Jeg har de sidste par uger været i gang med at lave et nyt bed foran huset. Vi måtte jo fælde en masse buske for at få plads til altanen, og jeg havde to lidt miserable bede i græsplænen, så det var jo oplagt at slå dem sammen til et stort. Desuden har jeg været på indkøb efter lidt flere roser. Det blev til en lyserød “Geoff Hamilton”, to laksefarvede “Evelyn” og to orange “Chippendale”, jeg glæder mig så meget til at se dem blomstre! Jeg købte også en ret sølle Rose De Rescht på tilbud i Bilka, så nu må vi se, om den kommer.
Vi havde en snert af nattefrost i går, så nu er det vist for alvor slut med haven for i år. Men jeg kunne lige plukke de her par stykker med ind, det er da fantastisk her en uge inde i november.
Den sart lyserøde er New Dawn, den store knop er Willestrup (der endelig ser ud til at begynde at tage fat – den har ellers stået et par år nu uden rigtigt at give noget), og den lækre mørke sag er min Othello. Den har ellers haft et hårdt år, da den stod lige uden for det gamle drivhus, så den måtte flyttes til midlertidig plads i det tørre forår, hvilket den ikke brød sig om. Men nu da jeg skulle flytte den til det nye bed, havde den sat mange fine, store knopper.
