Det er ved at være lidt siden, jeg sidst gav en opdatering, så jeg må hellere lige fortælle, hvad vi får tiden til at gå med.

Det er blevet efterår i Missouri, i går faldt alle bladene af vores fine træ i haven – faktisk bare på en dag. Vi har haft et par nætter med frost, men det svinger virkelig meget. I går var der nok 25 grader om eftermiddagen og i dag er der måske 10. Der er flot her lige nu, fordi der er så mange træer, og de alle har de smukkeste efterårsfarver.

Jeppe bruger en del tid på robotterne, ham og Morten hjalp hele dagen lørdag med et arrangement, der skulle tjene penge til holdene. I denne uge kan de komme ned og bygge på deres robot alle dage, for der er den første store turnering i Arkansas den første weekend i december, så de arbejder på højtryk for at blive færdige.

Signe er begyndt til Art-club, mest for at møde nogle andre piger. De var på tur til St. Louis kunstmuseum forrige torsdag, det havde været en rigtig god tur.

Marius savner vennerne i Danmark en del, for han har ikke rigtig fundet nogen, at være sammen med i fritiden. Til gengæld er han super glad for skolen og lærerne. Især er han fuldstændig vild med sin unge klasselærer, Mr. MacCash, som han har til science og geografi/biologi. Glæden var virkelig stor, da han for et par uger siden opdagede, at det også er vores nabo :-). Marius går selvfølgelig til skak, men det er, ligesom med Signe, også kun to gange om måneden. Han går også til Science-club to gange om måneden, hvor de laver sjove fysik- og kemiforsøg, små konkurrencer osv. (og så er det selveste Mr. MacCash, der står for det). Desuden har vi meldt ham til ekstra matematik, og det er han rigtig glad for (bortset lige fra en gang i mellem, når han sådan af princip skal brokke sig lidt over lektierne). Det er en lille gruppe børn, der mødes hver torsdag og bliver undervist i f.eks. logik på et meget højt niveau. Igen er hele systemet her indrettet, så alle kan få udfordringer og blive dygtigere, selvom man er god i forvejen. For at komme med på dette matematikhold skal børnene være blandt de 3% bedste i matematik og mellem de 5% bedste til læsning og selvfølgelig have interesse og ønske om at blive udfordret. Så der er faktisk tests for at blive optaget på holdet. Men Marius fik lov at springe det over, da han jo ikke ville kunne forstå dem pga. sproget. Han fik lov at komme med ud fra vores vurdering. Vi var da en smule spændte på, om han nu også kunne følge med, men han klarer det simpelthen så godt og får både A og A+. Det er virkelig godt for ham at blive udfordret og skulle tænke over tingene. Det er matematik, jeg ikke engang har lavet på gymnasiet. Morten har haft det på universitetet, så han kan heldigvis hjælpe. Ellers er der mulighed for at komme en eftermiddag til “tutoring” af de ældre elever.

De klarer sig alle tre fint i skolen (men som I ved, knokler de også med lektierne). Vi var til forældresamtaler i sidste uge, og der var kun ros til vores dygtige, arbejdsomme og velopdragne børn. Samtalerne her foregår i cafeteriet eller gymnastiksalen, hvor alle lærer sidder, og så kan man bare gå rundt til dem, man vil tale med.

For tre uger siden var vi en tur i St. Louis. Jeppe og jeg tog en tur i Zoo, mens de andre tre spillede skak.

Der har jo også været Halloween her. Mange har pyntet op med lys, spindelvæv og oppustelige drager i haverne. Den 31. kom der udklædte børn rundt og tiggede slik. Vi havde nu ikke så mange besøg, måske fordi vi slet ingen pynt havde ude. Jeppe var inviteret op til en af drengene fra robot, så han prøvede at “trick or treat” på rigtig amerikansk manér.

Signe og Jeppe var også til Halloween hygge (i weekenden op til den 31.) ved en dreng, de har lært at kende på skolen. Det havde været en sjov aften, selvom de var blevet iskolde (vores vintertøj ligger i Danmark). Det var en af de dage med frost, og de havde været ude hele aftenen. De havde lavet bål, kørt på traktor med halmballer og kigget på stjerner, spist suppe og “chili” og hygget sig. Jeg synes, det er så godt for dem at få de her lidt anderledes oplevelser.

Vi har bestilt billetter hjem til besøg i Danmark i julen, det glæder vi os meget til!

Fredag den 29/9 var vi på skolen for at se vores første American Football-kamp. Morten var i Californien og besøge det firma, han egentlig er ansat hos, så det var bare os andre fire. Vi havde glædet os til at se det, ikke så meget på grund af kampen, men hver morgen øver march bandet på banen med store tubaer, flag og indviklede serier, så vi var meget spændte på at se dem. De har i hvert fald øvet virkelig mange timer på det, de har altså en anden tilgang til tingene herovre, de er virkelig seriøse omkring det, de laver.

Der var helt fyldt op på tilskuer-rækkerne med både små og store, unge og gamle. De fleste i bordeaux-farvede trøjer med “Rolla Bulldogs” på. Jeg burde nok lige have sat mig lidt ind i reglerne, for jeg forstod ikke ret meget, heldigvis kunne vi holde øje med cheerleaderne, så vi vidste, om der skete noget godt eller skidt ;-). I pausen kom så det helt store show fra march bandet, det var virkelig flot, og vi var ikke i tvivl om, at de havde brugt lang tid på showet. (Jeg har desværre kun et grumset billede fra mobilen) Det er alligevel sjovt, der er så mange unge mennesker, der spiller et instrument her og samtidig vil bruge det på den måde. Men imponerende var det. Heldigvis vandt hjemmeholdet, så der var lagt op til en god homecoming fest om lørdagen.

Signe, Marius, Morten og jeg tog en tur ned i downtown om lørdagen. Der var en stor parade “Celebration of Nations”, hvor alle de forskellige lande, der er repræsenteret på universitetet, gik i optog. Det var fint lavet og ret sjovt at se. Folk havde deres nationaldragter på, der blev spillet musik og selvfølgelig kastet lidt slik ud til børnene. Bagefter var der sat masser af boder op, så man kunne købe mad fra de forskellige lande.

Bagefter paraden vandt vi et TV ved en bilforhandler :-). Det var altså en lidt sjov historie. En dag i ugen lå der i postkassen sådan en reklame med et felt, man kunne skrabe. Det ville drengene gerne, men jeg sagde selvfølgelig, at sådan noget bare var svindel. Men vores numre passede sammen, så jeg lod alligevel være med at smide den ud. Om lørdagen snakkede jeg så med Morten om det, og jeg læste på bagsiden med meget små bogstaver, at det, man var sikker på at vinde, var 1 dollar. Men børnene insisterede på at ville op med den, og da vi nu var ude at køre, tog vi forbi bilforhandleren. Jeg blev nu i bilen, for jeg tænkte, at det jo var for dumt at gå ind alle sammen efter vores dollar. Men pludselig begyndte de sådan at smile derinde og lave “tommelfinger op” tegn til mig – og så kom de ud med et fjernsyn. De havde drejet på et slags lykkehjul, og var så heldige at den rent faktisk landede på et felt med gevinst.

Lørdag aften havde vi jo “tvunget” tvillingerne til fest. De havde fået nyt tøj til anledningen, og moderen var helt stolt af de to unge mennesker (og også en lille smule træt i ørene af at høre på, hvor meget de ikke ville med) :-). Og tænk sig, da vi hentede dem klokken 23, havde det faktisk været en rigtig sjov aften….

I den sidste uge har vi haft besøg af moster. Det har været så hyggeligt, selvom man får lidt hjemve, når hun er taget af sted igen :-). Børnene har jo været i skole, så i hverdagene tog vi to på shoppingtur både her i Rolla og i St. Louis. Det blev også til en tur til hovedstaden, Jefferson City, hvor vi fik en rundvisning (sammen med en hel pensionistforening) på Capitol.

Lørdag var vi alle på kanotur, det var altså rigtig sjovt. Vejret var helt perfekt – nok omkring 30 grader og sol, så det var skønt at sejle på vandet i skyggen af de store træer. Der er en utrolig flot natur her i Missouri. Nogle steder var vandet meget lavt, så vi fik mange grin, når kanoerne satte sig fast i en gren eller på bunden, og vi måtte ud at skubbe. Andre steder var der dybere, men vandet var så klart, at man kunne se fiskene. Vi holdt ind for at se et gammelt forladt lunge-sanatorium, men der var nu ikke meget tilbage. Der er rigtig mange steder her omkring, hvor man kan leje og sejle i kano, jeg tror helt sikkert, vi skal afsted igen.

Søndag tog vi en tur til Pilot Knop, hvor der hvert 3. år er levendegørelse af borgerkrigen. Der var et stort slag her, hvor (jeg vil sige) sydstaterne vandt. Der er dog lidt forskellige meninger om det – sydstaterne var langt flere soldater (men mistede også 1000 mand på 20 minutter), og missionen gik ud på at erobre nordstaternes fort, kanoner osv. Det lykkedes dog ikke, men kun fordi de sidste nordstats-soldater i nattens mulm og mørke stak af og satte hele fortet i brand. Det var rigtig sjovt at se, der var nok et par hundrede deltagere, der også sov der om natten i telte og havde familien med, damerne i store, fine kjoler. Soldaterne skød med geværer og kanoner, der var heste, en lille trommedreng og en læge med blodplettet forklæde, der tilså de sårede :-).

På hjemvejen tog vi forbi “Elephant Rock State Park”, der ligger lige ved siden af. Det er endnu et stykke flot natur, der er fuld af kæmpe-store runde sten.

Hverdagene gik hurtigt, men foruden lektierne, som moster også måtte hjælpe med, nåede vi da at få en stor milkshake og spise på mexicansk restaurant (tak for mad mormor og morfar!). Vi fik også lavet bål og stegt pølser, snobrød og smores. Dejligt med besøg hjemme fra!

Lørdag den 9. september skulle vi tidligt op, for vi skulle være i St. Louis allerede kvart over otte. Jeppe skulle nemlig med sit robot-hold til afsløring af årets konkurrence.

Han har været så god og heldig, at han er blevet udvalgt til et af Rollas robot-hold. Der var både krav om skriftlig ansøgning og ansættelsessamtale, før man fik at vide, om man kom med. Det er meget “udansk” med mange af deres fritidsinteresser herovre. Mange kræver optagelsesprøver osv., før man kan komme med. Jeg tror ikke, man i Danmark kunne finde på at lave noget, som alle ikke kunne deltage i – selvfølgelig findes der elite hold osv, men som regel er der så en stor gruppe, der er med for sjov.

Jeppe skal mødes med holdet (de er 11 på hvert hold og tre hold) tirsdag og søndag. Der er krav om, at man har mødeprocent på mindst 75%, så det er ikke sådan noget, man bare kommer til, når man lige synes, det passer. De gennemgår børnenes karakterer hver 3. uge, og har man fået D eller F, eller afleverer man ikke sine afleveringer, så kommer man på deres observationsliste, og sker det flere gange, så ryger man ud, og pladsen går til en anden, for robotten må selvfølgelig ikke gå ud over deres skolegang. Ligeledes skal man deltage aktivt og være interesseret, hvis man kommer for at sidde og spille mobiltelefon, så kan pladsen også gå til en anden. Man er som både børn og forældre forpligtet til at hjælpe til arrangementer, hvor man tjener penge til klubben, fundraising gennemsyrer næsten alt herovre.

Selve aktiviteten går ud på, at hvert hold skal bygge og programmere en robot, der skal opfylde bestemte kriterier. Man tager så til konkurrencer med holdet og robotten, det er både lokalt, i Staten, i hele USA og der er også verdensmesterskaber. Hovedorganisationen hedder FIRST (der er et link HER, hvis I vil se mere. Jeppe er med på det, der hedder first tech challenge). Det virker meget seriøst, og det er altså ikke en eller anden let, lille ting, de sætter sammen, det er ret avanceret. Jeppe har meldt sig til at være mest på programmeringen, selvom man selvfølgelig hjælper hinanden. Årets konkurrence blev som sagt afsløret i lørdags – HER kan I se på youtube, hvad de skal bygge, og hvad robotten skal kunne. Det bliver spændende, og Jeppe virker glad for det.

Efter afsløringen spiste vi vores madpakke og kørte en hurtig tur i Ikea og selvfølgelig forbi Ted Drewes til en lækker is. Herefter kørte vi ud for at se Ulysses Grant National Historic Site. For dem der ikke har American History i skolen, kan jeg lige minde om, at Grant var ham, der vandt over Lee i den Amerikanske borgerkrig og senere blev den 18. præsident :-). Hans kone Julia var vokset op i huset, hvor familien havde slaver (selvom de vist var nogle af dem, der var “gode” mod dem). Grant og Julia overtog og boede her også i en årrække.

Der var nogle, der var klædt ud i borgerkrigs-uniformer, og vi nåede lige med til en fortælling om, hvordan Lee havde overgivet sig, og Grant havde været meget storsindet overfor den tabende hær. Det er virkelig et hul i min historiske viden, jeg synes nærmest slet ikke, jeg kan huske, om jeg nogensinde har haft noget om den Amerikanske borgerkrig. Så det var meget spændende, men jeg synes, det var lidt svært, fordi jeg ligesom ikke havde den store viden at hænge detaljerne op på. Forhåbentlig lærer tvillingerne en del af deres skolegang herovre. Især Jeppe er meget glad for sin historielærer i skolen. Jeppe forklarer det som om, han hver dag ser en film inde i hovedet, når læreren fortæller. Og hver dag ender historien med en cliffhanger, så man glæder sig til næste dag. Det må da være en fantastisk lærer, der har sådanne evner!

Så har skolen været i gang i nogle uger, og hverdagen er så småt ved at indfinde sig – selvom der stadig er meget nyt. Det er noget af et kulturchok sådan at se det amerikanske skolesystem indefra (og huske at kalde lærerne Mr. og Mrs). Når man kommer fra en skolereform, der har udmøntet sig i et ret “blødsødent”, dansk skolesystem med lige så mange “hop-og-leg” timer som dansk og matematik (ifølge en undersøgelse jeg læste om den anden dag), uden lektier men til gengæld oceaner af gruppearbejde, og hvor den strengeste regel er den om ingen mælkesnitter i madpakken og så absolut ingen adgang til købmanden, så er det noget af en omvæltning at gå i skole her. Der er selvfølgelig fordele og ulemper ved begge systemer og en fin middelvej, havde sikkert været godt :-).

Signe og Jeppe har simpelthen så mange lektier for. Det er lidt hårdt, og selvfølgelig gør sproget det heller ikke lettere. Men jeg er sikker på, det er godt givet ud. Især er der meget matematik, de regner virkelig mange stykker – sådan en masse af det, jeg kalder “rugbrøds-arbejde”. Jeg tror allerede, de har regnet flere stykker end på et helt år i Danmark, 50 stykker hver dag er ikke unormalt. Ikke specielt svære stykker, men sådan at de får ind på rygraden, hvordan man regner med fx brøker. Der er også en del biologi, det er meget med videnskabelige metoder her – sådan hypoteser, fejlkilder osv.  Og selvfølgelig skal der øves spanske gloser, for det har de jo også hver dag. Jeg synes generelt, niveauet er noget højere end i Danmark. Glemmer man at aflevere noget, får man “missing”, og det er selvfølgelig ens eget ansvar at få rettet op på det hurtigst muligt, ellers får man et F. Der er nye karakterer hver dag, jeg kan gå ind og følge med i deres fremskridt (eller det modsatte) på computeren. Heldigvis klarer de sig flot, men de knokler også for det.

Jeg kan godt lide, at man herovre ikke er tynget af “Janteloven”. Man opfordrer børnene til at gøre deres bedste, og er man god til noget, virker det som om, der er mulighed for alligevel at blive udfordret, så man hele tiden kan blive bedre. Man kan få hjælp på bestemte tidpunkter, hvis der er noget, man har svært ved. Rundt på skolen hænger der plakater om skolens “motto”/forventninger til eleverne, det kan jeg ret godt lide. Der står: be respectful, be responsible, and be ready to learn. Det, synes jeg, er fint, det er rart, at man tør sige til eleverne, at de selv har et ansvar for at lære og blive dygtige. Selvfølgelig har eleverne her måske også større interesse i at gøre det godt, for ellers er der jo på sigt lukket for de rigtige colleges eller universiteter, eller man får ikke et scholarship, der kan betale for ens videre drømmeuddannelse. Men hele systemet er også indrettet, så mottoet bliver fulgt bedst muligt. Som jeg skrev om sidst, er der “straf”, hvis man ikke følger det (eftersidning, dårlige karakterer osv) og belønning til dem, der gør det godt (gode karakterer, småkager og “månedens elever” f.eks.).

For lige at runde af omkring alt det med kosten og købmanden, så er det noget af det, vi griner mest af herhjemme. Ud over alle automaterne med sodavand og chips på gangene, sælger nogle af lærerne slikkepinde, colaer og tyggegummi i klasserne, og så går overskuddet fx til “art-club”. Signe og Jeppe har også fortalt om, hvordan rektor og pedellen kommer ind i en time om fredagen med et stort fad cookies, som så bliver delt ud, hvis der ikke er nogen fraværende (Signe ærgrer sig stadig over, der var to syge den dag, det var hendes klasse, der var udvalgt – for de så bare så gode ud de kager…). Jeg synes ikke, det ser ud som om, børnene her er tykkere end i Danmark, og jeg har ikke hørt nogen tale om, at børnene ikke er i stand til at lære så godt, men sådan kan kulturforskellene vel også komme til udtryk :-).

Den 30. september er der homecoming for Signe og Jeppes skole. Det er en fest, for vist nok at fejre football-holdet. Selvom tvillingerne ikke er helt vildt begejstrede over at skulle med, har deres forældre halvvejs tvunget dem, for sådan en oplevelse må man da bare ikke gå glip af :-).

Det var med nogen bekymring over vejrudsigten, vi gik i seng i går. Alt tydede på en del skyer, og vi var noget nervøse for, om vi overhovedet kunne komme til at se solformørkelsen. Vi havde i flere år planlagt at skulle se den, også inden vi vidste, at vi ville ende med at bo i Rolla, så det var virkelig noget, vi havde set frem til. Heldigvis var vejrsiderne enige om, at det så bedre ud her til morgen – dejligt at vågne til.

Vi havde taget ungerne fri fra skole, og selvom Rolla lå lige på grænsen til total formørkelse, ville vi gerne ind til “centrum”, hvor vi ville få de maximale 2,5 minutter i mørke. Vi kørte derfor en god halv time nordpå og endte i Owensville. Vi kørte tidligt, da vi ikke vidste, hvor meget trafik og turisme, vi skulle regne med. Der var nu ingen problemer, men hellere komme for tidligt end risikere at skulle se det fra bilen… Vi besluttede os for at se det i byens “park”, hvor der var sat små boder op, og hvor folk med kæmpe kameraer allerede havde taget opstilling. Det viste sig at være et fint sted, der var ikke overfyldt, og alligevel fik man stemningen med, alle var glade og spændte, og vi snakkede med en del amerikanere, der synes, det var vældig spændende, at vi kom fra Danmark (vi blev fx spurgt, om vi så boede i Amsterdam, og om vi havde set en solformørkelse hjemme i Norge ;-)).

Det var en helt fantastisk oplevelse, og vejret var helt perfekt – ikke en sky. Det tog knap halvanden time fra den første lille bid blev taget af solen, til den var helt dækket af månen. Det er meget svært at beskrive, og vi vil så gerne se det igen engang. Tiden går så hurtigt, jeg kan slet ikke forstå, det varede i over 2 minutter. Der er så meget, man skal opleve og lægge mærke til. Lige inden solen bliver væk, bliver der et helt specielt lys, ikke som inden solopgang, men mere som en stor skygge, der kommer hurtigt ind over en. Derefter bliver der mørkt, og planeterne kommer frem. Det er ikke mørkt som natten, synes jeg, for rundt i hele horisonten er der et smukt orange/gult lys – som en slags solopgang 360 grader rundt. Man kan kigge på solen uden brillerne, og der er den fineste ring rundt om en hel sort skive. Det er virkelig, virkelig imponerende. Lige så snart den første solstråle igen dukker frem, bliver der lyst igen. Det er virkelig kun lige under den totale formørkelse, at man kan se det rigtige mørke. Vi talte om, at det var sjovt, for lige inden solen blev væk, virkede der dunkelt og med et “skygget lys”, men lige efter virkede der nærmest helt lyst. Det må jo være øjnene, der bliver snydt.

Desværre så vi ikke de specielle bølger, lyset kan lave i sekunderne inden total formørkelse. Jeg tror, vi havde så travlt med at holde øje med alt andet. Til gengæld så vi, at sollyset lavede anderledes skygger gennem træernes blade, da solen igen var ved at dukke frem. Det lignede fine halvmåner, ligesom solen gennem brillerne.

Jeg har ikke taget billeder af selve solen, mit kamera og mine evner kan umuligt få noget af det med, det lader jeg de professionelle med de dyre filtre om :-). Vi koncentrerede os i stedet om at være til stede og holde øjnene på naturens imponerende show.

Onsdag den 16/8 begyndte alle tre unger i skole. Det er et noget andet system, end vi er vant til derhjemme.

Marius begyndte i 6. klasse på Rolla Middle School i Mr. MacCash´s klasse sammen med 28 andre børn. Jeg har været lidt nervøs for det, for det er jo ikke ret meget engelsk, han kan endnu. Han er heldigvis fuld af gå-på-mod, og har ikke være ked af at skulle begynde. Han får ekstra engelsk undervisning hver dag, så jeg håber, han hurtigt kommer efter det. Inden han skulle begynde, fik vi udleveret en hel liste med ting, han skulle medbringe. Bl.a. 24 blyanter, et hvidt viskelæder, 2 whiteboard tusser, masser af forskellige mapper og foldere og papir, men det, vi grinte mest af, var 3 pakker kleenex papir og 2 bøtter med desinfektions-servietter :-). På skolen er der meget stramme regler med, at forældre ikke bare kan gå ind på skolen. Jeg måtte ikke engang følge ham ind den første dag. Jeg prøvede ellers at følge med ham, for han kunne jo dårligt spørge, hvor han skulle gå hen, og desuden skulle han bære på flere poser fulde af kleenex mm. Men jeg blev stoppet på halvvejen af et par lærere, der nok skulle hjælpe ham… Han skal gå hjem hver dag, da der ikke går en bus fra hans skole denne vej, der er ca. 2 km, og man bruger ikke at cykle herovre. Morten kan som regel tage dem alle med om morgenen, og Signe og Jeppe kan tage bussen hjem.

Signe og Jeppe er begyndt på Rolla High School. Det er en kæmpe skole – Rolla er på størrelse med Skive, og det er her alle 9.-12. klasser er samlet (Middle School er også for hele områdets 4.-6. klasser), så det er noget andet end Vestfjends. Vi havde egentlig meldt dem ind i 10. klasse, da det passede med deres alder og 9 års skolegang – her begynder de i 1., hvor vi hjemme begynder med 0. klasse. Men det kunne vi ikke overbevise uddannelsesvejlederne om, for de kunne jo bare se på papirene, at de var gået ud af 8. Så det endte med, at de er begyndt i 9. klasse herovre. Det har ikke det store at sige, det eneste, der var lidt træls, var, at de allerede havde mødtes med nogle af eleverne i 10. klasse. Her har man ikke en fast klasse, men vælger fag og går så mellem lærernes klasseværelser – så lærerne har deres eget lokale, og børnene går så frem og tilbage. Der er ikke nogle frikvarterer men 5 minutter mellem hver time til at flytte lokale. Der er en lille halv times spisepause, hvor man kan købe mad i kantinen eller medbringe sin egen madpakke. Fordi der er så mange børn, spiser de i tre hold, Signe er på det første, og skal derfor allerede spise klokken 10.34.

Der er virkelig mange fag, man kan vælge mellem, men desværre var alt jo booket, da vi skulle snakke med vejlederen (dagen inden skolestart), så Jeppe og Signe kom bare på det, der var tilbage. Alle skal have nogle bestemte fag fx historie, engelsk, sprog og matematik – her er matematik delt op i emner, så de har begge algebra i år (men ikke med samme lærer). De har begge valgt spansk som 2. sprog (tysk var optaget), og så har de begge fået noget computer-fag (det er det eneste fag, de har sammen). Jeppe har desuden fået noget journalist-fag og Signe kunst-historie. Skemaet er ens hver eneste dag et halvt år ad gangen, dvs. de har fx spansk en time hver dag, så mon ikke, de kan nå at lære noget, det håber jeg.

Der er en noget anden tilgang til skole herovre. Fx skal man komme i skole en lørdag, hvis man er kommet for sent mere end tre gange. Når klokken ringer, og timen begynder, låser læreren døren, så klassen ikke bliver forstyrret af andre, der kommer for sent. Så må eleven henvende sig på kontoret. Man må heller ikke have været væk mere end 8 gange på et semester, så dumper man (med mindre man kan komme med lægeerklæring eller noget, uanset skal det tages op på et eller andet møde). Eleverne har allerede i High School mulighed for at tage ekstra fag og timer – helt op på universitetsniveau. Desuden kan lærerne indstille elever, der har vært dygtige, søde eller hjælpsomme til en “pris”, så bliver eleven “hædret”, og hver uge kan en klasse, der ikke har noget fravær, ende med at få småkager som belønning :-). Sukkerpolitik findes ikke her – der er slik- og sodavandsautomater på gangene og doghnuts og chips i kantinen. I næste uge sælges der is i kantinen, så vi forældre fik en sms for at huske os på at give penge med. Hvis hjemmeopgaverne ikke er afleveret til tiden, får man dumpekarakterer for det, og det er elevens eget ansvar at få indhentet noget, hvis man har været syg eller fraværende. Til gengæld er lærerne der både før og efter skoletid, så man kan komme, hvis man synes noget er svært, og man har brug for hjælp.

Selvom det ikke er så smart (alt det ovenstående taget i betragtning), så har vi valgt at tage dem alle fri i morgen, da vi vil se solformørkelsen. Vi bor lige i kanten af den totale solformørkelse, men hvis vi kører en god halv time, kan vi være lige i centrum, hvor solen er væk i ca. 2, 5 minutter. Desværre tyder alt på en overskyet dag i morgen, øv øv, men vi tager chancen. Her har været usædvanligt koldt og overskyet de sidste 14 dage, sådan plejer august sjældent at være, fortæller folk os. Det passer nu mig meget godt, sådan mellem 22-28 grader er fint for mig :-). Men lige i morgen kunne jeg godt have klaret de næste 40, hvis bare der havde været skyfrit.

I går lørdag havde jeg alle tre børn med på “godgørende arbejde”. Vi delte mad ud til de fattige i Rolla og omegn. Det foregår i en kirke, men har ikke som sådan noget med kirkerne at gøre, ud over at de lægger hus og mandskab til. Alle kan komme og hjælpe, hvis man har lyst. Vi fik hver vores stak af dåser og skulle så give et vist antal til dem, der kom. Vi gav bl.a. dåse-gulerødder, ærter, tomater og peanutbutter og masser af morgenmadsprodukter (sådan noget fuld af farver og sukker). Desuden fik de kiks, muslibarer osv. så altså ikke særlig sunde ting. Men der var også vådservietter mm, og måske fik de agurker mm udenfor, vi stod inde i et stort lokale, så det kunne vi ikke rigtig se. Der var rigtig travlt, vi arbejdede hårdt fra klokken ca. 8-11, så jeg havde ikke rigtig mulighed for at spørge ind til arrangementet. Jeg ville gerne have vidst, hvilke kriterier man skal opfylde for at få hjælp. Ungerne synes i hvert fald, det var lidt mærkeligt, at de fattige havde både biler og mobiltelefoner :-). Men ellers synes de faktisk, det havde været sjovt at prøve, så vi tager nok afsted igen, det er der hver måned.