Boston

I går kørte vi den lange tur til Boston.

Vi kørte lidt syd for Boston, hvor jeg vidste, der var en kage-udstyrs-butik. De havde en masse fine ting – jeg kunne have brugt mange flere penge derinde på glitter, glimmer og udstyr. Herefter kørte vi til Quincy ikke så langt derfra. Der ligger den eneste kirke i USA, hvor to præsidenter er begravet – både John Adams (2. præsident) og John Quincy Adams (6. præsident). De ligger i store stenkister nede i kælderen sammen med deres koner. Vi fik sådan en fin rundvisning af en sød dame, bagefter gik vi en tur på kirkegården overfor, hvor der var mange egern – og selvfølgelig en masse grave med præsidenternes efterkommere.

Vi kørte mod hotellet men endte i en kæmpe trafikprop gennem Boston – her er masser trafik hele tiden, og åbenbart er fredag eftermiddag og aften det allerværste. Vi endte med at blive lidt svedte, for vores benzintank var ved at være tom. Vi havde ellers regnet med, at det passede til lufthavnen, men vi var nødt til at få fyldt på. Vi fik heldigvis kørt af og fik tanket, men det var altså ikke sjovt.

I dag tog vi ind til Boston, hvor vi ville have været inde og se Massachusetts State House (for vi kunne jo ikke se JFK Library, der er lukket pga. “krisen” herovre), men der var selvfølgelig lukket i weekenden…

I parken overfor var der næsten tamme egern, som vi lige måtte snakke lidt med. Herefter gik vi på “Freedom Trail”, der er en rute rundt i byen, hvor man kommer forbi flere steder, der har haft betydning for løsrivelsen fra England og dannelsen af USA. Byen er lidt sjov på den måde, at der mange steder er gammelt og nyt lige ved siden af hinanden.

Det fik vi også at se, da vi tog metroen til en anden del af byen, hvor den gamle Trinity kirke og Bostons højeste bygning, Hancock Tower, ligger lige op og ned af hinanden. Det er så fint, at se den gamle bygning spejle sig glasset. Mens Stina gik på mere shopping, gik jeg ind og så kirken indefra. Den var rigtig fin, og større end jeg troede.

Hancock Tower er ikke åbent for offentligheden, men derimod kan man komme op i den anden højeste bygning, Prudential Center. Det nåede jeg også, så jeg gik og nød den fine udsigt på 50. etage.

Vi mødtes igen i en stor, dejlig boghandel og tog sammen tilbage til hotellet – med smadder ømme fødder.

I morgen har vi bestilt tid til en havnerundfart, inden vi vender tilbage til Danmark. Vi skal først flyve herfra 21.30, så det bliver nok en lang dag med masser af ventetid. Vi har haft en skøn tur og set så mange ting, men nu glæder jeg mig også rigtig meget til at komme hjem til min familie igen!

This entry was posted in New England 13. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *