I dag fredag stod vi ret tidligt op for at køre ud og se Mount Rushmore, inden det blev alt for varmt, og inden der kom alt for mange mennesker. De var bare så fine! Det er imponerende, hvor store og detaljerede de er. Jeg var lidt bekymret for, om jeg ville blive skuffet, når det nu var noget, jeg så gerne ville opleve og desuden har hørt og set så meget om, men det levede helt op til mine forventninger. Vi kunne gå rundt på en sti, så man kom helt tæt på præsidenterne og let kunne se dem.
Vi så den originale model, de er bygget efter, og en park-ranger fortalte historien bag monumentet. Det er alligevel vildt, det har kunnet lade sig gøre tilbage i 1927-1941, hvor Gutzon Borglum (der havde danske forældre) var arkitekten bag. Der var flere grunde til, at byggeriet aldrig blev færdigt. For det første nåede de ned til en stenart i klippen, der var skrøbelig og ikke egnede sig til at blive sprængt i, dels var 2. verdenskrig begyndt, og Borglum døde i foråret 1941.
Uanset at monumentet er ufærdigt, er det et fantastisk stykke kunst, jeg er så glad for, at vi har set det.
Herefter kørte vi videre mod et andet meget kendt monument – nemlig Crazy Horse, der er indianernes svar på Mount Rushmore. Han er heller ikke færdig, men det arbejdes der støt og roligt på udelukkende med private midler, donationer og penge fra indgangsbilletter og souveniers. Når monumentet, der påbegyndtes i 1948 af Korczak Ziolkowsi (og nu føres videre af de fleste af hans 10 børn), bliver færdigt, bliver det gigantisk – 170 meter højt og 210 meter langt. Mount Rushmores hoveder er til sammenligning 18 meter høje. Men det var lidt svært at forestille sig dimensionerne, fordi man står virkelig langt derfra, og det indtil nu kun er hans ansigt, der er færdigt – de har altså virkelig lang vej endnu…
Vi tog turen op gennem de flotte bjerge i Black Hills, kom forbi en meget turistet cowboy/guldgraver by, og var ude at se et fint vandfald. Vi ankom sidst på eftermiddagen til Spearfish, hvor vi bor på et hyggeligt lille motel. Her er en fredags-byfest med musik og boder, som vi lige var nede at se på, inden vi spiste aftensmad på en mexikansk restaurant.





