Aber

Det er lige blevet til et par aber mere her i sensommeren, det er sådan en god barselsgave.

Posted in Hækling | Leave a comment

Efterår

Selvom jeg synes, sommeren har været alt for våd og alt for kort, er der nu også noget over sådan en efterårsmorgen – med solskin vel at mærke…

Løvefoden og grønkålen er så fine med dugdråber på.

Æbler og efterårshindbær er vist snart klar til at høstes.

Og blomsterne er helt overdådige nu. Lathyrus og edderkop i solskin, den smukke “Othello”, der næsten kunne bruges som motiv på et kort, “Willestrup” er lidt mere medtaget af regnen, og en fin selvsået morgenfrue der lyser op som en lille sol.

Posted in Have | Leave a comment

Min egen lille bonderøv

Jeg har fået min egen lille “bonderøv” herhjemme, det passer også fint, for der er ingen, der elsker at nusse rundt i haven ved høns og grøntsager som Marius. Han siger nu selv, at han ligner morfar – for det er sådan en hat som morfar har.

Posted in Børn, Dyr | Leave a comment

Hanen uden navn

Her til fomiddag kørte Jeppe, Marius og jeg helt til Grønbjerg efter vores nye beboer – Lille Storms afløser. Det var også der, vi købte de andre høns, et dejligt sted på landet, hvor de har en masse fine dværg kochiner. Det er formanden for kochin-klubben i Danmark, og måske tager jeg afsted igen til foråret for at hente rugeæg – jeg har nemlig forelsket mig lidt i de perlegrå-stribede, som han også har derude 🙂 Lige nu er der to af vores, der igen er skrukke, men jeg synes, det er for sent på året til kyllinger nu.

Vi fik en fin stor, hvid hane med hjem. Han ser allerede ud til at være faldet til – han er sikkert glad for at få sine egne høns, at passe på. Han virker meget sød og rolig. Han mangler stadig et navn, for det kan vi ikke helt blive enige om. Marius holder på Store Storm, Signe snakker om Hanefane, og Jeppe og jeg mener, han må være en Lille Steen.

Posted in Dyr | Leave a comment

Hyben

Vi brugte næsten hele dagen i går på at lave hybenmarmelade – umm. Signe og Marius var gode hjælpere, Jeppe takkede pænt nej 🙂

Posted in Børn | Leave a comment

Farvel til Lille Storm

I dag måtte vi sige farvel til Lille Storm – vores dværg kochin hane. Vi havde besluttet, at han måtte lade livet, for han var så galsindet. Han sprang på os – især børnene, så de var helt bange for at gå ud i haven, hvis han var lukket ude, og Marius tør slet ikke hente æg alene. Vi skal hente en ny hane på lørdag, så håber vi, han er mere venlig.

Alligevel var det lidt vemodigt, og der blev fældet et par tårer, for han var faktisk også sød og ville gerne snakkes med. Han fik et fint lille gravsted 🙂


Posted in Børn, Dyr | Leave a comment

Havefest

Lørdag den 6. august havde vi inviteret vores søde naboer, venner og familie til “tak-for-hjælpen-fest” i haven. De er altid parate til at give en hjælpende hånd, hvad enten det gælder vand i kælderen, pasning af høns eller græsslåning, mens vi var i USA. Derfor ville vi sige tak for hjælpen, og havde lavet helstegt pattegris og salat. Kaffen og desserten var slået sammen – og det var et lækkert kage- og isbord! Her havde jeg jo også mulighed for at bruge mit amerikanske kage-kursus, og lavede en sandkage med icing. Jeg synes, det er så sjovt, og må helt sikkert på et kagekursus mere, hvis vi er så heldige at komme tilbage.

Der var noget icing i overskud, så småkagerne fik også lige en tur 🙂

Posted in Diverse, Kager | Leave a comment

Højriis Slot

Den 3. august tog vi på familietur til Højriis Slot, hvor vi også var sidste år. Det er godt nok en lidt pebret indgangsbillet, men det er altså et rigtig sjovt sted. Hvert år er der en ny mordgåde, hvor man skal lege detektiv og lede rundt på slottet efter spor. Vi var rigtig gode og gættede både morder og fandt skatten.

Posted in Diverse | Leave a comment

Tilbage i Danmark

Nu har vi jo næsten været hjemme i en lille måned, dagene flyver også her. Jeg har lovet at blive ved med at skrive lidt på bloggen – det er faktisk også meget rart som en slags dagbog, man kan gå tilbage og slå op i. Det bliver jo nok ikke helt så spændende herhjemme – men hverdagen har jo også sin charme!

Det var selvfølgelig dejligt at komme hjem igen til hus, have og ikke mindst familie og venner. Og Jeppe nød en god remu-mad.

Børnene nyder ferien og har haft mange legeaftaler. Morten startede på arbejde allerede mandagen efter, vi kom hjem. Men han er jo heldig at få lov at komme til Californien igen på næste fredag. Jeg er nu lidt misundelig – må skrive en indkøbsseddel til ham – for hvor er alting da dyrt herhjemme. Vi er begyndt at spørge hinanden, hvornår vi skal afsted igen 🙂 Nej det bliver ikke forløbig, men vi kunne nu godt finde på at tage afsted i et års tid næste gang. Jeg har indtil videre kun haft en enkelt nattevagt.

Drengene og jeg var en tur i Hvolriis jernalderlandsby sammen med familien Pihlkjær. En hyggelig dag med skønt vejr, der sluttede med fælles grill, hygge og badning ved Birkesø.

Vejret her i Danmark skal man vel lige vænne sig til, når man ikke har set regn i 1½ mdr… Men de dage hvor det har været rigtig sommer, nyder vi det, og børnene har sovet i telt i haven.

Sidste lørdag var vi en tur på Rømø, hvor vi bla. var til “fåre-dag” på Kommandørgården. Vi så et lam blive skåret ud, prøvede at lave reb og så en fårehyrde med hendes hunde. Bagefter så vi en lille bitte bygning, der engang havde været skole, Rømø kirke og et hegn lavet af hvalknogler. Herefter kørte vi til Tyskland og købte ind til vores “tak-for-hjælpen-have-fest”, som vi skal holde på lørdag.

Søndag den 31/7 havde Signe og Jeppe inviteret til forsinket fødselsdag, så der kom en hel flok kommende 3.B´er til burger og pomfritter. Det gik fint, og de legede godt. Vi havde slået teltet op i haven.

I dag har alle tre haft legeaftaler. Det er faktisk “½-fødselsdag” i dag – tvillingerne skulle have været født i dag den 2/8, hvis de da var blevet derinde.

Posted in Diverse | 1 Comment

Sidste kapitel

Så er det vist nu, jeg skal skrive sidste kapitel i vores eventyr. Det har været 4 uforglemmelige måneder her i det Amerikanske.Vi har virkelig nydt det, og jeg synes, vi har set og oplevet så meget, både da vi var i Rolla og på vores tur mod vest. Der har været masser af læring og nye indtryk for os alle. Jeg er glad for at have haft muligheden for at prøve at hjemmeskole børnene. De har suget til sig – ikke bare af den daglige undervisning i køkkenet i Rolla, men mindst lige så meget på vores ture ud i naturen, på museer og til det amerikanske “sport and games”, hvor de stiftede bekendtskab med det engelske sprog. Signe har fået en sød veninde i Gracye, og de vil forhåbentlig holde kontakten ved lige. Der har selvfølgelig også været mindre “sjove” oplevelser, som vi fik tæt på. Både de hverdagsagtige som en GMC van med usædvanlig mange mekanikerbesøg og de mere specielle som oversvømmelserne tæt på Missouri og tornadoerne – nogle timer i badekarret og det frygtelige syn af ødelæggelserne i Joplin.

Det har været spændende at stifte bekendtskab med den amerikanske kultur. Vi glæder os til rugbrød og leverpostej, men har til gengæld prøvet en masse forskellige spisesteder her. Jeppe kommer sikkert til at savne McDonalds. Jeg kommer til at savne Walmart og deres åbningstider. Vi kommer nok også til at skulle på Cola-afvænning, Marius er begyndt at sige: “mor gi´ mig lige en coke”. For Morten bliver det værste vist at skulle undvære bilen og benzinpriserne.

Tænk vi har været så heldige at få lov til at se så mange smukke og spændende steder herovre. Grand Canyon og HI1 med den helt fantastiske natur, Hoover Dam der er et imponerende bygningsværk, byer som Las Vegas, San Francisco og LA, lange øde strækninger på Route 66 krydret med hyggelige diners og totalt øde byer. Vi har set museer med alt fra støvsugere til Air Force One.

Det var skønt med besøg af Moster og Morten, det er så rart, at have de samme oplevelser at dele. Vi har nydt hver en e-mail, breve og skype-samtaler. Der er jo slet ikke så langt, når man let lige kan ringe sammen.

Dagen i dag er gået med de sidste indkøb (pigerne tog i outlet og drengene på flymuseum) og så en tur på Ronald Reagan museum.

Vi er nu ved at pakke kufferterne sammen og gøre klar til at tage med flyet hjem i morgen 16.30. Vi glæder os til at se venner og familie igen – håber I er klar til at se en masse billeder. Vi er tilbage i Vroue tordag aften. 

Posted in USA tur 11 | 2 Comments