Jeg havde meldt mig til et kagekursus her i nærheden, noget jeg havde fundet på nettet hjemmefra. Det er vist lidt ligesom aftenskole derhjemme. Kurset hedder “Beginning Cake Decoration Class”, og det var første gang i mandags. Jeg havde været i walmart for at proviantere af forskellige tyller, spatler, poser osv. fra den lange liste, jeg havde fået udleveret. Det var dog ikke alt, jeg kunne finde – bl.a. en imitation cake form, som jeg altså aldrig før havde hørt om. Jeg fandt så ud af, at det er en flamingo-kage, man kan øve sig i at pynte.
Jeg fik lavet en fin icing, og tog afsted til mandagens lektion. Vi var 9 på holdet. Vi skulle lave prikker, hjerter og øve i at skrive bogstaver. Det var meget sjovt at prøve, men det kræver vist en del øvelse. Læreren er ansat som kage-pynter i Walmart, så hun er ret rutineret. Vi skulle øve på en plastikplade, så al icingen bare kunne puttes tilbage i posen, når vi var færdige. Vi skal også øve herhjemme, så jeg har lavet de første mange plader med hjerter 🙂
I går var det så ungerne, der skulle ud og “socialiseres” lidt. I centeret (hal, svømmehal, fitness osv i samme hus) var der gymnastik for “home schoolers”. Morten tog med Signe og Jeppe, der skulle lege forskellige lege sammen med de 8-9 årige. Der var 41 i alt – tænker at det er lidt vildt, hvis der virkelig er så mange, der bliver undervist hjemme. Det var gået fint nok, selvom de jo ikke kunne forstå noget af det, de sagde. Jeg var med Marius i gruppen for 4-5 årige, hvor Miss Allison og Miss Megan (mor og datter) var garvede “trænere”. Det var meget hyggeligt, lidt som dansk legestue/gymnastik. Jeg oversatte for Marius, så han også kunne være med i legene – f.eks. stopdans og “banke-bøf”. Han var lidt genert men vil gerne afsted igen på tirsdag. Alle de andre børn bliver bare afleveret og så hentet igen, når de to timer er gået. Så jeg fik desværre ikke rigtig snakket med nogle forældre. Kunne ellers godt tænke mig at vide, hvad der får så mange til at fravælge skolen.
Efter gymnastik var der skak for homeschoolers. Der var tvillingerne med, men de synes nu, det var lidt let – og ikke så godt som “fars skoleskak”. Det var kun spil og ikke undervisning.
For ikke at skuffe mormor og morfar må jeg jo hellere lade være med at poste et indlæg uden billeder – så her er lidt fra den anden dag på legepladsen. Den ligger lige ved en lille å, og det er vel nærmest mere spændende end en gynge…




God morgen søde Milla.
Ja det første der sker, når jeg står op, er jo at kikke på blokken. Godt du ved, hvad vi gerne vil have/se !!!!
Jeg synes, det er spændende, der er så mange børn, der undervises hjemme, og at de kan mødes til noget sammen. Glæder mig til at høre om næste gang. Det er dejligt, du er så flink til at fortælle, TAK!!
Nu må jeg hellere i tøj og gøre klar til dagen, og I må sove godt.
Knus fra mor