Sommerferie i Alsace, Frankrig

Vi havde egentlig bestemt os for ikke at tage på ferie i år, for vi har jo stadig nogle værelser ovenpå, der langt fra er færdige – men da vi pludselig havde mulighed for at leje en lille ferielejlighed i Alsace i Frankrig til rimelige penge, kiggede vi på hinanden og besluttede at tage afsted. Byen hedder Andlau, og vi kunne tydeligt huske den fra ferien for 12 år siden, for den var så hyggelig og fuld af blomsterkummer, at vi siden har haft et udtryk “Andlau-stemning”, når noget er rigtig godt pakket ind i blomster og bindingsværk :-).

Vi kørte hjemmefra natten til lørdag den 7. juli 2012, så børnene kunne sove det første stykke vej i bilen. Det passede med, at vi kunne spise vores medbragte morgenmad på en rasteplads syd for Hamborg (hvor vi stødte ind i en af børnenes klassekammerater). Resten af turen gik lige så fint, vi tog nogle gode lange ryk og kørte slet ikke ikke i kø. Det betød, at vi nåede til Andlau klokken ca. 15.30, hvor vi blev indkvarteret i det gamle garveri, der nu er en fin lejlighed med god plads. Ægteparret, der har stedet, har en hyggelig have og en swimmingpool, som min vandglade familie straks hoppede i.

Stedet ligger så idyllisk med udsigt til små bjerge og vinmarker. Byen har brostensbelagte gader, bindingsværkshuse, blomster i alle altankasser, to store kirker og selvfølgelig vinbønder, for Andlau ligger midt på vinruten.

Vi spiste ude på en restaurant i byen – med blomster, den Andlau´ske bjørn (Mosters yndling fra vores sidste ferie dernede) og Jesus i baggrunden.

This entry was posted in Frankrig 2012. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *