Grand Canyon – Kingman (Arizona)

Vi begyndte vores dag rigtig tidligt – klokken 4.15, for vi havde bestemt, at vi ville se solen stå op over Grand Canyon, og det ville den gøre klokken 5.11. Vi fik de trætte børn pakket godt ind – for her er kolde nætter (3 grader C i nat) og læsset dem i bilen. Vi havde bestemt os for et udsigtspunkt, hvor vi selv kunne køre til, så vi slap for busserne. Vi sad og så, hvordan solen kom op, og det var virkelig smukt og stille. Det var et flot sted, vi havde valgt. Her kunne man rigtig se, hvordan floden havde skåret sig ned i klipperne. Jo højere solen kom op, jo finere blev lyset og skyggerne i kløften. Det var en super flot måde at tage afsked med dette fantastiske stykke natur, som jeg sagtens kunne tage over at se igen.

Inden vi kørte ud af parken, så vi lige disse her i vejkanten:

Tilbage på hotellet spiste vi morgenmad, og ungerne nåede endnu en tur i poolen, inden turen gik ned til Route 66 igen. Vi skulle køre fra Ash Fork til Kingman – et langt, fint, uspoleret stykke 66 med masser af nostalgi.

Vi kom igennem Seligman, der virkelig giver 66-stemning for alle pengene. Der er fuld af souvenir butikker, sjove figurer og gamle caféer. Især er “Snow Cap” (cafè) kendt for sine skøre indfald. Dens originale ejer er desværre død – han var med til at starte Arizonas Route 66 association – men stedet køres videre i samme stil. Her er snyde-dørhåndtag, gamle biler, mærkelige ting på toiletterne, skøre skilte kombineret med milkshakes og andet godt. Signe fik snyde sennep i hovedet, og vi fik alle et “hand-shake”, da vi bestilte vores  5 shakes. De var ganske gode – altså de rigtige milkshakes!

Turen fortsatte på de lange lige ensomme strækninger – der lige pludselig blev lidt for ensomme og ørkenagtige, da bilen pludselig valgte at sætte ud. Den gik simpelthen i stå og nægtede at starte igen. Heldigvis var vi lige kommet igennem en meget lille by kaldet Truxton. Her var tilfældigvis en tank, hvor der var et lille familie-værksted tilknyttet. Mekanikeren kom ud og så på bilen og mente, det måtte være en benzinpumpe, der var gået – øv, øv, øv. Han kunne godt lave den men havde ikke nogle reservedele – endnu engang øv. Heldigvis havde vi jo en forsikring, hvor vi havde valgt dækning for sådan noget, så dem ringede vi til, og de ville sende en mand, så vi kunne blive trukket til Kingman 40 miles væk. Vi havde så ikke læst det med småt i papirerne, for vi var kun dækket 15 miles på forsikringens regning, så vi måtte selv punge ud med resten. Men vi havde jo ikke rigtig noget valg her halvt ude i ørkenen. Vi ventede i varmen, til vi endelig blev hentet. Vi så altså det sidste stykke gode Route 66 fra førerhuset på en træk-bil.

Nu står bilen så ved mekanikeren her i Kingman. Den søde fører af træk-bilen, kørte os til et motel, så vi lider da ingen nød. Vi venter så spændt på, hvad de siger til den i morgen hos mekanikeren. Vi har jo bestilt hotel i Las Vegas, så jeg håber sådan, at det kan laves, så vi kan nå derop – og at det ikke ruinerer os. Den dumme bil har godt nok ikke været en særlig god forretning for os – den er stor og dejlig – men hold da op, hvor har der også bare været meget i vejen med den på de tre måneder – endnu engang øv.