I går kørte vi den lange tur til Boston.

Vi kørte lidt syd for Boston, hvor jeg vidste, der var en kage-udstyrs-butik. De havde en masse fine ting – jeg kunne have brugt mange flere penge derinde på glitter, glimmer og udstyr. Herefter kørte vi til Quincy ikke så langt derfra. Der ligger den eneste kirke i USA, hvor to præsidenter er begravet – både John Adams (2. præsident) og John Quincy Adams (6. præsident). De ligger i store stenkister nede i kælderen sammen med deres koner. Vi fik sådan en fin rundvisning af en sød dame, bagefter gik vi en tur på kirkegården overfor, hvor der var mange egern – og selvfølgelig en masse grave med præsidenternes efterkommere.

Vi kørte mod hotellet men endte i en kæmpe trafikprop gennem Boston – her er masser trafik hele tiden, og åbenbart er fredag eftermiddag og aften det allerværste. Vi endte med at blive lidt svedte, for vores benzintank var ved at være tom. Vi havde ellers regnet med, at det passede til lufthavnen, men vi var nødt til at få fyldt på. Vi fik heldigvis kørt af og fik tanket, men det var altså ikke sjovt.

I dag tog vi ind til Boston, hvor vi ville have været inde og se Massachusetts State House (for vi kunne jo ikke se JFK Library, der er lukket pga. “krisen” herovre), men der var selvfølgelig lukket i weekenden…

I parken overfor var der næsten tamme egern, som vi lige måtte snakke lidt med. Herefter gik vi på “Freedom Trail”, der er en rute rundt i byen, hvor man kommer forbi flere steder, der har haft betydning for løsrivelsen fra England og dannelsen af USA. Byen er lidt sjov på den måde, at der mange steder er gammelt og nyt lige ved siden af hinanden.

Det fik vi også at se, da vi tog metroen til en anden del af byen, hvor den gamle Trinity kirke og Bostons højeste bygning, Hancock Tower, ligger lige op og ned af hinanden. Det er så fint, at se den gamle bygning spejle sig glasset. Mens Stina gik på mere shopping, gik jeg ind og så kirken indefra. Den var rigtig fin, og større end jeg troede.

Hancock Tower er ikke åbent for offentligheden, men derimod kan man komme op i den anden højeste bygning, Prudential Center. Det nåede jeg også, så jeg gik og nød den fine udsigt på 50. etage.

Vi mødtes igen i en stor, dejlig boghandel og tog sammen tilbage til hotellet – med smadder ømme fødder.

I morgen har vi bestilt tid til en havnerundfart, inden vi vender tilbage til Danmark. Vi skal først flyve herfra 21.30, så det bliver nok en lang dag med masser af ventetid. Vi har haft en skøn tur og set så mange ting, men nu glæder jeg mig også rigtig meget til at komme hjem til min familie igen!

I dag fik vi hjemmebagte pandekager til morgenmad, det var godt, men lidt rigtig mad havde nu også været fint…

Vi havde ikke de store planer i dag, for vi havde nået det meste i går og resten lå for langt væk. Vi kørte derfor ned af Route 100, der også er en utrolig smuk strækning, hvor man kører mellem bjerge med de flotte træer. Hvor man på “The Kanc.” havde udsyn over store vidder med smuk skov, kører man på Route 100 med træerne noget tættere på. Man kan nærmest se hvert enkelt træ, fordi de alle har hver deres farve. Så nu får I lige nogle flere billeder af træer.

Vi var forbi flere små hyggelige byer, en havde bl.a. en fin overdækket bro. Vi kørte også ud til en gård, hvor man skulle kunne komme ind og se dyrene, men det kostede 12 dollars, og det gad vi altså ikke give for at se en ko og nogle høns. Jeg har lovet Stina at arrangere en tur rundt i Vroue, hvor jeg er sikker på, hun kan få lov at klappe lidt af hvert.

Vi ville egentlig helst have fortsat til Boston, så vi prøvede at afbestille vores hotel, men det kunne desværre ikke lade sig gøre, så vi kørte ind til den nærmeste by, Rutland, hvor vi spiste på Appelbee´s og tog en tur i et mall. Der er ikke rigtig nogen serværdigheder her i området, så det havde været bedre at have haft en dag mere i Boston. Men det er jo svært at vide hjemmefra. Det tager også lang tid at køre rundt her, fordi det hele er på små veje og i bjerge. Vi vil gå tidligt i seng, så vi kan køre mod Boston tidligt i morgen. Der er ca. 3½ times køretur.

Vi vågnede her til morgen i det hyggelige lille værelse med quiltede sengetæpper i Fairlee lige på grænsen mellem New Hampshire og Vermont. Morgenmaden bestod af en tør, tør kanel kage og et glas juice – det skulle vise sig kun at være begyndelsen på en dag fyldt med usunde og sukkerfyldte madvarer.

Vi valgte at køre en tur over grænsen til New Hampshire for at handle det sidste,vi manglede i Walmart, for der er ingen sales-tax i New Hampshire. Med bilen fyldt godt op (man skulle tro, der ikke fandtes butikker i Danmark), kørte vi mod hovedstaden i Vermont, der hedder Montpelier. På vejen spiste vi “rigtig” morgenmad på McDonalds, hvilket nok heller ikke har været helt sundt.

I Montpelier, der er den mindste hovedstad i USA (kun ca. 8000 indbyggere), var vi inde og se deres State House. Vi fik en rigtig fin rundvisning og kom rundt og så det hele. Der er jo også stille på denne tid af året, for medlemmerne arbejder kun fra ca. januar til maj, hvorefter de er hjemme og passe deres “almindelige” arbejde.

Vi kørte videre lidt mere nordpå, hvor vi var inde og bruge en masse penge på en lille ahorn-turist-butik. De laver selv al deres ahorn sirup, og der var selvfølgelig smagsprøver, så man blev fristet til at købe en masse med hjem… Der var også en specialitet, vi var nødt til at prøve – nemlig softice med ahorn sirup. Den må vel betegnes som vores middagsmad :-).

Videre i området nåede vi nu til Ben & Jerrys isfabrik. De fleste kender nok deres lækre is, der er vildt dyrt i Danmark. Hele konceptet blev startet i 1978 af to hippier her i Vermont, der fik en god ide. De har meget med bæredygtighed, fair trade og social ansvarlighed, noget der nok er et levn fra de glade 70´ere, og som nu sælger godt… I hvert fald er det nu kæmpestort og solgt til Unilever, der kører det videre i de to gamle hippiers ånd. Fabrikken her i Waterbury er ikke særlig stor, jeg tror egentlig mest, det er for turisternes skyld – og dem var der også rigtig mange af. Vi så, hvordan fabrikken så ud indeni, og fik en lækker lille smagsprøve. Udenfor kunne man se en smags-kirkegård, hvor der var gravstene for nogle af de smage, der var udgået af sortimentet. Man kunne selvfølgelig også købe is, hvilket vi jo følte os forpligtet til, for hvis ikke man skulle sidde udenfor Ben & Jerrys fabrik i 25 graders varme og spise en is, var man da et skarn! Det smagte jo også fantastisk, men puha hvor blev vi næsten dårlige til sidst.

Vi nærmest trillede ind i bilen og kørte videre til en lille lokal ostebutik, hvor de laver forskellige cheddaroste. Her var også smagsprøver, ummm det var helt rart med noget, der ikke var sødt. Desværre kan sådan en oste-fætter jo ikke holde sig hele vejen herfra og til DK på mandag uden køl, så dem måtte vi lade blive.

Sidste lille lokale virksomhed, vi havde på programmet, var Cold Hollow Cider Mill, hvor de laver friskpresset æblejuice. Her er de kendt for deres specialitet “æble-cider doghnuts”, som vi jo også måtte smage, selvom vi næsten ikke kunne spise mere sødt – den Ben & Jerrys is havde altså slået os næsten helt ud, og det er ellers ikke så tit det sker. Heldigvis var det ret små doghnuts.

Vi kørte lidt rundt og så på det fine landskab, og vi var forbi Trapp familiens hus. Det er dem fra “Sound of music”.

Inden vi skulle til vores hotel, blev vi enige om at finde et sted og spise lidt rigtigt mad, i håbet om det kunne hjælpe os af med den der “sukker-kvalme”. Jeg synes godt nok ikke det hjalp, jeg fik endda bare en kop suppe og en kvart sandwich. Nu sidder vi her på vores søde lille værelse på et bed & breakfast ude i skoven og slapper af. Her er så fint, og vi er helt trætte af, at vi ikke kan spise mere, for der er popcorn, kaffe og amaretto nede i stuen, og damen har tændt op i kaminen, så vi kan riste skumfiduser. Men jeg kan ikke engang klemme en skumfidus ned, så I kan nok forstå, jeg er mæt!

I dag vågnede vi op til denne her udsigt, det kan man vist godt være tilfreds med.

Vi kørte ned til den berømte Kancamagus vej, der er kendt for sin fine natur. Vi var lidt spændte på, hvor meget der var lukket, da vi hørte, det bl.a. var museer, nationalparker og sådan noget, der er berørt af politikken,der gik i hårdknude i går. Vi tog ind på et turist-center, hvor damen var sød og hjælpsom. Der i området havde de penge i kassen til at holde åbent i dag, men fra i morgen måtte de lukke, så vi var heldige at se alt det i dag, som vi gerne ville.

Vi kørte ad den helt vildt flotte vej, den er ca. 50 km lang. Her er så mange farver på træerne omkring, at man bliver helt bombarderet i øjnene med nuancer. Jeg tror aldrig, jeg har set noget lignende i så lang tid. Det bliver bare ved og ved med flotte scenerier. (Det gælder nu hele området – ikke kun “The Kanc.”, som amerikanerne kalder vejen). Der er mange steder på vejen, hvor man kan holde ind og se fine udsigter, eller man kan gå lidt ind i skoven for at se vandfald. Selvom billederne er fine, kan man ikke fange det helt alligevel. Igen må jeg sige, at vi har været så heldige med vejret, at se solen gennem de farvede blade, giver et helt fantastisk lys. Vi kunne simpelthen ikke være her på et bedre tidspunkt.

Efter “The Kanc.” kørte vi nordpå ad en nærmest lige så fin vej. Nationalparken hedder “Fraconia Notch”. Her var vi inde og gå en tur på ca. 1½ time. Det var et område, der kaldes “Flume Gorge”, hvor der var et flot vandfald, hvor man ligesom går på trapper ved siden af det. Der var også et par gamle overdækkede broer og nogle sjove træer, der nærmest voksede på store sten.

Herefter kørte vi lidt længere nordpå, hvor vi prøvede “Cannon Mountain Arial Tramway”. Det er en gondol-lift til ca. 80 personer, der fører en til toppen af Cannon Mountain, hvorfra der er en fin udsigt. Området er et skisportssted om vinteren.

Godt trætte i benene kørte vi mod Fairlee i Vermont, hvor vi skal sove på et hyggeligt lille privat “bed and breakfast”. Jeg tror, jeg drømmer i røde, gule og orange farver i nat ;-).