Så var det blevet tid til at forlade Circus Cirkus og dermed Las Vegas. Jeppe var blevet syg og kastede op, men vi skulle mest køre, så det var ok. Vi kørte ned og fangede Route 66 lige efter grænsen til Californien.
På dette stykke går den gamle “mother road” igennem et langt stykke ørken, hvor der ikke er andet end den lange, lange lige vej – præcis som på de billeder man altid ser. Det havde jeg glædet mig meget til, og det var også rigtig fedt at køre helt alene hen over det øde landskab med de gamle Route 66-tegn skrevet på vejen. Ind imellem kom vi forbi gamle ruiner af tankstationer, hoteller osv., der vidnede om bedre tider. Vi så bl.a. den ruin på Route 66, der er mest grafitti på (man kan altid finde noget mest, størst eller ligenede på 66´eren).
Lige efter Chambless (der kun har en gammel ruin tilbage) fandt vi et “sko-træ”, hvor ungerne fik lov at hænge deres gamle, slidte sko på. På hele denne lange strækning fra Goffs mod Amboy er der lavet “grafitti” af sten i grøftekanten.
I Amboy så vi et gammelt vulkankrater. Vulkanen har været død i 10000 år, men stadig er krateret fint, og der er lava-sten over det hele i området. Herfra gik turen videre mod Bagdad, der var inspiration til filmen “Bagdad Café”. Byen figurerer stadig på kort, og vores GPS kunne finde den, men reelt er der ikke andet tilbage end et træ, hele byen blev jævnet for år tilbage.
Den Bagdad café ,der er med i filmen, ligger i Newberry Springs,vi så den bare fra bilen, da vi var nødt til at skynde os til et toilet :-). Det viste sig, at det måske var meget heldigt, for da vi skulle starte bilen igen – var den endnu engang helt død. Den ville bare ikke starte – godt det ikke var på den lange øde strækning tildligere på dagen. Lige der havde jeg godt nok mest lyst til at sælge skidtet og tage den næste flyver hjem. Men vi fik endnu engang fat i forsikringen, så vi kunne blive trukket til Barstow, der lå ca. 20 miles derfra. Denne gang var de dog ikke så effektive som sidst, så vi ventede i bilen i 4 timer – øv.
Vi blev fragtet til Barstow, hvor vi har sovet på et lille motelværelse – nu har vi to syge børn – Jeppe har diarre, og Signe kaster op. Vi skulle have været til Sacremento i dag, men det er jo søndag, så der er ingen værksteder åbne, så vi har afmeldt hotellet deroppe, og tager en nat mere her. Vi håber, børnene er bedre i morgen, og bilen kan laves. Det er ikke lige den mest mindeværdige dag på ferien!







