Shamrock, Texas – Tucumcari, New Mexico

Så er endnu en dag i vores skønne ferie forbi. Ungerne sover endelig – vi har allerede fået dårlige vaner hvad angår sengetid. Vi forlod Shamrock i morges og kørte til McLean, hvor de har verdens største pigtråds museum (gad vide hvor mange der i det hele taget er?). Det var måske ikke verdens mest spændende museum, men der var i hvert fald meget pigtråd i alle afskygninger. Vidste I måske godt, at der findes over 2000 forskellige pigtråde? De havde også en lille afdeling for Route 66, her var en kæmpe klapperslange figur, der engang stod foran et rattlesnake museum.

Vi havde læst i vores EZ66 bog, at der var et fint stykke af den helt gamle 66 (indtil 1932 ) mellem McLean og Allanreed, så det valgte vi at prøve. Her var der støv og rumlen og en fantastisk udsigt, da vi kørte på den gamle grusvej helt alene og med Eagles “Hotel California” på radioen – skønt! Men hold op, hvor må der have været langt til Californien dengang på sådan nogle veje og i de gamle biler.

På vej til Groom, så vi det skæve vandtårn, der engang fik folk til at stoppe op og måske besøge den lille tank og café, når de nu alligevel var ude af bilen. Vandtårnet er bygget sådan – netop med det formål. Tæt herved så vi det største kors i den vestlige hemisfære – “Cross og Our Lord Jesus Christ”, der er bygget i 1995, og således ikke har noget med Route 66 at gøre. Det er 190 fod højt, og blev vist bygget som “modpol” til pornografi-reklamer på billboards langs interstate 40. Rundt om det store kors, er der statuer, der viser Jesus, fra han bliver dømt til døden og til han står op af graven. Selvfølgelig er der også en souvenirbutik, der solgte alverdens kors og Jesusfigurer.

For ligesom at komme over i den helt anden ende af serværdighederne, er det næste, vi kørte forbi, Bug Ranch. Det er lavet som en parodi på Cadillac Ranch – og er 5 WV “bobler”, der er begravet med snuden nedad.

Nu var vi ved at være sultne, hvad passede rigtig godt, for vi havde bestemt, at vi skulle spise på den legendariske “Big Texan Steak Ranch”, der især er kendt for deres 72 oz (godt 2 kg) store bøf. Man får den gratis, hvis man kan spise den inkl. tilbehør inden en time – ellers koster den 72$. Det var der nu ingen af os, der havde lyst til at forsøge, og vi blev helt mætte af vores gode 8 oz bøf.

Herfra tog vi ud for at se Cadillac Ranch fra 1974, der er 10 cadillacs, der er begravet med snuden ned i Texas´ jord. Vi lavede også lidt grafitti på dem, som det sig hør og bør. De bliver malet op engang i mellem, så der igen er plads til folks grafitti. Lige nu er de lyseblå.

Vi tog motorvejen og kørte af lige inden grænsen til New Mexico, for vi skulle jo finde et sted at tage vores obligatoriske krydse-grænse-billede. Vi kom til Glenrio, der var blevet en totalt spøgelsesby (bortset fra et helt nyt og skinnende byskilt). Alle de gamle huse og tanke var helt forladte og i forfald, men man kunne sagtens forestille sig, at det engang havde været en livlig by med bl.a. hotellet, der kaldte sig “the first and last in Texas”. Vi fandt heldigvis grænse-pinden og fik også sat uret en time tilbage.

Lige inden vi kørte ind i New Mexico skiftede landskabet pludselig karakter. Fra at være enorme, flade marker med kvæg blev det nu til en slags canyons med buske spredt over det hele.

Vi har valgt at følge det gamle reklameslogan “Tucumcari Tonight”, og har indlogeret os i denne gamle 66 by på et hotel med swimmingpool og fantastisk udsigt. Det er jo utroligt, hvad man får for 50 $. Engang var her fuldt af hoteller, der lokkede de rejsende ind med store fine neonskilte. Den bedst kendte er måske den flotte “Blue Swallow”. Byen har ikke nær det samme antal værelser tilbage, og her efter mørkets frembrud, kan vi konstatere, at det desværre kun er et fåtal af neonskiltene, der virker.