Nu da sommeren er forbi, er det jo ved at være skak-tid for min familie. Signe har så småt taget hul på sæsonen, for hun var til optaktsstævne i Århus den 23. august. Hun var udtaget til pigegruppen, der talte 4 af de bedste piger fra turneringerne dernede i sidste sæson. Signe vandt en flot 1. plads, for hun vandt over dem alle 3, så der skulle laves plads til endnu en pokal :-).
Idag var der så endnu et skak arrangement, der krævede os alle 5. Vestfjendsskolen skulle holde skoleskakdag for hele skolen. Et arrangement Morten havde været med til at planlægge sammen med Dansk Skoleskak. Det kræver en del, når ca. 290 børn, skal spille skak. Men sjovt var det, børnene var positive, og der var en god stemning.
Efter skoletid lavede vi skak-café for de børn, der havde lyst til mere skak, hygge og kage. Alt i alt synes jeg, det har været en rigtig god, hyggelig og forhåbentlig også lærerig dag for både børn og voksne.
Dansk Skoleskak har skrevet om arrangementet her, og der er selvfølgelig også noget på Vestfjends Skoleskaks hjemmeside her. Jeg tog masser af billeder, nogle af dem kan ses her.


