Hollywood

Dagen i dag er bare smuttet afsted, vi kan slet ikke forstå, hvor timerne er blevet af. Vi synes egentlig ikke, at vi har nået så meget, men sådan er det vel nogle dage.

Inden vi forlod San Diego nåede mine fire badedyr en tur i poolen. Herefter kørte vi nordpå, for dagens program var Hollywood området. Der var meget trafik omkring de lækre strande, for vejret var skønt.

Endelig nåede vi Grauman´s Chinese Theatre på Hollywood Boulevard, hvor vi så alle fod og håndaftrykkene i cementen udenfor (altså der hvor vi kunne se ned for mennesker). Det, der vakte mest lykke, var nok R2D2s hjulspor og så fodaftrykkene fra de tre hovedpersoner fra Harry Potter filmene. På fortovet udenfor teateret er Hollywood Walk of Fame, der hvor de kendte (og mindre kendte – i hvert fald for os) har fået deres navn på en stjerne. Vi så jo bare en lille brøkdel af det, for der er vist over fire kilometer fortov.

Vi var også inde i et stort shoppingcenter, hvorfra vi kunne skimte det berømte Hollywoodskilt – men jeg var nu glad for min zoom på kameraet 🙂

Vi forlod den enorme menneskemængde og kørte ud til Beverly Hills, hvor græsset bare er grønnere – og hækkene meget, meget højere end andre steder. Det var sjovt at køre rundt blandt de enorme huse, der alle havde et vagt-værns-mærke placeret udenfor. Men det var ikke meget, vi kunne se, da de var lukket godt inde. Vi var også en tur på Rodeo Drive – godt nok kun i bilen, da vores budget vist ikke passer ind her, men flot var det!

Nu ville vi gerne tættere på Hollywoodskiltet, men desværre kom vi til at køre forgæves rundt, da der var lukket for de veje, vi skulle op ad. Måske var det noget vejarbejde – i hvert fald måtte vi køre til hotellet uden at have set det – øv.

Aftenen sluttede med lidt mad på Denny´s og en tur i poolen. I morgen skal vi i Universal Studios.

This entry was posted in USA tur 11. Bookmark the permalink.

One Response to Hollywood

  1. susanne Kirkegaard says:

    Ja tiden flyver afsted, men vi må da sige, I udnytter den optimalt!!Mon I så nogen kendte i levende live? Hollywood er vist helt speciel, hva?!
    Knus morfar og mormor

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *