Åhh sikke en dejlig dag, vi har haft. Vi har set noget af det smukkeste kunst, der nogen sinde er lavet. Både Peterskirken, Vatikan museet og Det Sixtinske Kapel på en dag, det er altså ret vildt.
Vækkeuret ringede allerede 6.30, for vi ville gerne nå i Peterskirken, inden der kom alt for mange mennesker – jeg er jo ikke meget for at dele disse vigtige oplevelser sammen med 1000 andre. Det tager ligesom stemningen fra det, når der hele tiden maser sig nogen ind foran, unger der løber og skriger og folk står alt for tæt på min intimsfære – ja, jeg er jo lidt introvert! Men missionen lykkedes også rimeligt, for der var faktisk ikke så mange.
Turen til Peterskirken tager ca. en halv time fra vores lejlighed. Der ser ud som om, man bare lige skal lidt op ad vejen, når man kommer derhen, men det snyder, fordi kirken er så enorm. Peterspladsen er også stor og imponerende. Det er virkelig flot med de 140 helgenstatuer, der kigger ned på en. Vi gik først den forkerte vej op til indgangen, så vi måtte hele vejen rundt om pladsen igen for at komme gennem security. Pladsen var fyldt med stole og afspærringer – om det er fordi, paven taler i morgen søndag, ved jeg ikke.
Men hvor var det vel nok imponerende at komme ind i kirken. Alting er bare så stort og flot. Vi så Michelangelos Pietá – den smukkeste marmor-statue af Maria med den døde Jesus i armene. Desværre er den bag glas, da en mand engang slog den i stykker med en hammer :-(.
Der var et imponerende loft, og statuerne var enorme. Selv de små babyer på statuerne, var jo kornfede og større end en voksen mand. Vi så den kæmpestore baldakin af Bernini, hvor prædikestolen under kun må benyttes af Paven.
Bronzestatuen af Sankt Peter har helt flade, udviskede tæer, da alle pilgrimme, der har besøgt kirken gennem tiden, kysser eller rører ved dem. Det så lidt sjovt ud.
Vi fandt også Pio den 7.`s gravmonument, der er lavet af en dansker, nemlig Thorvaldsen. Han var nu også ret snild i marmor!
Rundt om i de “små” sideskibe blev der holdt gudstjenester, det er faktisk som flere kirker i en.
Det er svært overhovedet af blive mæt af at kigge rundt. Hele tiden finder øjet en ny detalje, statue, maleri eller flise i gulvet. Jeg havde sådan lyst til bare at lægge mig ned på gulvet og kigge op, men så var vagterne nok blevet vrantne. Men jeg kunne helt sikkert sagtens vende tilbage dertil. Da vi igen forlod kirken, vrimlede det ind med mennesker.
Vi betalte 8 euro hver, og tog elevatoren op i kuplen på kirken, det var vildt at gå og kigge ned i kirken, dimensionerne er bare så ufattelig store. Når man går forneden, kan man ikke fornemme, hvor langt der egentlig er op til kuplen. Der var selvfølgelig gitter for, så det var svært at tage billeder, men mobiltelefonen kunne lige passe i hullerne :-).
Fra kuplen kan man gå ca. 350 trin op, så man kan komme helt op øverst på kuplen og kigge ud over Rom og Vatikanet. Det gjorde vi, og det var bestemt kravle-turen på de slidte trin med de skæve vægge værd. Udsigten var flot.
Vi gik tilbage til lejligheden, for at få lidt middagsmad, inden vi igen vandrede ind til Vatikanet. Hjemmefra havde vi bestilt billetter til en guidet tur på Vatikan museet og det Sixtinske kapel. Jeg tænkte, at det var rart med en guide, da det jo er kæmpe, kæmpe stort, og jeg ville gerne se det vigtigste. Vores guide snakkede fint engelsk, og vi begyndte med en gennemgang af billederne i det Sixtinske kapel, da man ikke må snakke eller tage billeder derinde. Vi så billederne på en skærm, og guiden fortalte os om dem, og hvad vi skulle lægge mærke til.
Herefter fik vi lige fyldt drikkedunken med “pavens vand” fra en fin fontæne, og gik så rundt på museet og hørte om udvalgte statuer, billeder og freskoer.
Det er kun ca. 10% af genstandene på Vatikan museet, der har noget at gøre med religion. Resten er f.eks. gamle ægyptiske eller græske samlinger og nyere kunst.
Selvfølgelig var de gamle græske statuer osv. fine, men det, jeg syntes, var mest fantastisk, var selve bygningen – gulvene i marmor, mosaik og med figurer, lofterne med utallige malerier, udskæringer og hvælvinger og selvfølgelig alle freskoerne på væggene var helt imponerende. Især var Rafaels sale noget af det flotteste, jeg har set. Detaljerne, dybden og størrelserne på malerierne var simpelthen unikt. (Det er umuligt at fange på et fotografi desværre.)
Det samme var selvfølgelig det Sixtinske kapel med Michelangelos berømte malerier. Her måtte man ikke tage billeder, men en hurtig søgning på nettet giver indblik i, hvor fantastisk dygtig, han må have været. Især er billedet med Gud, der næsten rører Adams finger meget berømt. Desværre var det heller ikke her muligt for mig at lægge mig ned på ryggen en times tid eller to – for det første var der ikke en halv meter uden en turist på, og for det andet var vagterne ret skrappe. Men åh hvor er jeg glad for, jeg har set det.
Guiden fortalte om, hvordan kustnerne blev ansat af paven til at male, så de måtte ikke signere freskoerne. Alligevel kunne man på mange af dem se, hvordan de enten havde malet et selvportræt i et af ansigterne eller et symbol på deres navn i omgivelserne. Ligeledes fik vi at vide, hvordan de havde malet familie og venner ind i billederne, eller hvordan de havde “drillet” f.eks. kritiske kardinaler med knapt så fine “portrætter” i billederne.
Et par timer tog turen. Der er helt sikkert rigtig, rigtig meget, vi ikke har set. Men jeg tror, vi har set det vigtigste. Herefter gik vi hjem igen, vi var våde af sved, da temperaturen er et godt stykke over de 30 grader. Aftensmaden var brød, ost og pølse fra det lokale supermarked – og mon ikke vi går en tur i is-kiosken, inden aftenen er omme?
Det gjorde vi 🙂 – Jeppe blandede nutella-isen med banan, det smagte som bananasplit. Jeg vovede mig ud i en pinjekerne is og en med blomme.