mere det, vi kender hjemmefra med flade kornmarker ikke som Missouri, hvor her er skov så langt øjet rækker. Da vi nærmede os Tennessee, begyndte vi at kunne se problemerne med alle de oversvømmelser, vi har hørt om. Mange marker lå under vand, og floderne var gået langt ud over deres breder.

Vores første stop i Memphis var Elvis´ Graceland – noget jeg altid gerne har villet se (man har vel en lille Elvis-fan gemt i maven), så jeg glædede mig rigtig meget. Vi fik købt billetter (der var dyre) og blev så kørt i bus de ca. 200 meter over vejen op til selve Graceland. Det var altså lidt vildt at gå rundt inde i huset, der er bevaret, som da han døde. I dag er det hans datter, der ejer det. Hans badmintonhal var lavet om til udstilling for noget af hans tøj (så sejt), og alle de guldplader han fik. Det er altså ikke til at forstå, så kendt og rig, han må have været. Inden vi blev kørt tilbage over vejen, så vi hans gravsted. Han er begravet sammen med sin far, mor og farmor.

Der er lavet flere museer på området, som vi også havde billet til. Vi var inde at se hans biler, der talte alt fra den berømte “pink Cadillac” til en John Deere traktor. Der var også mere af hans tøj udstillet, og vi var inde og se hans privatfly, hvor håndvasken og sikkerhedssele-spænderne var belagt med 24 karat guld. Selvfølgelig var der også masser af souvenirbutikker, hvor man kunne købe sig en nøjagtig kopi af en af hans dragter eller en julesok med “The King” på – vi gjorde nu ingen af delene. Men vi har taget en masse billeder, og var enige om, at det var en stor oplevelse.

Vi var på Graceland i mange timer og var ved at være trætte, så vi blev enige om at køre hen til hotellet. Vi havde ikke kunnet finde et helt billigt hotel denne gang, så vi var nødt til at “opgradere” til et lidt finere, hvor der også var swimmingpool – til stor glæde for mine 4 vandhunde.

Vi kørte en tur ind til downtown, hvor vi ville se Beale street, hvor mange af de kendte musikere startede deres karrierer. Hele gaden var lukket af, og så var det ellers som en stor byfest. Masser af mennesker, underholdning, neon skilte, god stemning og skøn musik i alle baggårde. Det var en rigtig hyggelig aften. Signe, Jeppe og Morten gav 3 $ for at stå på gaden og spille skak mod en gammel sort mand, det havde de nok aldrig fået prøvet derhjemme.

Efter en god nats søvn, tog vi ind til Peabody hotel, der er berømt for deres ænder. Der bor 4 ænder på hotellets tag. De tager hver dag klokken 11 elevatoren ned i lobbyen, går ud af den røde løber og op i et stort springvand. Her svømmer de så til klokken 17, hvor de tager turen med elevatoren op igen. Det er hver dag overværet af 100 vis af mennesker. Der er ansat en “andepasser”, der sørger for, ænderne kommer frem og tilbage til tiden hver dag. Hvordan de får dem til at blive i springvandet, ved jeg ikke. Men det er da i hvert fald en anderledes turistattraktion.

Herefter gik vi en tur ned til Mississippi floden. Nu har vi jo ikke set det før, men det var meget oversvømmet. Endnu engang slog det os, hvor forfaldne deres storbyer er herovre – især i downtown. Der er så mange bygninger, der ikke bliver brugt, det ser skummelt og forladt ud. Vi snakkede om, at det aldrig ville se sådan ud i Danmark. Der var nok hurtigt blevet lavet penthouse lejligheder, ældreboliger eller lignende i alle de gamle fabrikker og hoteller. Det var heller ingen i Danmark, der ville have udsigt til sådan en gammel ødelagt fabrik, og ejendomsvurderingen ville helt sikkert falde.

Vi havde købt billetter til National Civil Rights Museum, der er beliggende på Lorraine Motel, hvor Martin Luther King blev skudt. På vejen derud stoppede vi ved Sun Studios (hvor bl.a. Elvis, Johnny Cash og Jerry Lee Lewis begyndte deres karrierer) og tog et par billeder udefra.

Civil Rights Museet var meget spændende. Det er næsten ikke til at begribe, det ikke er længere tid siden, der var så stor ulighed og uretfærdighed, og der var masser af information og billeder – børnene var især meget interesserede i den episode, hvor den sorte Rosa Parks blev arresteret, fordi hun ikke ville rejse sig for en hvid mand i bussen. Vi så også hotelværelset, hvor Martin Luther King boede, kransen på altanen, hvor han blev skudt, og var ovre i den bygning, hvorfra han blev skudt.

Herefter gik turen igen mod Rolla, det var jo en lang køretur. På vejen kom vi til at køre i kanten af det uvejr, der ramte Joplin med en tornado. Det var meget skræmmende – aldrig har jeg oplevet så meget lyn, torden og regn. Vi hørte advarslerne i radioen, men heldigvis kørte vi væk fra det. Det opstod pludseligt og lokalt, det er meget specielt at opleve deres vejr herovre. Signe var så bange og græd, og det var bestemt heller ikke rart. Lige nu er dødstallet i Joplin på 116, og over 400 er sårede. Billederne, vi ser, er så forfærdelige – der er intet tilbage derovre – det ser ud som om, der er smidt en bombe. Desværre ser det ud til, risikoen for tornadoer er her resten af ugen, så vi holder godt øje med vejrudsigten – og glæder os endnu engang til en helt almindelig dansk vejrudsigt!

I går var jeg til mit livs første baseball kamp. Vi havde bestilt billetter til Busch Stadium i St. Louis, hvor de lokale Cardinals skulle møde Hustons Astros. Men først måtte vi lige en tur forbi vores stam-is-bar – det var jo nok sidste gang, vi kom til St. Louis, så vi skulle nyde vores allersidste frosne custard (snøft). 

St. Louis Cardinals spiller 6 dage om ugen – hver anden uge på hjemmebane. Sidst vi sad uden for stadium (dengang hotellet var ødelagt af tornadoen), var der jo rigtig mange mennesker – men det var en søndag, så vi var spændte på, hvor mange der kom sådan en almindelig onsdag aften. Men jeg tror, der var lige så mange. Tilskuertallet var i hvert fald 35298 – det er da opbakning til hjemmeholdet, må man sige. Igen blev vi grebet af den gode stemning. Det er simpelthen alle mulige mennesker, der kommer for at have en hyggelig aften sammen. Alt fra spædbørn i bæreseler til gamle bedsteforældre i kørestol. Næsten alle i Cardinals trøjer, kasketter eller lignende. Der bliver solgt masser af fastfood, øl og candyfloss.

Vi havde læst lidt på reglerne inden, så det gik fint nok med at følge med. Det er jo et ret “langsomt” spil – men det er godt nok, man kan hente mad, snakke med sidemanden eller nå på toilettet uden at gå glip af noget. Vi sad ret langt væk, men jeg synes sagtens, vi kunne se. Ind imellem var der underholdning på storskærmen, og Marius kastede sit hjerte på Cardinals maskot – en stor fugl, der kom løbende en gang imellem.

Jeg kunne godt blive baseball-fan, tror jeg. Vi havde en rigtig hyggelig aften. Jeg er vild med deres sportstøj – der er altså ikke ret mange sportsgrene, hvor de er så velklædte – og desuden er det jo nogle “rigtige mænd” 😉

Det er ikke mange point, de laver gennem sådan en kamp. Desværre så vi slet ingen home-runs, men der var en virkelig flot “redning”, hvor han kastede sig hen af græsset for at gribe bolden. Heldigvis vandt Cardinals 5-1, så vi fik set fyrværkeri og en maskot med flag – til stor glæde for Marius. 

Denne weekend brugte vi i Kansas city, der ligger ca. 4 timers kørsel fra Rolla. Det meste af Kansas city ligger i Missouri og kun en mindre del i staten Kansas.

Første stop var Harry S. Trumans library, der er et museum for USAs 33. præsident. Mange af præsidenterne laver sådan et museum/bibliotek med ting, der har haft betydning for dem, når de går af som præsident. Som I jo nok kan gætte, var det Mortens idé at tage herind 🙂 Men jeg må indrømme, at det faktisk var meget spændende. Truman tiltrådte som præsident i 1945, da Roosevelt døde. Det må have været en turbulent periode at være præsident i – med bl.a. slutningen af 2. verdenskrig, atombomberne mod Japan, Marshallplanen og begyndelsen på den kolde krig. Det var jo noget indviklet, lidt “tørt” og også ret uhyggeligt stof for tre børn, men de tog det rigtig flot og var faktisk meget interesserede, især Jeppe, der jo har god gavn af sin “klæbehjerne” i sådanne situationer. Vi så også Trumans grav, en kopi af det ovale værelse og et bibliotek, der gjorde Morten misundelig.

Herefter kørte vi videre til et kunstmuseum (The Nelson-Atkins Museum of Art), hvor vi så alt fra gammel europæisk og egyptisk kunst til mere moderne Warhol og Roxy Paine. Det, der var sjovest, var nu den store park udenfor med skulpturer af et sølvtræ og kæmpe store badmintonbolde.

Inden vi kørte ud mod hotellet, fandt vi et rigtig godt mexikansk spisested. Det var dejligt at få noget andet end fast-food. Selv de “almindelige” restauranter er ikke særlig dyre herovre (i forhold til danske priser), og alle steder er det almindeligt at tage børnene med. De har børnemenuer alle steder – ikke sådan noget to-røde-pølser-noget som hjemme – men  god mad bare i lidt mindre portioner. Der er også altid farver og opgaveark til dem.

Vi sov på et Motel-8 i nærheden af lufthavnen. Det var ok – altså til den pris – rent og med to senge, eget toilet og bad og endda med ristet brød og cornflakes til morgenmad.

Søndag åbner alle museer osv. først over middag (måske fordi folk skal i kirke?), så vi skulle finde på noget at bruge formiddagen til. Vi fandt en reklame for et lille familie-ejet landbrug, hvor de producerer mælk i fine glas flasker. Her kørte vi ud, og det var en rigtig god oplevelse. De havde klappe-kalve, som vi måtte gå op til. Vi snakkede godt nok om, at det var lidt skørt at køre helt til Kansas for at se på landbrug, når man kommer fra Vroue i Danmark 🙂 Men jeg ved slet ikke, om det er så åbent derhjemme, at man bare kan komme ind fra gaden og se køerne komme ind til malkning og klappe de søde kalve. Mine unger havde i hvert fald ikke mærket de små, ru kalvetunger før, så de var meget begejstrede. Alle kalve/køer havde navne, så vi klappede bl.a. Lady Bug, Caroline og Cinnamon (der var en stor, voksen, kanelfarvet ko). Da vi havde klappet færdig, gik vi tilbage i gårdbutikken, hvor vi smagte deres mælk, der blev tilsat forskellige smage. Vi kunne bl.a. godt lide deres banan, appelsin, jordbær og cacao-mælk, men jeg er sikker på den med root-beer aldrig bliver et hit i Danmark – føj. (Jeg begriber ikke, hvorfor root-beer er så populært herovre, det smager fuldstændig som at drikke mundskyllevæske). Vi så også deres fine mælkebil, der havde et dyt-horn, der lød som en ko. Vi købte to flasker mælk med hjem – en jordbær og en chokolade. Jeg håber, vi kan få fragtet de fine glasflasker med helt hjem. Hvis nogle har lyst til at se, hvad det var for et sted, har de en hjemmeside der hedder: shattomilkcompany.com

Der findes en bog, der hedder noget i retning af “1000 steder i USA og Canada, du skal se, før du dør” – heri er et museum om behandlingen af psykisk syge gennem tiden nævnt, så det tog vi ud for at se. Det var en ret blandet landhandel – der ud over den psykiatiske udstilling havde udstillinger om f.eks. pony ekspressen, indianere og slaveriet. Det gjorde selvfølgelig stort indtryk på børnene, med alle de frygtelige ting, man engang havde gjort ved psykisk syge. Museet var da ok – og det er vigtige emner, men jeg vil nu sige, at jeg håber nogle af de andre steder i bogen har lidt mere at byde på. Museet hjemme på psykiatrisk hospital i Risskov er nu lige så godt, synes jeg.

Inden vi kørte mod Rolla igen, var vi en tur inde i Kansas og se en væg ved deres bibliotek, der er udsmykket som en kæmpe bogreol med mange klassiske bøger som f.eks. Romeo og Julie, Ringenes herre, Mark Twain og Louis og Clark ekspeditionen i kæmpe størrelse. Det var ret flot – jeg kan så godt lide sådan noget.

Vi havde en god weekend, men Kansas er en stor by, så vi kunne sagtens have brugt mere tid – eller en tur til. Men som I jo ved, er vores dage her i Rolla desværre ved at være talte. Der er kun 3 uger i dag til vi kører mod Californien.

I går tog ungerne og mig en tur til St. Louis for at gå i zoologisk have – vi trængte lige til lidt natur/teknik 🙂

Det er en flot zoologisk have, synes jeg. Omgivelserne er skønne, fyldt af træer, blomster og vandfald. Der er stadig nogle af dyrerne, der går i de der gamle beton-grave, men de er ved at lave om til flere af dyrene, så jeg tror, det ender med at blive fint. Desværre havde vi valgt samme dag som rigtig mange skoler og børnehaver, så det var faktisk lidt svært at komme rundt og se noget. Der var en frygtelig larm fra alle de børn. Desuden var der smadder varmt – over 30 grader, så dyrene var noget sløve og lå og gemte sig i skyggen. Men vi var heldige lige at komme hen til elefanterne, da de valgte at tage sig en dukkert.

Marius havde selvfølgelig mest glædet sig til pingvinerne. De var også søde. Der var et koldt pingvin hus, hvor der var en rigtig drille-pingvin, der svømmede helt hen til kanten af bassinet og sprøjtede op på os.

Der var også et lille sommerfuglehus, hvor jeg kunne prøve min nye makro-linse til kameraet.

I går var sidste gang på mit kagekursus. Det har været rigtig sjovt, og jeg har opdaget en masse tyller og kage-dimser, jeg ikke kan leve uden 🙂 I går skulle vi medbringe en rigtig kage, der skulle pyntes – så ingen flamingokager denne gang. Jeg havde fundet en opskrift på nettet, som jeg bagte. De undrede sig godt nok lidt, da jeg kom derned og fortalte, at jeg havde lavet kagen fra bunden og ikke brugt sådan et købe-pulver-kage-mix. Jeg fik lavet et fint “afgangsprojekt”, synes jeg – Marius var i hvert fald begejstret, da jeg kom hjem. Han udbrød: “mor, du er den bedste i verden til at lave kager”. Den smagte også ok – kagerne her smager ikke af så meget og er meget søde, men tror den kunne være god med friske jordbær – så det må prøves, når vi kommer hjem.

Søndag var jo mors dag. Det går de rigtig meget op i herovre. Det var heldigvis ikke gået min families næse forbi, så jeg var så heldig at få et fint kort og en bog om smooties. Vejret var skønt – sol og 30 grader, så vi havde besluttet, at tage på fisketur. Det har alle tre børn snakket meget om, så nu skulle det være. Jeg havde fået Morten overtalt til at kigge på lidt nyt tøj, så vi kørte op til Osage beach, hvor outlet butikkerne er, så vi kunne slå det sammen med fisketuren. Osage Beach er et rigtigt feriested i Missouri. Turen derop foregår af små snoede veje. Der er skov overalt og rigtig flot – og fandt vi ud af – fuldt af dyr.

Højdepunktet på min dag må være, at jeg reddede 2 skildpadder over vejen. Her kommer lige en lille billedserie, så I med egne øjne kan se, hvor farligt det kan være, at være skildpadde. Heldigvis fik jeg Morten til at vende bilen, så jeg kunne flytte dem ud i vejkanten (jeg håber bare, jeg flyttede dem den rigtige vej, så de ikke skulle hele vejen tilbage igen.) Vi så desværre flere eksempler på deres venner, der ikke var nået over – snøft.

Vi har også set rigtig mange overkørte bæltedyr, og vi kom også forbi en slange, der ikke var nået over (hvis den havde været levende, tror jeg ikke, jeg havde hjulpet DEN over).

Vi nåede op til alle butikkerne, og Morten fik købt tøj i Tommy Hilfiger, og han sagde helt af sig selv, da han kom ud, at det godt nok var billigt. Jeg fik lov at blive i outlet´et, mens de andre fandt en sø at fiske i. Desværre var det eneste, de fik med derfra, en flåt på Marius´ ryg. Men de vil gerne fiske en anden gang, siger de. Jeg fik købt en masse OshKosh børnetøj, der er så billigt her. I alle butikkerne ønskede de “happy mothersday”.

Nu var det ved at være tid til aftensmad, og her fandt vi et rigtig godt sted – godt nok med burgere, men rigtig gode burgere og super is til dessert. Det hed Culverts og er vist også en kæde.

Inden vi tog hjem igen af de små veje, var ungerne ude at bade lidt i en sø. Her så vi en vaskebjørn, og så er der sådan nogle frøer herovre, der lyder som en fugl. 

Lørdag den 7. maj tog vi igen en tur til St. Louis denne gang for at besøge “City Museum”. Vi havde godt hørt, at det skulle være et meget specielt og sjovt sted. Museum er egentligt et forkert navn, for der er ikke rigtig “udstillet” noget sådan på traditionel vis. Det er faktisk ret svært at forklare, hvad det er for et sted – men jeg skal gøre mit bedste. Det er en gammel sko fabrik, der er bygget om til et kæmpe stort “lege-klatre-kravle-udforske-sted”. Der var simpelthen så mange ting, man kan kravle i, på, over, under og gennem og forskellige rutchebaner, der fører en ned ad igen. Man kan komme fra den ene etage til den næste gennem gange og tunneller. Finde hemmelige døre, smutveje osv. Selvom vi var der hele dagen, har man stadig på fornemmelsen, at vi kun har set halvdelen af alle de små veje. Museet virkede på en gang flot med mosaik gulve, mange små fine detaljer osv. – og så samtidig lidt slidt, tilfældigt og nusset. Meget af det er jern og rionet, man kravler igennem. Tror det meste af det er lavet af genbrugsting. Jeg har aldrig været et sted, der minder om det. Det er lige så meget for voksne som for børn.

Her er fyldt med skøre og sjove ting – og der er ikke nogen rigtig sammenhæng mellem det. De har f.eks. et lille cirkus, en togbane i børnestørelse (som Marius prøvede) styret af en dværg og verdens største blyant. Og hvor finder man ellers et helt rum fyldt med tavlesvampe?

Museet har også en udendøres del, der er mindst lige så sjov. Her er igen fyldt med ting at kravle i. Der er bl.a. to rigtige fly og en brandbil og flere ruchebaner. Ungerne elskede det og kravlede gladeligt rundt langt, langt over jorden i et rionet (På billedet til venstre er det min familie, der kravler i det øverste net). Hvem har ikke altid været lidt misundelig på de små børn i boldrummene – det er ikke nødvendigt på City Museum, hvor man da bare har lavet et i voksenstørrelse med plastic bolde.

Vi købte også billet til deres tag-etage, hvor vi prøvede flere ruchebaner og deres pariserhjul med en fin udsigt. Her er også en skolebus på vej ud over taget. Det er lidt sjovt, at lege chauffør og åbne døren lige ud i ingenting.

Inde i museet er der et slags haj-akvarium, som vi også købte billet til. Der var både hajer, kæmpe skildpadder, rokker (der ville klappes) og andre sjove fisk, men også alligatorer, slanger, marsvin og papegøjer. Her var selvfølgelig også lige en lille tunnel, man kunne kravle igennem – under vandet.

Vi brugte faktisk det meste af dagen på “City Museum” og var trætte til sidst. Vi havde det sjovt og er bestemt en oplevelse rigere. Det var kun deres mad, vi godt kunne have undværet.

På hjemvejen var vi forbi vores stam-is-bar. Vi kørte også forbi en Borders (boghandler), de har simpelthen så mange billige og gode bøger her. Vi snakkede om, at vi godt kunne bruge en hel dag derinde. Det er simpelthen så skønt at kunne nusse rundt og kigge på bøger med sin familie klokken halv 10 om aftenen. Det bliver hårdt at komme hjem til den danske lukkelov igen – snøft. På vejen hen til bilen mødte vi to søde mænd med hver deres stjernekikkert. De var der, fordi det var “astronomi-dag”, så vi fik lov at se Saturn i deres kikkert og fik 3 billetter til planetariet i St. Louis, så det må vi se, om vi ikke kan nå.