Den sidste uges tid har stået i kørekortenes tegn. Signe og Jeppe havde afsluttet summer school teori-undervisningen men havde seks køretimer, der hørte med. Så de kørte hver dag en time hver med deres lærer. Her er det ikke som i Danmark, hvor man først skal i “kravlegård”, det er bare lige ud på vejen med de andre biler (men her er selvfølgelig heller ingen gearskifte og koblingspunkter).

Her i Missouri, kan man begynde at køre, når man er 15 år, bare man har bestået teoriprøven samt en synsprøve og en skilte-prøve. Man behøver ikke gå til noget teoriundervisning (det i skolen var bare “ekstra”), men man får et hæfte om færdselsregler, skilte, lovgivning og bøder, som man skal læse inden prøven. Hvis man består alt dette, får man sin første “permit”, hvilket betyder, at man må køre med sin mor eller far ved siden af. Signe og Jeppe klarede begge det hele fint og bestod, så nu har de første del af deres kørekort 🙂 – og dette til den nette sum af ialt 4 ½ dollars pr. barn. Vi brugte en del tid i ugen på at læse hæftet igennem og lave masser af prøve-tests på nettet. Det sværeste var at huske alle deres straffe og bøder for at køre påvirket eller uden forsikring – det fyldte en del kapitler i bogen.

Morten og jeg må ikke blive ved med at køre med det danske kørekort, så vi skulle også igennem testene plus en køreprøve. Heldigvis bestod vi begge.

Testene skulle tages på et færdselspoliti-kontor om fredagen, så vi mødte jo pænt op med alle de papirer, vi kunne læse, vi skulle have med. Men damen bag skranken var ikke tilfreds og sendte os af sted igen efter nogle af vores visum-papirer og dokumentation for, at Morten arbejdede på universitetet. Vi kørte selvfølgelig pænt efter det, men da vi så kom tilbage, var Mortens ansættelsesbrev ikke godt nok, så vi kunne godt køre igen efter et brev, hvor de skrev, at han nu arbejdede der, og ikke kun var tilbudt en stilling. Vi spurgte pænt, om de da ikke kunne bruge en lønseddel eller noget, så vi var fri for igen at køre og finde en dame, der kunne skrive brevet, men DET kunne de ikke, og hun havde jo også fortalt os, hvilket brev det var. Der er altså en helt anden mentalitet omkring sådan noget herovre. Det kan være nogle værre skrankepaver, der sidder og dirigerer rundt med folk. Der kan ikke på nogen måde laves om eller bøjes i reglerne, uanset hvor tåbelige de er, og medarbejderen kan under ingen omstændigheder selv tage stilling til uregelmæssigheder. Det kan altså godt irritere mig, at man slet ikke kan tale om tingene eller bruge sund fornuft.

Nå men til sidst lykkedes det da, og vi fik lov at tage testene. Der var kun nogle få computere, men der var plads til Signe og Jeppe, og så tog Morten og jeg testen i hånden. Spørgsmålene var forskellige i alle vores tests. Lokalet var det samme, som vi skulle melde os til i, så folk kom, gik og snakkede, og der var ingen ro eller specielt meget opsyn. Køreprøven foregik i vores egen bil, men ellers ligesom da man tog kørekort som 18 årig – bortset fra jeg kørte med en sød politidame med store Rayban solbriller på :-). Et almindeligt kørekort koster 10 dollars for tre år (men skal så fornyes minimum hver 6. år).

Mandag skal vi hente selve kørekortene på et kontor, og så skal Signe og Jeppe ellers til at øve. Selvom de er meget dygtige og betænksomme børn ;-), så tror jeg alligevel, jeg lige skal vænne mig til tanken – jeg havde jo regnet med, der gik et par år endnu, før jeg skulle køre med mine børn… De skal have mindst 40 timers kørsel, hvoraf 10 skal være i mørke – og så lige blive 16 år, før de må få næste del af kørekortet.

I går kørte vi igen en tur, det er så hyggeligt at komme ud og se noget. Selvom afstandene er store her, og vi kører masser, masser af miles, så er det stadig sjovt at se landskabet, de små byer og alle forskellene fra Danmark.

Vi kørte mod Weldon Spring, hvor der ligger et stort affaldsbjerg fyldt med resterne af det, der engang var en af de største fabrikker til at producere TNT og derefter til at raffinere uran til atombomber. Hele området blev forladt engang i 60´erne – uden nogen form for oprydning, og først i midten af 80´erne begyndte man at tage hånd om det. Alle bygninger, telefonmaster mm blev gjort våde, før man pillede det forsigtigt fra hinanden ved håndkraft for herefter at pakke det hele forsvarligt ned i det sikrede affaldsbjerg, man nu kan gå på. Det stod først færdigt i 2001. Området omkring er lavet til fin natur med stier osv. Det tilhørende museum blev passet af et sødt, ældre amerikansk ægtepar, der viste os rundt og fortalte en masse om historien bag bjerget. Vi var de eneste besøgende, da vi kom, og de var vældigt begejstrede for at fortælle os om deres tyske aner :-). Det var faktisk et rigtig spændende sted, og det er lidt vildt at tænke på, det ikke er længere siden. Her er et link til mere om stedet (på fact sheet er der nogle billeder af, hvordan det engang så ud). Vi var selvfølgelig også oppe og nyde udsigten på bjerget.

Vi spiste vores medbragte mad i en fin lille “have” lige uden for museet. Der var de sødeste kolibrier!

Vi kørte videre mod Marthasville, hvor jeg havde læst, der skulle være en gård med “pluk selv ferskner”. Det ville jeg så gerne prøve, og det var også ren idyl at gå under grenene, der var tunge af lækre modne ferskner, ummm. Vi plukkede også en lille portion brombær. Blåbær er slut herovre, det havde de ellers også haft. Man ser ikke rigtig frugttræer eller urtehaver i folks haver her, jeg kan ikke forstå det, for vejret her må da lige være til at dyrke sine egne frugter og grøntsager. Det var nogle meget dyre ferskner, vi plukkede, så det må da oven i købet kunne betale sig. Jeg ville i hvert fald elske mit eget ferskentræ :-).

Vi kørte hjemad igen og sluttede dagen af med en is på DQ.

I går var vi inviteret til 4. juli fest hos David og Grace (professoren fra Mortens arbejde). Vi var jo lidt spændte på, hvordan sådan en uafhængighedsdag ville forløbe herovre. Morten havde fri i går, offentlige kontorer osv lukkede, men de fleste butikker havde åbent.

I dagene op til har der været skudt en del fyrværkeri af rundt omkring. Der er dukket masser af telte op på alle parkeringspladser og afkørsler på motorvejen, hvor man kan købe sit fyrværkeri – selvfølgelig altid noget med køb en, få to gratis eller sådan noget. Vi havde været på en indkøbstur til St. Louis i lørdags, og da vi kørte af ved afkørslen mod Rolla på hjemvejen klokken ca. 21, begyndte der lige et stort fyrværkeri i nærheden, det har nok været et firma eller lignende, der lavede reklame. Vi kørte hen for at kigge på det. Der kom en del andre biler også, men da vi havde kigget på det i en halv time, kørte vi hjemad – det er altså nogle seriøse “opvisninger”, de laver her.

Vi var inviteret til klokken 18 i går, og vi skulle medbringe en ret. To af familiens børn var hjemme. Den yngste pige skal gå i 12. klasse på samme skole som Signe og Jeppe. Der var også nogle naboer og nogle af børnenes venner. Vi grinte lidt for os selv, for det er altså noget anderledes med mad herovre. Vi spiste, så snart alle var kommet, det blev til et tag-selv-bord med alle de forskellige retter. Vi tog jo bare sådan lidt af det, for derhjemme sidder vi jo altid og nyder maden længe og tager mindst to gange. Men her spiser man hurtigt sin portion, og så er det slut med det. Ingen tog flere gange, og manden blev dækket over og gemt lige bag efter. Det er det samme, når man er på restaurant, så snart man har spist, så går man, ikke noget med at sidde og hyggesnakke. Det er jo lidt svært at forstå for en dansker :-).

Børnene blev inviteret med de andre unge mennesker hen til et slags tivoli, hvor der var forlystelser, boder og fest. Der var de i et par timer, mens vi andre hyggede på terrassen. Det er så skønt, at man kan være ude hele aftenen. Vi havde taget lange bukser på, både for myg og så vi ikke kom til at fryse, men der var meget varmt, selv da vi tog hjem klokken 23.30. Klokken 23 gik vi lidt op ad vejen, for så kunne vi se byens fyrværkeri-show. Det var også super fint og rigtig stort. Der var raketter, der blev til hjerter, stjerner og en smiley, og der var enorme raketter, der fyldte hele himlen, det er altså anderledes end derhjemme. Vi så det i Californien, da vi var her i 2011, så vi kunne godt huske, hvor imponerende, det kunne være. Det tog 20 minutter, hvilket passede fint, for så begyndte det at regne. I dag regner det i stride strømme her, det plejer ellers mest at være om natten.

Ellers har vi haft besøg fra Vroue :-). Brian og Jens Erik var lige i nærheden (læs i South Dakota 1000 miles herfra), så de kom forbi søndag eftermiddag og blev til mandag. Det var så hyggeligt! De fik en tur i Splash Zone og en lille rundvisning i Rolla.

Børnene fik ferie fredag, men Signe og Jeppe har nu 6 køretimer – den første på fredag. På lørdag er tvillingerne inviteret på kano-tur med en pige, de har mødt i klassen. Det er sammen med nogle unge mennesker i den kirke, hun tilhører. Marius og Morten tager en weekend med en skakturnering i St. Louis, de har lejet et hotelværelse, for det er både lørdag og søndag.

Jeg har desværre ingen billeder af det flotte fyrværkeri, da min telefon slet ikke kunne få det med, men I kan få et billede af et af de søde egern, vi har i haven. Dem er jeg altså ret vild med. Jeg tror, jeg skal have fundet ud af, at lave et lille foderhus til dem :-).

Vi tog på en lørdagstur til Ha Ha Tonka State Park, der ligger små to timers kørsel fra Rolla. Missouri har rigtig meget flot natur, her er meget grønt og masser af åer, træer og dyreliv. Vi var først forbi en lille turistinformation (sådan en er der vist altid i en State Park), der kan man komme ind, få et kort og få den venlige dame til at forklare, hvad man ikke må gå glip af.

Vi vidste, at der var en gammel slotsruin, vi gerne ville se. Når jeg nu skriver gammel slotsruin, betyder det på amerikansk et ca. 100 år gammelt privat-bygget kæmpe hus, der brændte i 40´erne :-). Historien er, at en rigmand fra Kansas i 1904 købte et stykke land og begyndte at bygge et kæmpe hus inspireret af europæiske slotte. Desværre døde han allerede i 1906 i en af statens første rigtige bil-ulykker. Sønnen overtog og byggede huset færdigt. I 1942 brændte det ned, og i dag står der kun de rå stenmure tilbage.

Man forstår godt, hvorfor han valgte at bygge lige her – for hold da op hvor en flot udsigt, der er.

Efter at have set slots-ruinen kørte vi lidt videre i State parken, for Morten havde læst om en lille tur, man kunne tage, hvor der skulle være nogle klipper og huler, der var fine at se. Vi gik da også et lille stykke, men stien var fuld af løse sten og klippe stykker og desuden fuld af myg (som vi lige havde læst om på et skilt kunne have farlige sygdomme) – så da vi endte ved en klippe, man nærmest skulle springe ud på for at komme videre, besluttede vi at vende om og gå samme vej tilbage. Vi fik dog overtalt børnene til at prøve en anden sti/rute, der så lidt mere fremkommelig ud. Den førte ned til søens udspring, når man altså lige havde taget de 316 trin ned ad trappen. Men det var godt, vi gjorde det, for det var virkelig flot. Søens farve var helt tyrkis, og vi så både skildpadder, en bæver, kæmpe fugle og en vandrotte.

Vi tog også en tur lidt op ad en anden sti, for der skulle være en balancerende sten. Den var nu ikke så fantastisk endda – men måske var det også fordi, Morten havde bildt os ind, at det var en kæmpe rokke-sten :-).

Klokken var blevet mange, og vi havde bestemt os for at køre forbi det store outlet i nærheden for at kigge efter sko/sandaler, så vi begav os tilbage mod bilen. Desværre blev Signe pludselig dårlig og svimmel. Der var varmt, og hun havde næsten ikke drukket noget, og vi havde selvfølgelig ikke tænkt på at tage vand med derned. Morten fik derfor lige en ekstra tur på de mange trin, for han hentede vand i bilen – og så blev hun heldigvis hurtigt sig selv igen. Efter sådan en dag trængte vi alle til sandwich og den halve liter cola, vi kørte hen på Subway for at få. Dagens lektie var: tag aldrig på “hike” uden vand og myggespray!

I outlettet fandt vi desværre ikke sandaler, men Marius fik nye sko, og Morten og tvillingerne fik simpelthen så meget lækkert Hilfiger tøj, for butikken havde ophørsudsalg.

I dag søndag slapper vi af med sen morgenmad, og mon ikke det bliver til en tur i splash zone.

I fredags fik vi nøglen til det, der forhåbentlig snart skal blive til vores hyggelige hjem, mens vi er i Rolla. Vi var lidt spændte på at se det, da der jo var meget beskidt og ulækkert, da vi var ude at se det første gang. Sådan 6 unge studerende, er nok ikke lige dem, der passer bedst på tingene. Men alt i alt var her blevet ok, tæpperne var blevet renset, og madresterne var fjernet. Her var ikke rent i krogene, men efter at have været i gang med skrappe, amerikansk lugtende rengøringsmidler hele weekenden, er her snart beboeligt. Der er flere slidte ting, men det fungerer. Vi skal skrive til udlejningsfirmaet om alt det, der mangler eller er i stykker, så vi ikke kommer til at hænge på noget, når vi rejser. Det er ret omstændigt, for her slår mit skole-engelske altså ikke altid til – hvad hedder fx tætningslisterne i vinduerne eller den klistrede fugemasse, der sidder på fodpanelerne?  🙂

Her er en dejlig, ret stor have, men den er groet fuldstændig til i græs og ukrudt. Jeg havde faktisk forstået på damen fra udlejningsfirmaet, at den skulle være klippet til, men det må de have glemt. Men jeg tror, vi er nødt til at snakke med dem om det, for vi kan jo ikke holde noget, der ikke er rørt i måske flere år (og det står der i lejekontrakten, at vi skal).

Vi har ikke sovet her endnu, for vi mangler stadig at få leveret børnenes madrasser. Forhåbentlig kommer de i dag, men de er vakum-pakkede, så de kræver 48 timer til at folde sig helt ud. Så der går nok stadig et par dage, før vi helt kan forlade polak-huset. Vi skal også have fat i lidt møbler, vi har købt et plastik havebord og nogle plastik stole, men det går nok ikke helt i længden. Morten bestilte et TV i går, så skal vi alle tvinges til at se netflix for at forbedre vores engelsk :-), det bliver lidt en udfordring for familien, der aldrig ser fjernsyn – badehotellet og matador undtaget…

Børnene har nydt, at vejret er så godt. Vi har været i Splash Zone næsten hver dag. Vi har haft torden, regn og lyn et par nætter, men om dagen er her skønt – næsten for varmt midt på dagen, for luftfugtigheden er vi ikke vant til.

Vores adresse er nu: 1602 Autumn Place, 65401 Rolla, MO, USA. Hvis der er nogle, der har lyst til at besøge os, har vi nu god plads til overnattende gæster.

Lørdag den 10. juni kørte vi i vores nye bil til St. Louis. Det er en ret lang tur på næsten to timer, men mon ikke vi ender med at blive vant til de lange ture, det er bare nogle større afstande her. På vejen derind stoppede vi ved en madras-forhandler, for vi skal jo have noget at sove i, når vi flytter. Vi fik hjælp af en sød, ældre, meget tyk mand, der gav os et godt tilbud, men alligevel er det jo ret dyrt med senge til 5, så vi overvejer stadig alternativer.

Vi har i 6 år glædet os til endnu en is på den legendariske Ted Drewes, så det var første stop i St. Louis. Vi troede sagtens, vi kunne spise en stor is, men vi havde lige glemt, at stor her i USA faktisk betyder STOR. Næste gang nøjes vi bare med en mellem ;-). Men uhm den var god.

Herefter kørte vi ind til St. Louis “Chess Club and Scholastic Center”, der er USA´s skak-hovedstad. Sidst vi var her, blev der spillet kvinde-verdensmesterskab, så der kunne vi ikke komme ind. Men denne gang var vi inde og se, hvor Marius´ store idol Wesley So har sin hjemklub (han er den 2. bedste spiller i verden – næst efter Magnus Carlsen). Udenfor er der opstillet verdens højeste skakbrik og lavet et lille museum om skak. Det så vi selvfølgelig også.

Tæt ved skakklubben ligger “Cathedral Basilica of Saint Louis”, der er en stor, flot kirke med nogle store guldmosaikker. Den var vi også inde og se.

Vi tog herefter en tur i IKEA for at kigge lidt efter billige møbler men fik kun købt bl.a. tallerkener mm og en liggestol :-).

Vi spiste på Chipotle på hjemvejen. Det er en mexicansk take-away kæde, og Jeppe ved nu, at man ikke skal vælge den røde chili-sauce, når man bare er dansker :-). (Han klarede sig dog efter en cacao i bilen hjem).

Søndag slappede vi af og tog en tur i det lokale udendøres badeland – Splash Zone.

Som skrevet bliver vores ophold her i Rolla noget længere, end vi havde forventet. Det er noget usikkert, hvornår Mortens papirer kan gå i orden. Måske bliver det først efter april, da det er der, der udskrives specialist-visum´er. Derfor synes vi ikke, vi kunne flytte i noget midlertidigt igen, så vi besluttede, at Morten tager et helt år på universitetet her i Rolla. Han kan lave næsten det samme som i Californien, og han kan tage ture derover. På den måde kunne vi begynde en hverdag her, og børnene skulle ikke skifte skole midt i året. Det gør det lidt lettere at falde til, når man ved, man skal blive her.

Vi har derfor lejet et hus fra på fredag. Det er stort og fint, 4 værelser, stue, køkken, 2 toiletter og en udestue. Der er endda et lille frimærke af en have, så det skal nok blive godt. Da vi var inde at se det, blev vi godt nok noget overraskede, for dem, der havde boet der (6 studerende), havde ladet gammelt mad og affald stå sammen med de ting, de ikke gad slæbe med. Men damen fra udlejningsfirmaet lovede, at alt blev gjort rent og i orden, inden vi skulle flytte ind. Huset ligger ikke så langt herfra, så vi gik en tur derop fredag aften, og der kunne vi se, der gik nogen rundt og gjorde rent inde i skabene, så vi er ret fortrøstningsfulde. Det bliver dejligt at få vores eget, så vi kan lægge tøj i skabene og lave mad i vores egne (rene) ting. Vi har jo overhovedet ingen møbler eller noget, så vi må se, hvor vi kan købe tingene billigst – og så nøjes med det mest nødvendige til en start.

Vi har fået vores nye bil. Den er rigtig fin og lækker :-). Det er en Dodge, der er god plads til 7, og der er automatiske døre. Den sluger en del benzin, men da det er ret billigt herovre, er det prismæssigt som at køre i bilen derhjemme.