Jeg har brugt hele dagen i haven i det skønne, skønne (næsten) sommer vejr.
Jeg elsker denne her tid på året, hvor alting spirer (selvom ukrudtet godt måtte holde lidt igen). Det ser så pænt ud i højbedene, inden planterne bliver for store. Det passer min perfektionisme, når alting står i pæne lige rækker og ikke vælter ind i hinanden. Synes det ser så godt ud med den blomstrende hæk og de store rabarber i baggrunden. Hækken er nærmest endnu vildere i år, så fantastisk fin – og den dufter. Synd det ikke holder så længe.
Vi kan nærmest ikke følge med til at spise aspargesene, inden de bliver for store. De røde asparges, jeg har sat i år, har netop stukket små fine hoveder op – men jeg må jo væbne mig med tålmodighed de næste 2-3 år. Der er også spinat og radiser, vi spiser af. I drivhuset gror det også flittigt, der er bittesmå agurker og en lille mini tomat på vej. Basilikum spirer i bunden, og det, der er plantet over fra en købt potte, giver allerede masser af lækker basilikum. Det eneste, jeg ikke har haft held med, er ærterne, jeg ved ikke, hvad der er sket, men to hold, jeg har sået, er ikke kommet op. Er lidt træt af at skulle undvære ærter… Måske jeg prøver en tredje gang.
I morgen tager vi på forlænget weekend i Hamborg sammen med Vroue kortklubben – og vi koner har fået lov at komme med.
Og så er jeg da lige nødt til at skrive, at Signe har vundet sin første skak kamp i en voksenturnering – altså mod en fremmed voksen mand – det er da lidt vildt :-).

































































