Maramec Spring Park

Lørdag den 9. april begyndte vi dagen med en tur på Waffelhouse. Vi fik lækre vafler, æg osv. til morgenmad. Det var et rigtigt “Route 66” sted, hvor alle de mange ansatte råber godmorgen, når man kommer ind, der er fine fliser på væggene og mange mennesker.

Herefter tog vi en tur ud til Maramec Spring park, der er et virkelig smukt sted tæt herved. Det er et kendt sted for alle fiskerne her omkring, og de stod også hele vejen langs åen for at fange regnbue ørreder. Det er dog lidt ligesom put and take, for fiskene bliver opdrættet lidt længere oppe i nogle små “søer” og så lukket videre ud i åen. Man kunne fodre fiskene, der skulle opdrættes. Det var faktisk ret sjovt. De var helt vilde og nærmest hoppede op for at få mad. Man kunne stikke hånden ned og røre dem.

Vi gik lidt rundt i den smukke natur. Træerne er begyndt at springe ud, der er små violer overalt og de fineste klare åer, flotte vandfald og så sol og 30 graders varme. Det indbød lige til at dyppe tæerne – men vandet er koldt (ca. 13 grader året rundt), for det kommer lige nede fra jorden. Vi så der, hvor vandet væltede op af jorden. Der kommer ca. 100 millioner gallons vand op om dagen.
 
 
 
På rigtig amerikansk manér kan man køre en historisk tur rundt i området i sin bil. Der var både udkigspunkt og rester fra minedrift i området. Vi sluttede af med at være lidt på områdets legeplads. Maramec Spring Park er et sted, hvor vi sagtens kunne tage ud igen. Ungerne drømmer om en fiskestang, så det må vi se, om vi kan få købt.
 
På hjemvejen kørte vi forbi St. James Winery, hvor Morten lige måtte ind og købe en flaske af den lokale vin.
 
Søndag gik med at gøre bil og lejlighed ren, og så en gåtur på en lille sti her i Rolla. Der var også en legeplads, hvor ungerne legede lidt, mens Morten kørte på Subway og hentede en sandwich til aftensmad. Vi spiste ude i det gode vejr. Sent i aftes skiftede vejret så helt om – regn, torden, lyn og tornadovarsel. Det varer et par timer, og i dag er her roligt igen, men ikke så varmt.
 
I aften står den så på kagepynt igen 🙂
 
This entry was posted in USA tur 11. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *