September-haven

Så kom efteråret – i hvert fald sådan på kalenderen. I sidste uge var der endelig et par dage med solskin og dejlig varme. Alligevel er det let at se, vi går den kolde, mørke tid i møde. Løvet er ved at iklæde sig de fine kulører, og når solen skinner, er det med det der specielle, fine efterårslys.

I haven har jeg i år masser af lækre majs, tror de har nydt godt af al varmen i sommeren. Squashen var også vild med varmen – jeg har haft så mange squash i år, at de nærmest sprøjtede ud – tre planter har været alt, alt for mange. Men det er jo sjovt at have forskellige slags, og sidste år var der ikke nær så mange.

Til gengæld har jeg bare ikke haft held med fennikel (som jeg sidste år havde i kassevis) og dild (som jeg altid plejer at have nok af), persillen var også rigtig langsom i optrækket, men nu er der da lidt. En anden ting, jeg er så ærgerlig over, er mine æbler. De er totalt ubrugelige. Der er nok af dem, men der er ikke et eneste, der ikke har orm, skurv, monilla eller andet skidt i sig. Langt de fleste kan jeg ikke engang bruge til grød.

Drivhuset har været så skønt – jeg nyder, der er højt til loftet. Selv om jeg kom sent i gang, har jeg fået rigtig meget ud af det. Det har helt klart hjulpet, at det store træ er væk. Der er stadig masser af tomater, og først i denne uge er agurkerne blevet gule i bladene, så nu er det nok slut med dem desværre, men de har givet godt.

Efterårshindbærrene har også været glade for at få mere lys, og jeg har i år plukket mange flere end de andre år, så jeg savner faktisk ikke mit store fuglekirsebærtræ.

This entry was posted in Have. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *