Vi havde besluttet at køre tidligt fra Gdansk for at undgå alt for meget trafik i Polen på vej hjem. Så vækkeuret ringede klokken fem. Det var godt, vi kom af sted, for hvor tager det bare lang tid at køre. Hvis ikke der er vejarbejde, er det lange strækninger med den ene lille by efter den anden. Vi spiste morgenmad på en rasteplads fuld af bier, så det var en ret kort fornøjelse.

Ved middagstid nåede vi frem til dagens eneste serværdighed – Crooked forest. Det er et lille stykke skov, hvor træernes stammer er helt bøjede. Man er faktisk ikke klar over, hvorfor de ser sådan ud. Der er teorier om alt lige fra UFO´er til sne, men det mest sandsynlige er nok, at det er menneskeskabt, fordi man måske skulle bruge træ i den facon til redskaber eller lignende. Måske er de folk, der er gået i gang med arbejdet enten døde eller blevet fordrevet fra området efter krigen, og derfor er der i dag, ingen der ved, hvordan Crooked forest blev til. Men en ting er sikkert, det er helt specielt.

Crooked forest ligger lige på grænsen til Tyskland, så vi tog i et supermarked og brugte de sidste Zloty, inden det bare gik hjemad på den tyske motorvej – med enkelte strække-ben-pauser og et stop i Fleggaard. Vi var hjemme i Vroue igen lidt før midnat. Og det var skønt at sove i sin dejlig, bløde seng igen :-).

Søndag var den sidste hele dag, vi havde i Polen. Vejret var super fint, så vi (de) pakkede badetøjet og tog mod Sopot, der faktisk er vokset helt sammen med Gdansk. Vi så et sjovt hus, der var designet “skævt”.

Herefter fulgte vi hovedgaden ned til vandet. Man kunne betale for at få lov til at gå ud på deres lange mole, men vi tog bare stranden – sammen med rigtig mange andre.

Vi var egentlig lidt trætte og godt brugte her den sidste dag, så da ungerne og Mortens badelyst var styret, kørte vi hjem mod lejligheden igen. De satte mig af ved et kæmpe stort shoppingcenter, så jeg kunne gå og ose lidt. Det var nu ikke så meget, jeg fik købt, for priserne på tøj er faktisk lige som herhjemme.

Aftensmaden indtog vi på et pizzaria i nærheden af lejligheden, som vores “vært” havde anbefalet. Børnene fik lov til at dele en pizza ;-).

I dag har vi mærket historiens vingesus på skibsværftet, hvor Lech Walesa stod i spidsen for fagforeningen “Solidaritet”. (På vejen dertil fik jeg dog styret lidt af min shoppelyst i en rigtig polsk undertøjsbutik – men det er en helt anden historie).

Vi kom ind ad den berømte gitterport, hvor der er taget utallige billeder af de strejkende arbejdere – for noget der i virkeligheden ikke er ret lang tid siden. Vi fik også taget et par billeder af det store monument rejst til minde om de arbejdere, der mistede livet ved urolighederne i 1970.

Vi overvejede, om vi skulle gå en tur ind på skibsværftet, men ville hellere se Solidaritetsmuseet, som vi havde læst om i “Turen går til Polen”. Så vi gik rundt og ledte og ledte efter det museum, indtil vi til sidst fandt ud af, det nu er flyttet ind på skibsværftet – så meget for den bog! Men tilbage på Skibsværftet så vi en fin udstilling om Polen fra ca. 1970 til kommunismens fald i 1989 – selvfølgelig med hovedvægt på Lech Walesa og “Solidaritet”. Der var endda forklaringer på engelsk.

Det er lidt vildt, at der er sket så meget med Polen på de år, der er gået. Vi så jo selvfølgelig billeder og video med tomme butikker, lange køer og protestmarcher mod rationeringer og dyre priser. I dag har Polen simpelthen så mange storcentre og enorme supermarkeder, med et vareudvalg vi ikke engang kan mønstre i Danmark. Bortset fra de store betonbyggerier, der nu for det meste er shinet op med maling, ligner det meget alle andre lande syd for Danmark, vi har været i. Det er en lidt anderledes byggestil, og man går ikke så meget op i vedlighold af bygningerne. Sådan synes jeg også, det var i både Belgien og Frankrig.

Da vi var færdige på museet, gik vi ind til centrum af Gdansk. Det var måske en lidt dum dag, vi havde valgt, for der må have været en form for byfest. Der var stoppet med mennesker, boder, små tivolier/underholdning, og der blev desuden afholdt et løb, så hele gader var afspærret. Vi fandt en fortovscafé, hvor vi kunne få noget at spise. Altså efter vi havde ledt efter en restaurant, der var foreslået i vores “Turen går til Polen” bog, men som nu var nedlagt – så meget for den bog igen! Vi var efterhånden godt trætte af al den traven og alle informationerne på museet.

Med maverne fyldte var energien vendt tilbage, så vi forsøgte at gå på byvandring i den smukke Gdansk, hvilket ikke var det letteste med alle de mennesker. Men ingen tvivl om, at det er en super hyggelig by. Efter 2. verdenskrig var 90 % af centrum ødelagt, så der har været en enorm genopbygning i fin gammel stil. Det ser lidt sjovt ud, for stilen er gammel, men man kan godt se, husene ikke er så gamle. På en måde ligner det lidt en kulisse – vi snakkede om, det godt kunne være i Disneyland eller sådan noget :-).

Inden vi fandt tilbage til bilen, stak vi hovedet ind i Mariakirken, men da klokken var blevet 19, orkede vi faktisk ikke mere, vi kunne ellers være kommet op i tårnet…

I skal da lige have et billede af udsigten, vi stod op til i morges – i regnvejr. Ungerne syntes heldigvis, det er lidt bedre i dag, vi skal jo kun sove her. Det er sikkert også helt sundt for dem at se, at ikke alle bor i hus på knap 300 m2 med stor have ;-).

Da vejret ikke lige var til strandtur eller byvandring (regnvejr og 12 grader), kørte vi til byen Malbork ca. 75 km herfra. Vi endte selvfølgelig i en kø, så det tog noget tid. I Malbork ligger der en kæmpe middelalderborg, faktisk den største i Europa. Den er faktisk en korsridderborg, der blev grundlagt i 1276, men har selvfølgelig en lang historie og en masse forskellige “ejere” op gennem tiden. Den blev mere eller mindre ødelagt efter 2. verdenskrig. Men nu er den restaureret rigtig flot, og var meget spændende at besøge. Det var der andre end os, der syntes, det vrimlede simpelthen med polske turister, så vi nærmest ikke kunne komme rundt. Bortset fra det, var det bestemt besøget værd. Borgen blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 1997. Det er faktisk lidt svært at se på billederne, hvor stor borgen egentlig er.

På vejen hjem tog vi forbi et kæmpe indkøbscenter (sådan lidt i stil med CORA), så vi lige kunne få provianteret lidt vand, yoghurt mm. Aftensmaden spiste vi, til Jeppes store begejstring, på KFC.

Torsdag morgen ved ni-tiden sagde vi farvel til Wroclaw og vores fine lejlighed.

Det var en ret lang tur, vi skulle ud på, og den blev ikke mindre af, at vi valgte motorvejen fra. Der er rigtig meget vejarbejde i Polen, vi er i hvert fald stødt i noget, hver gang vi kører lidt længere. Men endelig omkring tre-tiden kom vi til byen Torun, hvor vi vi ville bruge et par timer.

Torun er nok mest kendt for at være Kopernikus´ fødeby. Her blev astronomen, der blandt andet også var matematiker, økonom, læge og jurist, født i 1473. Vi var inde og se hans fødehjem, der nu er museum. Det var nu ikke er ret spændende museum, det bedste var vist tegningen, man kunne stikke hovedet ud af…

Derimod var det en hyggelig lille by, der er fyldt med fine bygninger og kirker (og turister og turistbutikker). Torun slap faktisk uskadt fra 2. verdenskrig, så her er bygningerne helt tilbage fra middelalderen og ikke genopbygget i gammel stil.

Vi var inde og se Maria kirken, hvor de enorme hvælvinger er Polens højeste, der var godt nok også højt til loftet :-).

Vi gik lidt rundt i byen, og købte også en lille honningkage, hvilket byen også er kendt for, inden vi kørte det sidste stykke til Gdansk.

I Gdansk havde vi også lejet en lejlighed gennem Airbnb, men denne her var en noget anden oplevelse, end den vi havde forladt i Wroclaw. Vi bor nu i en betonblok i gammel øst-europæisk stil, lejligheden er meget spartansk – der er tre hårde sovesofaer men intet spisebord, og håndvasken i badeværelset er i stykker og her lugter lidt, men her er heldigvis rent. Tvillingerne syntes bare, her var så skummelt og forfærdeligt, da vi ankom i skumringstiden, så de var nærmest parat til at køre hjem med det samme :-).

I dag har vi kørt en lang tur – helt til den Tjekkiske grænse. Helt derovre lå der et kapel fyldt med skeletter, vi gerne ville se. Det lå nær spa-byen Kudowa Zdrój, der var virkelig fyldt med turister. Der var også mange turister ved kraniernes kapel, så vi måtte lukkes ind i hold. Der var en nonne, der fortalte og fortalte den spændende historie om kapellet – PÅ POLSK. Der er bare ingen hernede, der taler Engelsk, selv unge mennesker kan man ikke føre en samtale med, så alting bliver noget besværligt. Men om ikke andet, var det virkelig specielt at se kapellet. Der er over 3000 kranier og knogler stablet i sirlige mønstre fra gulv til loft. Man måtte desværre ikke tage billeder derinde – der var et billede af et kamera med en streg over – hvilket var noget af det eneste på hele kirkens område, jeg forstod. Men her er et par hjemmesider, hvor man kan se lidt billeder: Kraniernes kapel eller HER.

Fra kraniernes kapel kørte vi over grænsen, bare så børnene kunne sige, de har været i Tjekkiet :-).

Herefter fortsatte vi turen til byen Klodzko, hvor der er en kæmpe stor borg. Vi ville egentlig gerne se den, fordi den skulle have 40 km gange under jorden, men der kunne man kun komme ned, hvis man tog en rundvisning på en time – PÅ POLSK, så vi nøjedes med at tage en tur selv rundt over jorden. Det var nu også meget spændende. Det var en sjov blanding af gammelt og nyt. Borgen var bygget i det 17. og 18. århundrede, men var også blevet brugt under 2. verdenskrig.

Så gik turen atter mod Wroclaw, hvor det passede med, vi kunne se et springvands-show med farver og musik klokken 21. Det foregik bag Centennial Hall, som vi så i går. Det var rigtig fint og en god måde at slutte dagen af på.

I morgen går turen til Gdansk, hvor resten af ferien skal bruges.

Tirsdag, havde vi besluttet, skulle bruges inde i Wroclaw centrum

Egentlig ville vi gerne have taget sporvognen, og Morten kørte fra morgenstunden ud for at lede efter et sted at købe billetter – dog uden held. Så vi endte med at tage bilen derind. Polakkerne kører virkelig hårdt og meget vildt, så man skal passe på, men i det mindste var det let at finde betalings-parkeringspladser derinde.

Det første, vi kom til, var Maria Magdalena-kirken. Den var protestantisk indtil 2. verdenskrig, men nu er den katolsk. Sådan er det med mange kirker her, for byen hed Breslau og var tysk indtil 2. verdenskrig, hvor den i august 1944 blev erklæret lukket fort. Det er en frygtelig blodig historie, og det anslås at 170.000 civile mennesker mistede livet, før Breslau overgav sig 6. maj 1945 – fem dage efter Berlins kapitulation. 70 % af byen var smadret, så der er foregået en kæmpe genopbygning, for at få byen på fode igen.

I Maria-Magdalena-kirken tog vi de 244 trapper op til den bro, der forbinder de to tårne med hinanden (man kan vist lige skimte den på billedet). I gamle dage blev kvinder straffet ved at skulle rengøre broen. Vi nød dog bare den gode udsigt :-).

Wroclaw har en noget speciel turistattraktion – nemlig små gnomer/nisser, der er opstillet alle mulige steder i centrum. Denne opstilling af de små bitte statuer begyndte i 2005, og der kommer hele tiden flere til. Egentlig går historien med de små gnomer tilbage til kommunismens 80´ere, hvor alt grafitti mod kommunismen selvfølgelig straks blev malet over. En gruppe modstandere, begyndte så at male en lille dværg ved alle de overmalede steder, så på den måde blev gnomerne et anti-kommunistisk symbol.

Jeg havde glædet mig meget til at komme på gnom-skattejagt, og vi fandt da også en del, men slet, slet ikke alle. Så skulle vi vist have brugt flere dage. Men søde var de bestemt, og vi blev faktisk enige om, at vi godt kunne indføre sådan nogle små gnomer hjemme i Vroue, sikke en turistattraktion Viborg kommune ville få – mon ikke vi kan søge nogle EU-midler? Tit henviser dværgene til det sted, de er placeret – altså en is-gnom, ved et is-hus eller brandmands-gnomer, hvor kirken engang var brændt. Børnene syntes, vi skulle have en skak-gnom hjemme i haven. Her er billeder af nogle af de små fyre.

Der er et utrolig fint torv i byen. Husene er så fine og malet i skønne farver. Der er fuldt af små hyggelige spisesteder, et springvand og selvfølgelig en kirke eller to.

Vejret havde ellers været ret fint, men pludselig slog det om til at vildt regnvejr. Vi krøb i ly, og ventede på det stilnede af. Det blev dog ved med at regne lidt, men vi fik da set en fin kirke fuld af basun-engle og et overdækket marked.

Herfra gik vi over Tumski-broen, hvor der hænger tusindvis af hængelåse. Forelskede par skriver deres navn på låsen, sætter den fast på broen og smider nøglen i vandet.

Den sidste kirke, vi så i dag, var Johannes Katedralen – domkirken med de to tårne, også en fin kirke, men det bedste var udsigten fra tårnet, hvor vi kørte op med elevator.

Vi var efterhånden blevet sultne, så vi indtog traditionel polsk mad som tag-selv-bord til knap 5 kroner pr. 100 gram. Vi kom af med ca. 150 danske kroner for os alle fem inklusiv 5 halv liters colaer. Maden her er noget billigere end hjemme. Det var sjovt at prøve maden, vi anede jo ikke, hvad det var, for alt stod på polsk. Signe var dog noget utilfreds, da hun opdagede, hun havde spist kogt lever. Det skal lige siges, at hun heller ikke kunne lide det, da hun ikke vidste, hvad det var.

Vi fandt tilbage til bilen, og kørte ud til Centennial Hall, der er en stor bygning, der er på Unescos verdensarvs-liste. Den blev lavet i 1911-1913 af arkitekt Max Berg, og bliver brugt til bl.a. koncerter, konferencer og udstillinger. Vi så den bare udefra, hvor der bag den også ligger et fint springvand og grønne områder.

Det var dagens program, og vi slapper nu af hjemme i lejligheden.