Fredag var vores sidste hele dag i Frankrig. Morten kørte bilen til en mekaniker i Barr, for udstødningen larmede forfærdeligt. Han kunne ikke få fortalt mekanikeren, at vi egentlig gerne ville have skiftet det hele, så han lappede lidt på den. Herefter besluttede vi på familieråd at tage en tur i storke/dyrepark. Det var et rigtigt dejligt sted, der var masser af storke både i fangeskab men også frit i området. De udrugede også storke, så der var også helt små, der blev fodret. Vi kunne komme meget tæt på dem, så det var rigtig sjovt. De havde også oddere, en søløve og nogle andre fugle, som de holdt en halv times “opvisning” med – det vil sige, vi så dyrene ganske kort fange fisk i et stort bassin, og resten af tiden holdt de en lang tale på fransk. For vores skyld kunne de sagtens bare have holdt sig til storkene.
På hjemvejen var vi en smut forbi Cora igen. Det var begyndt at regne og være halv-køligt, men det afholdt ikke Signe, Jeppe og Morten fra en sidste gang i swimmingpoolen.
Aftensmaden behøvede vi ikke tænke på, for vi var “inviteret” til Andlau byfest. Lørdag er deres nationaldag i Frankrig, så der var fest i de små byer denne fredag. Vi kunne købe Tarte Flambee og drikkevarer, som vi indtog til live “tyroler” musik sammen med alle Andlaus indbyggere. Vi gik nu ret hurtigt igen, så fyrværkeriet så vi hjemme fra vejen.
Lørdag den 14. juli kørte vi mod Danmark klokken ca. 9.30. Vi ramte desværre hurtigt i en kø, men da den så var afviklet, gik det som smurt. Ungerne var med på at tage nogle lange stræk, så det blev faktisk kun til to “toilet-stop” og en gang middagsmad på McDonalds, inden vi nåede Fleggaard ved grænsen. Vi var tilbage i Vroue lidt over midnat efter en skøn sommerferie i det smukke Alsace.





