Jeg har det sidste stykke tid forberedt mig på i dag, for jeg skulle lave to konfirmationskager. Det kræver noget forarbejde med al pynten, men jeg elsker at sidde og nusse med at lave blomster.
Den ene kage er til Amanda, som vi er så heldige at være med til at fejre i morgen. Hun har selv bestemt alt ved kagen og har været her og hjælpe med at lave blomster. I dag havde jeg gjort kagen klar, så hun kunne komme og hjælpe med at pynte. Jeg synes, den blev rigtig sød. Det er bare de yndigste farver, hun har valgt. Indeni er der to chokoladekagebunde og en nøddebund. Her imellem et lag tobleronemusse og et lag hindbærmusse med hvid chokolade.
Den anden var en hemmelighed for konfirmanden, men den skulle være i blå farver og med masser af blomster, så nu håber jeg, hun bliver glad, når hun får den i morgen :-). Den består af to lyse lagkagebunde og en choko-nøddebund med et lag hindbærmusse og et lag chokolademusse imellem.
Nu håber jeg begge piger får en skøn dag i morgen. Vejret ser jo ud til at blive fint.
Jeg tror, jeg drømmer om fondant og blomster i nat, det har været en lang – men god dag. Jeg synes, det er så dejligt at få lov at lave kager til sådan en stor dag, men der er ingen tvivl om, at det også er et rigtig stort arbejde.



