Sådan en uges ferie går stærkt, og lørdag skulle vi vende næsen mod Vroue igen. Vi havde dog bestemt, at vi ville se noget på hjemvejen også, så vi havde bestilt et hotel i Bremen. Vi tog fra Bredene klokken ca. 8 og kørte ind til Bruxelles.
Man må sige, vi var heldige med vejret – sol og varme hele ugen og først regn på hjemvejen (hvilket ikke gjorde ret meget, for vores aircondition i bilen var stået af midt på ugen).
Vi så det store “Atomium”, der er et slags vartegn for Bruxelles. Det er en model af et jernmolekyle forstørret 165 mia. gange lavet til verdensudstillingen i 1958. Vi var ikke inde i den, men der er både restaurant og forskellige udstillinger i den.
Lidt uden for Bruxelles i byen Louvain-la-Neuve ligger Hergé-museet, hvilket jeg havde glædet mig til at se. Hergé er selvfølgelig mest kendt for Tintin, men han har også lavet andre tegneserier og reklamer. Det var et fint nyt museum i tre etager.
Nu har jeg/vi jo lidt en forkærlighed for mærkelige og anderledes seværdigheder – altså sådan noget, der ikke lige står først i “Turen går til…”, og som ikke er overrendt af udenlandske turister. Steder hvor man kommer ud i de “almindelige” landsbyer. Sidste stop på ferien må siges at gå ind under dette :-).
Jeg havde fundet et flot kunstværk på Pinterest, som vi gerne ville se. Det er et ud af 8 kunstværker i et lille område omkring Limburg. Det forestiller en “gennemsigtig” kirke og hedder “Reading between the Lines”. Kirken er lavet i 2011, den består af 30 tons stål. Den er simpelthen så fin – nogle gange forsvinder den nærmest helt, og fra andre vinkler virker den helt massiv. Den ligger midt ude i en frugtplantage nærmest uden nogen skilte dertil. Da vi var på vej derfra igen, kom der en masse mennesker, som viste sig at være et belgisk kirkekor på vandretur. De gav et nummer inde i kirken, det var en meget sjov oplevelse (det var faktisk som at være med i et Barnaby-afsnit – flot natur, et syngende kor og en kirke – bare uden mordet).
Efter denne skønne afslutning på ferien og lidt frokost i pære-plantagen kørte vi til hotellet i Bremen.







