Gdansk lørdag den 1. august 2015

I dag har vi mærket historiens vingesus på skibsværftet, hvor Lech Walesa stod i spidsen for fagforeningen “Solidaritet”. (På vejen dertil fik jeg dog styret lidt af min shoppelyst i en rigtig polsk undertøjsbutik – men det er en helt anden historie).

Vi kom ind ad den berømte gitterport, hvor der er taget utallige billeder af de strejkende arbejdere – for noget der i virkeligheden ikke er ret lang tid siden. Vi fik også taget et par billeder af det store monument rejst til minde om de arbejdere, der mistede livet ved urolighederne i 1970.

Vi overvejede, om vi skulle gå en tur ind på skibsværftet, men ville hellere se Solidaritetsmuseet, som vi havde læst om i “Turen går til Polen”. Så vi gik rundt og ledte og ledte efter det museum, indtil vi til sidst fandt ud af, det nu er flyttet ind på skibsværftet – så meget for den bog! Men tilbage på Skibsværftet så vi en fin udstilling om Polen fra ca. 1970 til kommunismens fald i 1989 – selvfølgelig med hovedvægt på Lech Walesa og “Solidaritet”. Der var endda forklaringer på engelsk.

Det er lidt vildt, at der er sket så meget med Polen på de år, der er gået. Vi så jo selvfølgelig billeder og video med tomme butikker, lange køer og protestmarcher mod rationeringer og dyre priser. I dag har Polen simpelthen så mange storcentre og enorme supermarkeder, med et vareudvalg vi ikke engang kan mønstre i Danmark. Bortset fra de store betonbyggerier, der nu for det meste er shinet op med maling, ligner det meget alle andre lande syd for Danmark, vi har været i. Det er en lidt anderledes byggestil, og man går ikke så meget op i vedlighold af bygningerne. Sådan synes jeg også, det var i både Belgien og Frankrig.

Da vi var færdige på museet, gik vi ind til centrum af Gdansk. Det var måske en lidt dum dag, vi havde valgt, for der må have været en form for byfest. Der var stoppet med mennesker, boder, små tivolier/underholdning, og der blev desuden afholdt et løb, så hele gader var afspærret. Vi fandt en fortovscafé, hvor vi kunne få noget at spise. Altså efter vi havde ledt efter en restaurant, der var foreslået i vores “Turen går til Polen” bog, men som nu var nedlagt – så meget for den bog igen! Vi var efterhånden godt trætte af al den traven og alle informationerne på museet.

Med maverne fyldte var energien vendt tilbage, så vi forsøgte at gå på byvandring i den smukke Gdansk, hvilket ikke var det letteste med alle de mennesker. Men ingen tvivl om, at det er en super hyggelig by. Efter 2. verdenskrig var 90 % af centrum ødelagt, så der har været en enorm genopbygning i fin gammel stil. Det ser lidt sjovt ud, for stilen er gammel, men man kan godt se, husene ikke er så gamle. På en måde ligner det lidt en kulisse – vi snakkede om, det godt kunne være i Disneyland eller sådan noget :-).

Inden vi fandt tilbage til bilen, stak vi hovedet ind i Mariakirken, men da klokken var blevet 19, orkede vi faktisk ikke mere, vi kunne ellers være kommet op i tårnet…

This entry was posted in Sommerferie. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *