Fredag den 29/9 var vi på skolen for at se vores første American Football-kamp. Morten var i Californien og besøge det firma, han egentlig er ansat hos, så det var bare os andre fire. Vi havde glædet os til at se det, ikke så meget på grund af kampen, men hver morgen øver march bandet på banen med store tubaer, flag og indviklede serier, så vi var meget spændte på at se dem. De har i hvert fald øvet virkelig mange timer på det, de har altså en anden tilgang til tingene herovre, de er virkelig seriøse omkring det, de laver.
Der var helt fyldt op på tilskuer-rækkerne med både små og store, unge og gamle. De fleste i bordeaux-farvede trøjer med “Rolla Bulldogs” på. Jeg burde nok lige have sat mig lidt ind i reglerne, for jeg forstod ikke ret meget, heldigvis kunne vi holde øje med cheerleaderne, så vi vidste, om der skete noget godt eller skidt ;-). I pausen kom så det helt store show fra march bandet, det var virkelig flot, og vi var ikke i tvivl om, at de havde brugt lang tid på showet. (Jeg har desværre kun et grumset billede fra mobilen) Det er alligevel sjovt, der er så mange unge mennesker, der spiller et instrument her og samtidig vil bruge det på den måde. Men imponerende var det. Heldigvis vandt hjemmeholdet, så der var lagt op til en god homecoming fest om lørdagen.
Signe, Marius, Morten og jeg tog en tur ned i downtown om lørdagen. Der var en stor parade “Celebration of Nations”, hvor alle de forskellige lande, der er repræsenteret på universitetet, gik i optog. Det var fint lavet og ret sjovt at se. Folk havde deres nationaldragter på, der blev spillet musik og selvfølgelig kastet lidt slik ud til børnene. Bagefter var der sat masser af boder op, så man kunne købe mad fra de forskellige lande.
Bagefter paraden vandt vi et TV ved en bilforhandler :-). Det var altså en lidt sjov historie. En dag i ugen lå der i postkassen sådan en reklame med et felt, man kunne skrabe. Det ville drengene gerne, men jeg sagde selvfølgelig, at sådan noget bare var svindel. Men vores numre passede sammen, så jeg lod alligevel være med at smide den ud. Om lørdagen snakkede jeg så med Morten om det, og jeg læste på bagsiden med meget små bogstaver, at det, man var sikker på at vinde, var 1 dollar. Men børnene insisterede på at ville op med den, og da vi nu var ude at køre, tog vi forbi bilforhandleren. Jeg blev nu i bilen, for jeg tænkte, at det jo var for dumt at gå ind alle sammen efter vores dollar. Men pludselig begyndte de sådan at smile derinde og lave “tommelfinger op” tegn til mig – og så kom de ud med et fjernsyn. De havde drejet på et slags lykkehjul, og var så heldige at den rent faktisk landede på et felt med gevinst.
Lørdag aften havde vi jo “tvunget” tvillingerne til fest. De havde fået nyt tøj til anledningen, og moderen var helt stolt af de to unge mennesker (og også en lille smule træt i ørene af at høre på, hvor meget de ikke ville med) :-). Og tænk sig, da vi hentede dem klokken 23, havde det faktisk været en rigtig sjov aften….