Vi tog på en lørdagstur til Ha Ha Tonka State Park, der ligger små to timers kørsel fra Rolla. Missouri har rigtig meget flot natur, her er meget grønt og masser af åer, træer og dyreliv. Vi var først forbi en lille turistinformation (sådan en er der vist altid i en State Park), der kan man komme ind, få et kort og få den venlige dame til at forklare, hvad man ikke må gå glip af.
Vi vidste, at der var en gammel slotsruin, vi gerne ville se. Når jeg nu skriver gammel slotsruin, betyder det på amerikansk et ca. 100 år gammelt privat-bygget kæmpe hus, der brændte i 40´erne :-). Historien er, at en rigmand fra Kansas i 1904 købte et stykke land og begyndte at bygge et kæmpe hus inspireret af europæiske slotte. Desværre døde han allerede i 1906 i en af statens første rigtige bil-ulykker. Sønnen overtog og byggede huset færdigt. I 1942 brændte det ned, og i dag står der kun de rå stenmure tilbage.
Man forstår godt, hvorfor han valgte at bygge lige her – for hold da op hvor en flot udsigt, der er.
Efter at have set slots-ruinen kørte vi lidt videre i State parken, for Morten havde læst om en lille tur, man kunne tage, hvor der skulle være nogle klipper og huler, der var fine at se. Vi gik da også et lille stykke, men stien var fuld af løse sten og klippe stykker og desuden fuld af myg (som vi lige havde læst om på et skilt kunne have farlige sygdomme) – så da vi endte ved en klippe, man nærmest skulle springe ud på for at komme videre, besluttede vi at vende om og gå samme vej tilbage. Vi fik dog overtalt børnene til at prøve en anden sti/rute, der så lidt mere fremkommelig ud. Den førte ned til søens udspring, når man altså lige havde taget de 316 trin ned ad trappen. Men det var godt, vi gjorde det, for det var virkelig flot. Søens farve var helt tyrkis, og vi så både skildpadder, en bæver, kæmpe fugle og en vandrotte.
Vi tog også en tur lidt op ad en anden sti, for der skulle være en balancerende sten. Den var nu ikke så fantastisk endda – men måske var det også fordi, Morten havde bildt os ind, at det var en kæmpe rokke-sten :-).
Klokken var blevet mange, og vi havde bestemt os for at køre forbi det store outlet i nærheden for at kigge efter sko/sandaler, så vi begav os tilbage mod bilen. Desværre blev Signe pludselig dårlig og svimmel. Der var varmt, og hun havde næsten ikke drukket noget, og vi havde selvfølgelig ikke tænkt på at tage vand med derned. Morten fik derfor lige en ekstra tur på de mange trin, for han hentede vand i bilen – og så blev hun heldigvis hurtigt sig selv igen. Efter sådan en dag trængte vi alle til sandwich og den halve liter cola, vi kørte hen på Subway for at få. Dagens lektie var: tag aldrig på “hike” uden vand og myggespray!
I outlettet fandt vi desværre ikke sandaler, men Marius fik nye sko, og Morten og tvillingerne fik simpelthen så meget lækkert Hilfiger tøj, for butikken havde ophørsudsalg.
I dag søndag slapper vi af med sen morgenmad, og mon ikke det bliver til en tur i splash zone.





