Det var med nogen bekymring over vejrudsigten, vi gik i seng i går. Alt tydede på en del skyer, og vi var noget nervøse for, om vi overhovedet kunne komme til at se solformørkelsen. Vi havde i flere år planlagt at skulle se den, også inden vi vidste, at vi ville ende med at bo i Rolla, så det var virkelig noget, vi havde set frem til. Heldigvis var vejrsiderne enige om, at det så bedre ud her til morgen – dejligt at vågne til.
Vi havde taget ungerne fri fra skole, og selvom Rolla lå lige på grænsen til total formørkelse, ville vi gerne ind til “centrum”, hvor vi ville få de maximale 2,5 minutter i mørke. Vi kørte derfor en god halv time nordpå og endte i Owensville. Vi kørte tidligt, da vi ikke vidste, hvor meget trafik og turisme, vi skulle regne med. Der var nu ingen problemer, men hellere komme for tidligt end risikere at skulle se det fra bilen… Vi besluttede os for at se det i byens “park”, hvor der var sat små boder op, og hvor folk med kæmpe kameraer allerede havde taget opstilling. Det viste sig at være et fint sted, der var ikke overfyldt, og alligevel fik man stemningen med, alle var glade og spændte, og vi snakkede med en del amerikanere, der synes, det var vældig spændende, at vi kom fra Danmark (vi blev fx spurgt, om vi så boede i Amsterdam, og om vi havde set en solformørkelse hjemme i Norge ;-)).
Det var en helt fantastisk oplevelse, og vejret var helt perfekt – ikke en sky. Det tog knap halvanden time fra den første lille bid blev taget af solen, til den var helt dækket af månen. Det er meget svært at beskrive, og vi vil så gerne se det igen engang. Tiden går så hurtigt, jeg kan slet ikke forstå, det varede i over 2 minutter. Der er så meget, man skal opleve og lægge mærke til. Lige inden solen bliver væk, bliver der et helt specielt lys, ikke som inden solopgang, men mere som en stor skygge, der kommer hurtigt ind over en. Derefter bliver der mørkt, og planeterne kommer frem. Det er ikke mørkt som natten, synes jeg, for rundt i hele horisonten er der et smukt orange/gult lys – som en slags solopgang 360 grader rundt. Man kan kigge på solen uden brillerne, og der er den fineste ring rundt om en hel sort skive. Det er virkelig, virkelig imponerende. Lige så snart den første solstråle igen dukker frem, bliver der lyst igen. Det er virkelig kun lige under den totale formørkelse, at man kan se det rigtige mørke. Vi talte om, at det var sjovt, for lige inden solen blev væk, virkede der dunkelt og med et “skygget lys”, men lige efter virkede der nærmest helt lyst. Det må jo være øjnene, der bliver snydt.
Desværre så vi ikke de specielle bølger, lyset kan lave i sekunderne inden total formørkelse. Jeg tror, vi havde så travlt med at holde øje med alt andet. Til gengæld så vi, at sollyset lavede anderledes skygger gennem træernes blade, da solen igen var ved at dukke frem. Det lignede fine halvmåner, ligesom solen gennem brillerne.
Jeg har ikke taget billeder af selve solen, mit kamera og mine evner kan umuligt få noget af det med, det lader jeg de professionelle med de dyre filtre om :-). Vi koncentrerede os i stedet om at være til stede og holde øjnene på naturens imponerende show.