Missouri mesterskabet i skak

Lørdag den 17. marts blev der afholdt et skakstævne, der svarer til vores Danmarksmesterskab i skoleskak. Det var i byen Columbia ca. 2 timers kørsel fra Rolla. Både Marius og Signe var tilmeldt. Desuden prøvede de for første gang at tage afsted som skole, så det var rigtig hyggeligt, at de var flere sammen. Det giver et godt sammenhold, når man deltager som hold og kan heppe på hinanden. Det var godt nok kun i Mariuses årgang, det lykkedes at stille et hold, for man skal være mindst 4. Men de andre spillede bare i deres egen aldersgruppe. Det gik super fint. Marius delte en 1. plads, så nu kan han kalde sig Missouri-mester (hvis de havde taget efter korrektion, var det blevet til en 2. plads, men her delte alle dem med samme antal point pladsen). Signe vandt sine 5 første kampe, men måtte desværre se sig slået i sidste runde, hvilket hun bestemt ikke var tilfreds med. Hendes korrektion fik hende ned på en 3. plads, og selvom det er så flot, så irriterede det hende, når nu hun var så tæt på. Marius´ hold endte på en flot 2. plads, så det er forhåbentlig ikke sidste gang, Rolla skoleskak tager af sted til sådan noget. I dag kommer fotografen fra avisen op på skolen og tager billeder af dem alle.

Marius har været syg hele sidste uge med hoste og forkølelse, han har ellers slet ikke hostet, siden vi kom herover. Jeg var til lægen med ham torsdag, og med en gang antibiotika er han nu på højkant igen. Det er ikke godt at være væk fra skolen en hel uge, det tæller hårdt i fraværs-regnskabet, og vi har også modtaget et brev fra ledelsen om, at det er vigtigt, børnene passer deres skole. Så hvis Marius er mere fraværende i år, skal de bruge dokumentation fra en læge, ellers kan de være nødt til at “melde os til noget ligenede børneværnet” eller lade ham gå 6. klasse om. Det er godt nok noget andet end derhjemme. På den ene side er det jo fint, man stiller krav om at børnene kommer, men det virker nu bare en kende overdrevent at snakke om myndighederne, fordi et 6. klasses barn er syg mere end 8-10 dage om året, når han ellers klarer sig fint og kan følge med. Når de sådan er syge, er det deres eget ansvar at få fulgt op på lektierne. Jeg havde aftalt, at lærerne ville lægge lektierne på kontoret, som vi så kunne hente. Morten kørte forbi efter dem fredag, og han kunne fortælle, der lå flere bunker med navn på, til de elever, der var syge, så det er åbenbart sådan, man gør her. Og hold da op hvor en bunke, der lå. Det bliver ved med at forbløffe mig, hvor meget de når her, og hvor seriøse de er med deres skolegang. Marius når som regel det meste på skolen, men nu kunne jeg jo så se, hvor meget engelsk der er hver uge. Der var f.eks. flere forskellige grammatik sider, en halv bog om Titanic, en faglitterær tekst om den store tørke med sand-storme i 30´erne og en slags digtsamling om det samme -begge med opgaver til. Han skulle også læse en historie om Cæsar og lave opgaver til. Foruden det var der jo også matematik og science.

I næste uge har børnene ferie, Moster og Morten kommer, så det glæder vi os alle til.

This entry was posted in USA. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *