Flagstaff – Grand Canyon (Arizona)

Vi forlod Flagstaff for at køre op i højderne til Grand Canyon, noget vi havde set meget frem til alle sammen, tror jeg. På vejen derop kom vi forbi et “scenic view”, hvor vi betalte 2 $ til en indianerstamme, for at komme ud og kigge ned i dybet – og det var virkelig dybt, stejlt og med kun et lille gelænder rundt i kanten. Det var rigtig flot, men jeg skal love for, at vi havde et godt tag i ungerne. Der var selvfølgelig også en masse indianere, der solgte “originale indianerting”. Der var fuld af små boder, der fristede med alt muligt – ungerne fik brugt lidt af deres penge på bl.a. fløjter, pile og smykker. Jeg måtte overgive mig til min gamle “gadesælger-svaghed” og købte en ankelkæde, den var altså ret billig – og lavet af en rigtig indianer 🙂

  

Endelig lidt over middag kom vi til øst-siden af Grand Canyon National Park, hvor vi gav 25$ for at komme ind (gælder i en uge). Vi kunne køre det først stykke i vores egen bil og stoppe op på forskellige udsigtspunkter. Længere inde i parken, kan man kun køre med de gratis busser. Det første møde med det enorme landskab var også helt fortryllende. Det er så stort og smukt, at det er svært at rumme – og kan slet ikke beskrives eller fotograferes ordentligt. Der var en del andre turister, men slet ikke overfyldt. Desværre var det meget diset, igen pga. den store skovbrand lidt længere sydpå. Det var lidt en skam, for farverne i klipperne og de lange kig, var ikke helt optimale. Vi valgte nogle udsigtspunkter ud og fik set klipperne og floden forskellige steder.

Herefter kørte vi til vores hotel. Vi havde betalt en skyhøj pris for at bo tæt på parken – da vi bestilte hjemmefra, var alt inde i selve parken udsolgt, men vi fik et værelse kun ca. 5 min. kørsel herfra. Ungerne fik en svømmetur, inden vi igen kørte ind for at tage shuttle bussen rundt. Vi så igen en masse fine steder og valgte et punkt, hvorfra vi ville se solnedgangen. Det var så fint, at sidde og se, hvordan den forsvandt ned bag klipperne. Det var, som vi havde regnet med hjemmefra, helt fantastisk at stå på kanten af Grand Canyon sammen! Det blev godt nok lidt sent og meget mørkt, før vi nåede op til bilen, da vi ikke lige havde tænkt os om, før vi parkerede et sted, der krævede to lange busture.

This entry was posted in USA tur 11. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *