Go Cardinals

Vi kom pludselig i tanke om, at baseball sæsonen snart var slut for i år, og vi havde jo slet ikke været inde og heppe på Cardinals. Det var vi i 2011, da vi var her sidst, og det var sådan en sjov oplevelse. Så vi skyndte os at købe billetter til fredag den 21. september. Der var mange mennesker på Bush Stadium i St. Louis, der er Cardinals hjemmebane. Det er en rigtig familie-begivenhed, både børn, unge, voksne og ældre tager af sted for at støtte holdet. Nærmest alle har røde og hvide trøjer på med Cardinals eller yndlingsspillerens navn på.

Vi havde købt de billige billetter, så vi sad højt oppe, men vi kunne nu godt se, så det var fint nok. Vi sad i samme blok som en flok mexicanere, der vist havde fået nok øl til, at aftenen blev virkelig sjov og underholdende. De gik sådan op i det, sang spanske heppe-sange og var virkelig glade, alle omkring kunne ikke lade være med at smile og blive smittet lidt af stemningen. Cardinals slog The Giants fra San Francisco, så det var helt perfekt.

En baseball kamp er så hyggelig at se, jeg kan godt forstå, Amerikanerne er bidt af det. Stemningen på stadion er helt i top, folk er så glade, og det er meget publikum-venligt. Der er masser af underholdning hele kampen igennem. Selve spillet er ret “langsomt”, men i alle “pauser” er der sjov, konkurrencer, musik osv. Præcis som man ser det i film, er der store maskotter, der underholder, og kameraer der skal filme kyssende par. Der er reklamer for fx de amerikaske farmere, hvor store tøj-majs, grise osv løber om kap. Vi kiggede lidt på hinanden, da der på storskærmen kom en reklame for amerikansk kul – over 75% af Missouris energi kommer fra kul, stod der – og der kom altså ingen sætning bagefter om, at det da ikke var så godt, og det må vi lave om på :-). Mere u-dansk kan det vist ikke blive.

Vi havde en dejlig aften, og vi var alle trætte af, at sæsonen er slut, for vi kunne sagtens have taget en tur mere.

This entry was posted in Udflugter og ture, USA. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *