Santa Barbara

Vi kørte fra LA for at komme til Santa Barbara, hvor vi havde hørt, det var godt at fejre 4. juli. Men først var vi en tur i Walmart, for ungerne skulle have brugt deres sidste gavepenge. De ville gerne have noget baseball udstyr, så vi må vist ud at have en kuffert mere i morgen :-).

Herefter ville vi forbi Ronald Reagans bibliotek. Det måtte vi godt nok opgive, for der var bare så mange mennesker. Der var noget 4. juli fest deroppe, så man skulle parkere langt væk og så stå i kø for en shuttlebus derop. Efter de sidste mange dages køer, stod det ikke lige først på vores ønskeseddel. Vi vil se, om vi ikke kan nå det i morgen i stedet.

Lidt nord for Santa Barbara ligger den “danske” by Solvang. Den skulle vi selvfølgelig se, og det var rigtig sjovt. Vi begyndte på turistkontoret, hvor vi fik en lille dansk snak med den amerikanske ansatte. Han snakkede med rigtig amerikansk accent. Solvang viste sig at være en meget større turist magnet, end vi havde regnet med. Især var der japanere alle steder, der ivrigt fotograferede kopierne af Rundetårn (den lille model fra Californien – indrettet som pizzaria) og den lille havfrue (den endnu mindre model fra Californien). Men byen var hyggelig med “bindingsværk”, danske flag, bagere med wienerbrød og gamle møller. Lidt en amerikansk model af den gamle by.

Videre mod den flotte Santa Barbara, var vi en tur forbi en dejlig strand (El Capitan). Det var lige noget ungerne kunne lidt. Vandet er ikke så varmt her, men det afholder dem ikke fra glædeligt at hoppe i. Bølgerne var rigtig store, så de morede sig i vandkanten. De kunne sagtens have brugt meget længere tid der, men vi var nødt til at finde hen til hotellet, så vi kunne nå fyrværkeriet på stranden klokken 21.

Hotellet her er en tand dyrere end det, vi er vant til, men byen her er vist også ret “fin”. Men her er så dejligt. Virkelig hyggeligt og så flot med blomster, palmer og bjerge i baggrunden.

Vi tog en taxa ned til stranden, for på hotellet sagde de, at alt var afspærret dernede. De regnede med, det ville koste 10$ – det blev godt nok dobbelt så dyrt, og vi kunne sagtens have parkeret dernede for 10$. Men vi kom da ned til den flotte strand, hvor der var fyldt med glade mennesker, der hyggede sig med bla. grillmad. Vi fandt en lille “grill” ude på en mole, hvor vi fik fish & chips, inden fyrværkeriet gik i gang. Det var virkelig flot. De er altså gode til det med fyrværkeri herovre. Det tog 20 min, og der var endda fyrværkeri, der lignede smileyer. Det må siges at være en værdig afslutning på vores ferie herovre!

Posted in USA tur 11 | 2 Comments

Universal Studios

I dag var vi i Universal Studios. Vi var lidt spændte på, hvad det var, og om der var noget for mindre børn. Vi måtte først slippe 15$ for at parkere, hvilket indtil videre er rekorden (“kun” 14 i Sea World).

Vi begyndte med en 4D film med Shrek. Den var meget sjov, jeg kan godt lide de der 4D film, hvor figurerne nyser på en osv. Herefter gik vi til forlystelsen “Jurassic Park”. Det var noget af det eneste, vi havde hørt om, og vi havde læst om den også. Jeppe var ret nervøs for at blive spist af en dino, og vi steg spændt ombord. Det viste sig dog at være lidt af en skuffelse. Måske havde vi bare fået skruet forventningerne for højt op, for det mindede faktisk mest om en tur, vi kunne have taget i Djurs Sommerland.

Vi fik lige sagt hej til familien Simpsons, og så ville vi hen for at tage turen rundt i Universals forskellige udendøres kulisser. Det er også her, man kan se forskellige filmtriks og den nye 3D film med KingKong og Dinosaurer. Her stod vi i kø i over en time i varmen. Der var så mange mennesker, men vi endte da i busserne, og blev kørt rundt, hvor de har filmet bla. “Tilbage til fremtiden”, “Dødens Gab”, mange gamle westerns, og gaden hvor “Desperate Housewife” bliver filmet. Det er lidt sjovt at se, hvordan det bare er kulisser, når det ser så rigtigt ud på film. Det bedste på turen var den kæmpe store 3D film, hvor man så Tyranusaurusser og King Kong kæmpe. Det var virkelig godt lavet. Skærmen var hele vejen rundt om bussen.

Der var bestemt ikke kommet færre mennesker, og vi ville egentlig godt have prøvet noget mere – f.eks. Simpsons rutchbanen, men der var alle steder over en times kø, og det orkede vi bare ikke. Så inden vi tog hjem igen, så vi et stunt-show med masser vand, ild og skyderier.

Vi er ved at være ret trætte af alle de mennesker alle steder – tror mit temperament passer bedre til de lange øde veje på 66´eren og de små museer der 🙂 Også vejene herovre er lidt vilde – de der mega motorvejs-sammenfletninger og 6 spor. Jeg er glad for, det er Morten der kører. De kører for øvrigt rigtig dårligt her i Californien. Det er ikke noget, vi har tænkt over i de andre stater, men her er de bare så egoistiske, giver ingen plads, dytter osv.

I morgen glæder vi os til at opleve 4. juli herovre. Vi skal sove i Santa Barbara og regner med at nå forbi Solvang også. Og så er der jo ikke længe til, vi vender næsen hjemad. Vi kan snart tælle timerne. Det er gået så fantastisk hurtigt. Kan slet ikke forstå, det er over fire måneder siden, vi tog afted fra et koldt Danmark. Selvom vi har det godt her, glæder vi os til at se alle derhjemme igen og komme hjem til huset og vores ting. Synes vi har oplevet så meget og har masser af dejlige minder (og billeder) med hjem.

Posted in USA tur 11 | Leave a comment

Hollywood

Dagen i dag er bare smuttet afsted, vi kan slet ikke forstå, hvor timerne er blevet af. Vi synes egentlig ikke, at vi har nået så meget, men sådan er det vel nogle dage.

Inden vi forlod San Diego nåede mine fire badedyr en tur i poolen. Herefter kørte vi nordpå, for dagens program var Hollywood området. Der var meget trafik omkring de lækre strande, for vejret var skønt.

Endelig nåede vi Grauman´s Chinese Theatre på Hollywood Boulevard, hvor vi så alle fod og håndaftrykkene i cementen udenfor (altså der hvor vi kunne se ned for mennesker). Det, der vakte mest lykke, var nok R2D2s hjulspor og så fodaftrykkene fra de tre hovedpersoner fra Harry Potter filmene. På fortovet udenfor teateret er Hollywood Walk of Fame, der hvor de kendte (og mindre kendte – i hvert fald for os) har fået deres navn på en stjerne. Vi så jo bare en lille brøkdel af det, for der er vist over fire kilometer fortov.

Vi var også inde i et stort shoppingcenter, hvorfra vi kunne skimte det berømte Hollywoodskilt – men jeg var nu glad for min zoom på kameraet 🙂

Vi forlod den enorme menneskemængde og kørte ud til Beverly Hills, hvor græsset bare er grønnere – og hækkene meget, meget højere end andre steder. Det var sjovt at køre rundt blandt de enorme huse, der alle havde et vagt-værns-mærke placeret udenfor. Men det var ikke meget, vi kunne se, da de var lukket godt inde. Vi var også en tur på Rodeo Drive – godt nok kun i bilen, da vores budget vist ikke passer ind her, men flot var det!

Nu ville vi gerne tættere på Hollywoodskiltet, men desværre kom vi til at køre forgæves rundt, da der var lukket for de veje, vi skulle op ad. Måske var det noget vejarbejde – i hvert fald måtte vi køre til hotellet uden at have set det – øv.

Aftenen sluttede med lidt mad på Denny´s og en tur i poolen. I morgen skal vi i Universal Studios.

Posted in USA tur 11 | 1 Comment

Sea World – San Diego

Fredag brugte vi i Sea World, der var en rigtig god oplevelse. Der er både dyr, shows og forlystelser – alt sammen med havet og havets dyr i centrum. Selvom vi lige havde været i zoo, var det alligevel spændende at se søløverne, pingvinerne, hajerne og de andre dyr. Men det, vi synes, var det bedste, var de tre shows, vi var inde at se. Det passede med, at vi kunne komme ind og se delfin showet, da vi kom. Vi var i god tid, så vi fik gode pladser lige i midten og så i soak-zonen. Når man placerer sig her, ved man, at der er rigtig god chance for at blive våd – og vi kan sige, at delfiner er rigtig gode til at plaske. Heldigvis sad vi ret højt oppe, så det var bare et dejligt forfriskede plask, vi fik – og vi tørrede hurtigt i solen.

Næste forestilling var Sea Worlds berømte spækhugger show. Det var også rigtig flot – her sad vi tørt og godt, og kunne se de dygtige, kæmpestore dyr, der lavde spring og (store) plask. Det er altså imponerende, hvordan de kan få de store dyr til at optræde. Det krævede også mange godbidder – i det her show – spandevis af fisk.

Den sidste forestilling vi så, var med søløver. De var også søde og kunne både danse og svømme med bolde.

Vi prøvede også en rutchebane, hvor især Marius blev lige så våd som en lille fisk. Inden vi skulle hjem, så vi Elmo fra Sesame Street i en 4D film, der selvfølgelig også inkuderede et par vandsprøjt. Så det har været en dejlig dag fuld af våde oplevelser!

Posted in USA tur 11 | 1 Comment

San Diego Zoo

Vi vinkede farvel til Disney og Anaheim og kørte længere sydpå mod San Diego Zoo. Jeg havde godt hørt, det skulle være en god zoologisk have, og det var det bestemt også. Den er kæmpe stor, og selvom vi brugte hele dagen derinde, nåede vi ikke det hele. Heldigvis begyndte vi dagen derinde med en guidet tur på taget af en dobbeltdækker bus. Det var rigtig fint, man så ca. 70% af parken, havde et fint udsyn og det var en dygtig guide, der fortalte om dyrerne. Så vidste vi også lidt om, hvor dyrene var, og hvor vi ville hen. Desuden er det en rigtig flot zoo – der faktisk også er en slags botanisk have.

Vi så rigtig mange  forskellige dyr. De mest specielle var nok de store pandaer.

Vi prøvede også en tur i en slags svævebane. Det var fint med udsyn over hele parken, og man kom let fra den ene ende til den anden.

Endnu en dejlig dag med masser af indtryk, hvilket selvfølgelig medførte endnu en sen sengetid… 

Posted in USA tur 11 | 2 Comments

Disneyland Californien

Så var vi kommet til noget af det, børnene havde glædet sig mest til i ferien – nemlig Disneyland. Jeppe og Signe kunne huske noget, fra vi var i Paris med mormor og morfar, men Marius var jo med i klapvognen sidst, så han kunne kun huske det, han havde set på hjemme-videoen. Vi har købt et “Southern California Pass”, der giver adgang til Universal Studios, Sea World, San Diego Zoo og tre dage i de to Disney parker.

Disneyland i Paris er en kopi af det her i Californien, så det var jo næsten som at komme “hjem”. Disney skuffer jo aldrig, og jeg kan stadig blive grebet af stemningen, når musikken spiller, paraden kører eller forlystelserne giver sug i maven. Det er virkelig underholdning for alle pengene, og man er aldrig i tvivl om, at deres største opgave er at underholde den store menneskemængde. Og der var virkelig mange mennesker. Af og til stod vi i kø over en time. Heldigvis tog ungerne det pænt nok. Vi kom igennem de gamle favoritter som minetoget, spøgelseshuset og Small World.

Her i USA er Tronerose-slottet meget mindre end det i Paris (og blev derfor hurtigt omdøbt til “den-lille-model-fra-Californien”). Det kompenserede de dog for om aftenen, da de lavde det flotteste fyrværkeri-show, jeg har set. Mindst et kvarters uafbrudt farveorgie, der passede præcis til den dejlige musik og så lige krydret med Klokkeblomst og Dumbo, der kom svævende over det lille slot. Noget af fyrværkeriet lignede hjerter og stjerner, det var virkelig flot lavet.

Dag nr. 2 brugte vi i den anden Disney park, hvor de fleste af forlystelserne var nye for os – den er nemlig ikke helt identisk med den i Paris. Vi prøvede bl.a. en rigtig amerikansk, stor rutchebane med loop – Marius var desværre for lille, men han tog den til gengæld uden et kny i Hollywood Hotellet, der er en elevator med frit fald. Vi stod også i en mega lang kø til en ny Toy Story forlystelse, der heldigvis var ventetiden værd. Vi var også lige omkring Muppet i 3D. Vi sluttede aftenen med en tur i Grizzly River, hvilket resulterede i, at vi blev fuldstændig gennemblødte – så Morten måtte spurte hjem efter skiftetøj, da vi skulle se et “color-show” kl. 21. Desværre stod vi dårligt, så vi kunne ikke rigtig se det. Det var ellers flot med vand, der blev sprøjtet ud og brugt som et slags lærred.

Onsdag blev brugt til at prøve de sidste ting, vi ikke havde nået og så lige et par af de bedste forlystelser igen. Desværre oplevede vi (alle 3 dage) flere gange, at en forlystelse blev stoppet, fordi den var ude af drift. Det var rigtig træls, når nu man havde stået i kø i lang tid. Det har vi aldrig prøvet i Paris – jeg ved ikke, om det er fordi parken her er ældre, eller om det er Amerikanernes ekstra sikkerhed.

Vi har i hvert fald haft tre gode dage – men var også ved at være godt trætte af de lange dage og lange køer.

 

Posted in USA tur 11 | 1 Comment

San Francisco – Anaheim

Vi forlod San Francisco en dag senere end beregnet pga. alt det med bilen og de syge børn…

Inden vi kørte sydpå, tog vi en tur rundt på det, der hedder 17 mile drive. Det er en tur, der går ind gennem et flot “rigt” kvarter i Monterey. Man betaler selvfølgelig for at køre ind, men så er der også en fin tur rundt mellem kæmpe villaer/sommerhuse og lige ned til kysten. For de golf interesserede i familien kan vi sige, at det var nogle fine baner med huller helt ud til Stillehavet (men man skal vist også betale en pæn sum, for at få lov til at forlyste sig her). Man kan gøre flere stop på turen. Der var bl.a. en klippe, der var fuld af søløver. Det tog lige lidt tid, før vi fik øje på dem (vi kunne tydeligt høre deres gøen), på billedet kan I se dem lige under det hvide på klippen og hovederne ude i vandet. Der var nok 100 søløver, der hyggede sig og legede i vandet. Det så så sødt ud, de hoppede ned i bølgerne. Lidt efter kom vi til et sted, hvor de kæreste sæler lå lige nedenfor på stranden og klipperne. På denne tur er der også et berømt træ kaldet “The Lone Cypres”. Det står helt alene på en rå klippe – et flot syn.

Herefter fandt vi ud mod kysten for at tage Highway 1 ned mod Los Angeles. Det er simpelthen den flotteste natur, jeg har set. Grand Canyon var jo også super flot men alligevel noget andet. Her hvor Stillehavets fine blå vand kastes ind mod de rå klipper, vejen bugter sig gennem landskabet, og bjergene rejser sig lige ved siden af, er der så frodigt, grønt og fuldt af blomster. Rundt om hvert sving åbenbarer der sig den ene fantastiske udsigt efter den anden – flottere end noget postkort. Heldigvis er der masser af “vista points”, hvor man kan holde ind og tage billeder. Man kunne blive ved i en uendelighed, men desværre var vores program jo blevet kortet ned, vi ville have haft en overnatning halvvejs til LA, men måtte køre hele vejen pga. tidsnød. Det var ellers en strækning, man godt kunne have brugt længere tid på. Vi var begge meget positivt overraskede over, hvor flot det var, og vi vidste slet ikke, der var så rigt et dyreliv.

Vi stoppede ved Julia Pheiffer Burns State Park, hvor man kan gå ad en lille sti, og komme ned og se et vandfald, der falder lige ned på stranden – så flot!

Lidt senere kom vi endnu engang forbi nogle dejlige dyr – der var en strand helt fuld af søelefanter (det tror jeg i hvert fald det var – her kalder de dem elefant-sæler). De ligner også kæmpe sæler med store næser. De store hanner lignede lidt “forlæns og baglæns” fra Bamses Billedbog i gamle dage. De lå og kastede sand på ryggen og sloges lidt med hinanden. De har været lige ved at uddø, men nu er bestanden voksende igen. Der var rigtig mange på stranden.

Det sidste af turen kørte vi på motorvejen – og det var sent før vi tjekkede ind på hotellet tæt på Disneyland i Anaheim – men vi havde også tilbagelagt omkring 400 miles i dag.

Posted in USA tur 11 | 1 Comment

Oakland – Salinas (Californien)

Vi fik pakket alle vores ting sammen og fik endda plads til dem i den nye bil. Efter morgenmaden kørte vi sydpå gennem Silicon Valley for at komme ned til Monterey Bay Aquarium.

Der var rigtig mange andre end os, der ville ind og se det populære akvarium. Det er lidt som Nordsøcenteret eller Kattegat Centeret. Der var mange forskelige akvarier med alle mulige fisk og andre dyr fra havet. De havde en utrolig flot “udstilling” med gopler – de var belyst, så man kunne se alle deres tråde, jeg har aldrig tænkt over, at en vandmand eller brandmand faktisk er et rigtig flot dyr. Der var også fine søheste og sødrager.

Foruden dyr nede i vandet, så vi også oddere, flamingoer, fugle og til Marius´ store begejstring pingviner.

Vi så fiskene i deres kæmpe store bassin blive fodret. Det foregik ved en dykker, der i fuldt udstyr, dykkede ned og fodrede dem. Det var meget sjovt at se. Der var alt fra en stime på ca. 2000 sardiner til små hajer.

På vejen til hotellet i Salinas, ville vi lige en tur omkring den berømte strand: Carmel Beach, der ligger ved en rigtig hyggelig by. Det var også en stor og fin sandstrand med mange surfere. Måske er det fordi, vi kommer fra Danmark og er vant til kyst, men det lignede meget Vesterhavet. Det var desuden hunde-is-bidende koldt. Der var 14 grader og overskyet, så Marius blev lidt kølig, da han snublede i vandet, mens han soppede. Vi har været ved at se på temperaturerne herover, vi har vist helt misforstået det med Californien, for vi troede ærlig talt her var dejlig varmt og med høje badevandstemperaturer, men sådan forholder det sig vist ikke. Det ser ud til, det er lidt varmere længere nede ved LA, så det glæder vi os til!

I morgen går turen ned ad Highway 1.

Posted in USA tur 11 | 2 Comments

San Francisco 3

Vi havde besluttet at tage en ekstra dag her i San Francisco, for vi havde jo slet ikke nået alt det, vi havde tænkt os. Den går jo så fra et andet sted, men sådan er det. Vi skynder os lidt mere ned ad Highway 1 i overmorgen.

Efter at have snakket med banken i nat (vores tid), tog Morten tidligt ud i lufthaven for endnu engang at forsøge at leje en bil. Denne gang lykkedes det heldigvis, og vi kører nu rundt i en lækker stor Chevrolet.

Marius´ feber var heldigvis faldet, omend han er lidt træt og med knap så lang lunte, som han plejer. Så vi kørte alle 5 ind mod byen for at komme hen og se Golden Gate Bridge. På vejen kom vi forbi Chinatown, som vi lige gik et par gader rundt i. Her er fyldt med små butikker, der sælger alt muligt tingel-tangel til turisterne. Videre på turen var vi ude at køre på de hyggelige, stejle gader. Marius og jeg fik “luksus” udgaven af Lombard Street, som de andre havde gået i går – i dag tog vi den så i bil. Herefter kørte vi til Golden Gate Bridge. Den er verdens mest fotograferede bro, og den er også rigtig flot med dens rød, gyldne farve. Vi gik lige lidt ud på den og kørte bagefter ned for at se den nedenfra.

Vi var ved at være sultne, og kameraet manglede selvfølgelig batteri, så vi kørte ud til hotellet. Efter en gang kina-mad på “Panda-ekspressen”, slappede vi af på hotellet en times tid.

Herefter tog vi endnu engang turen ind til downtown. Jeg ville gerne se Alamo square, hvor man rigtig kan se de fine, smalle huse i flotte farver – med skyskraberne i baggrunden. Det var helt umuligt at finde en plads at parkere, så ungerne og jeg rendte bare ud og tog et par billeder (mens vi hundefrøs – det er slet ikke sommer her og blæser rigtig koldt). Det var helt, som man ser på film. Jeg synes, den gamle del af San Francisco er rigtig hyggelig med de stejle gader og fine huse malet i forskellige farver. Der er store træer på gaderne – ikke bare sådan en lille kumme med et par visne blomster – men rigtigt frodige, store træer. Det er virkelig charmerende.

Så tog vi turen op til Coit Tower, der er et udkigstårn bygget i 1933. Lillie Hitchcock Coit testamenterede 1/3 af sin formue til forskønnelse af byen. Hun var blevet reddet ud af et brændende hotel som 8 årig, og havde derfor resten af sit liv et kært forhold til San Franciscos frivillige brandkorps, som hun blev en levende maskot for. Tårnet er bygget til ære for hende og de frivillige brandmænd. Inde i tårnet er der flere vægmalerier. Vi var også oppe i tårnet, hvorfra man har en fantastisk udsigt over hele byen.

Nu var mørket ved at falde på, så vi havde besluttet at køre forbi Twin Peaks, der er San Franciscos højeste punkt. Her skulle være rigtig flot, når mørket sænker sig, og man kan se alt lyset fra den store by. Her var også rigtig fint – og igen rigtig koldt. Så vi satte varme på bilen og kørte hjem i seng. Det er skønt endelig at være turist igen :-). Vi håber alle er friske til turen i morgen – vi skal se Monterey Bay akvariet, der skulle være et af de bedste i verden.

 

 

Posted in USA tur 11 | Leave a comment

San Francisco 2

Torsdag startede ikke særlig godt. Marius lå stadig med over 40 i feber, og Morten havde været ude i lufthavnen for at hente en lejebil. Han kom dog tomhændet hjem, da visa-kortet ikke kunne godkendes derude. Banken havde jo lukket derhjemme, så vi stod endnu en dag uden bil.

For dog at få lidt ud af dagen tog Morten Signe og Jeppe med ind i byen igen. Jeg blev hjemme ved Marius, der mest lå som en slatten klud.

De andre tog en 90 min. sejltur fra Fisherman´s Wharf ud under Golden Gate Bridge og rundt om Alcatraz. Det havde været en god tur. Bagefter prøvede de kræfter med de stejle gader, hvor de gik op til “verdens mest snoede gade” – den flotte Lombard Street.

Posted in USA tur 11 | Leave a comment