Ville ønske jeg igen kunne skrive om noget rigtig spændende – men både i går og i dag har vi været strandet i Barstow uden en bil. I går var det jo søndag, så der kunne de ikke kigge på bilen. Jeg fik da ordnet noget vasketøj på møntvaskeri (og sender en venlig tanke til min egen derhjemme – sikke en luksus), jeg fik også lige vasket alle vores kontanter, som Morten gik rundt med i en lille pose i sidelommen på sine bukser. De blev fine og rene – både pengene og bukserne 🙂
Jeppe var stadig syg, så han lå hele dagen i sengen. Signe var heldigvis bedre, så hende, Morten og Marius (med de nye badevinger) tog en tur i poolen. Jeg gik en tur over vejen til Dollar-butikken (fantastisk hvad man kan få for en dollar).
I dag mandag ville de så kigge på bilen. De fandt et benzinfilter, der skulle skiftes. Vi var glade, da vi igen fik nøglen, og skulle lige en tur forbi den berømte Mc Donalds her i Barstow, den er lavet i gamle togvogne. Da vi kom ud igen, kunne bilen ikke starte. Vi ringede til mekanikeren, der endnu engang måtte have den store bil på slæb – øv. De var så sikre på, at det måtte være benzinpumpen, så den ville de skifte for ca. 5000 danske kroner. Imens skulle vi jo have 4 timer til at gå, så vi tog ud at bowle. Det var meget hyggeligt.
Klokken 17 kunne vi få bilen igen. Vi var glade, for nu kunne vi endelig komme mod San Francisco. Vi nåede da også ca. 10 miles, før vi var nødt til at holde på en tank, fordi Jeppe blev skidt igen. Da vi så skulle videre, ville bilen ikke starte… Vi ringede igen, og de kom og trak os tilbage. Så nu venter vi endnu engang på, at de kan kigge på den i morgen tidlig. Vi ved ikke helt, hvad vi skal gøre. Nu har de ikke rigtig noget fokus for, hvad det kan være med den. Vi er ikke helt trygge ved stedet, der to gange på en dag, kan sende en bil på gaden, der ikke kan køre. Vi overvejer at sælge bilen og så leje en bil for resten af turen, men det havde jo været rart, hvis det var inden, vi puttede over 5000 kr. i den. Det bliver også rigtig dyrt at leje, men vi kan næsten ikke blive ved med at spilde dagene her. Der er allerede en del af vores planer, vi har været nødt til at droppe. Oven i det er Jeppe dårlig igen med tynd mave. Jeg håber virkelig dagen i morgen bliver en del bedre!


Hej alle fem!
Vi håber virkelig, dagen i dag bliver bedre!! Og lille Jeppe kan komme ovenpå igen!! Dumme bil, det er bare øv. Glæder os til at høre godt nyt.
Mange kærlige tanker og knus til Jer alle fra morfar og mormor.