Alsace 8. juli

Søndag havde vi bestemt, vi ville en tur til Colmar. Vi ville have handlet i det store supermarked Cora, men det var lukket. Vi fandt i løbet af dagen ud af, at den franske lukkelov er endnu værre end i Danmark. Vi kunne ikke opdrive en eneste lille åben købmand. Men vi fik da set to fine kirker inde i Colmar. Middagsmaden blev spist på McDonalds, der heldigvis ikke havde søndagslukket.

Vi kørte videre mod et atomkraftmuseum, Morten havde været inde at se som barn. På vejen var vi forbi en by, der hedder Neuf-Brisach. Den er bygget i 1698 efter ordre fra Louis XIV bag et stort fæstningsværk, og er bygget i en slags seks-kant med snorlige gader.

Vi kom til atomkraftmuseet i nærheden af Fessenheim, der siden Morten var lille, var blevet lavet om til det mere politisk korrekte energi-museum, og desuden flyttet fra selve atomkraftværket. Det var ikke særlig spændende, tingene virkede ikke altid, og der stod en masse på fransk. Der var mere om vind- og vandkraft end om atomenergi. Lige overfor museet var et stort vandkraftværk. Vi opdagede, at man kunne komme ind i et lille “værelse”, hvorfra man kunne se ned til turbinerne. Det var faktisk meget sjovt. I forbindelse med vandkraftværket, skulle skibene jo igennem en sluse, for at komme de 16 meter op. Heldigvis kom der lige et stort fragtskib, da vi var der, så vi så, hvordan det blev “løftet” op af vandet. Så turen til Fessenheim var ikke helt forgæves :-).

Hjemme i Andlau sluttede vi dagen af med swimmingpool, pizza og kortspil.

Posted in Frankrig 2012 | Leave a comment

Sommerferie i Alsace, Frankrig

Vi havde egentlig bestemt os for ikke at tage på ferie i år, for vi har jo stadig nogle værelser ovenpå, der langt fra er færdige – men da vi pludselig havde mulighed for at leje en lille ferielejlighed i Alsace i Frankrig til rimelige penge, kiggede vi på hinanden og besluttede at tage afsted. Byen hedder Andlau, og vi kunne tydeligt huske den fra ferien for 12 år siden, for den var så hyggelig og fuld af blomsterkummer, at vi siden har haft et udtryk “Andlau-stemning”, når noget er rigtig godt pakket ind i blomster og bindingsværk :-).

Vi kørte hjemmefra natten til lørdag den 7. juli 2012, så børnene kunne sove det første stykke vej i bilen. Det passede med, at vi kunne spise vores medbragte morgenmad på en rasteplads syd for Hamborg (hvor vi stødte ind i en af børnenes klassekammerater). Resten af turen gik lige så fint, vi tog nogle gode lange ryk og kørte slet ikke ikke i kø. Det betød, at vi nåede til Andlau klokken ca. 15.30, hvor vi blev indkvarteret i det gamle garveri, der nu er en fin lejlighed med god plads. Ægteparret, der har stedet, har en hyggelig have og en swimmingpool, som min vandglade familie straks hoppede i.

Stedet ligger så idyllisk med udsigt til små bjerge og vinmarker. Byen har brostensbelagte gader, bindingsværkshuse, blomster i alle altankasser, to store kirker og selvfølgelig vinbønder, for Andlau ligger midt på vinruten.

Vi spiste ude på en restaurant i byen – med blomster, den Andlau´ske bjørn (Mosters yndling fra vores sidste ferie dernede) og Jesus i baggrunden.

Posted in Frankrig 2012 | Leave a comment

Et dejligt bryllup

Den 30. juni 2012 blev min søde og smukke søster gift med Morten i Mariager kirke. Vejret viste sig fra sin flotteste side, og den gamle, hyggelige by var rammen om en skøn dag. Vi havde alle glædet os længe, snakket og forberedt os, og ungerne var så stolte af at måtte være brudepige og brudesvende, og de så da også fine ud i deres nye tøj.

Da klokken slog 13, førte far Stina op ad kirkegulvet fulgt af børnene. IngerLise holdt en fin og meget personlig bryllupstale, og da ceremonien var slut, blev der fotograferet, kastet ris og pustet sæbebobler til den store guldmedalje.

Festen blev holdt i “Den Gamle Biograf”, og der var god mad, taler og sange. Der blev kysset, grint og fældet en tåre eller to, Marius gav den som bal-løve og dansede til den lyse morgen, Jeppe fik sit cola-behov godt dækket, og Signe fik luftet hele to kjoler – så jeg tror, det vil være en dag, der altid vil stå som et skønt minde hos både store og små.

Tak til Moster og Morten for en dejlig dag, og tak fordi vi måtte være sådan en stor del af det!

Posted in Børn, Diverse, Traditioner | 1 Comment

Bryllupskage

30. juni 2012 skulle der være en bryllupskage færdig, så i ugen op til havde jeg fuld gang i køkkenet. Efter lange overvejelser var der bestilt en kage fyldt med Oreos og jordbær. Så den endte med at bestå af to lag chokoladekage bunde med Oreos stykker, et lag lys kagebund med Oreos stykker, et lag hvid chokoladecreme med friske jordbær og et lag chokoladecreme igen med Oreos stykker. Det hele betrukket med marcipan.

Jeg blev udfordret på mine dekorations-evner, for kagen måtte altså ikke stå på mit “alt-for-90´er-agtige-kagestativ”. Men hvad gør man ikke for sin søster? Og her bagefter er jeg nu glad for at have prøvet noget nyt. Selve pynten blev lavet med inspiration fra en Martha Steward kagebog – hovedsageligt i marengs. Jeg samlede og pyntede først på selve dagen, da jeg ikke turde køre med den samlet i bilen. Det endelige resultat blev rigtig fint og smagte godt, og både jeg og bruden var vist tilfredse. Mange timer havde den taget, men den var nu det hele værd.

Posted in Kager | Leave a comment

Midsommer

Midsommer er nu en skøn tid. Her er et par billeder bl.a. fra Sct Hans, der blev fejret i Vroue sammen med mormor, morfar og moster i øsende regnvejr.

Posted in Børn, Traditioner | Leave a comment

En sovende Signe

Den anden dag da jeg kiggede ind til Signe, inden jeg gik i seng, fik jeg sådan et sjovt “flash-back”. Hun lå lige så sødt og sov på en måde, der mindede mig sådan om Skejby sygehus. Det er da lidt utroligt, at hun stadig her 10 år efter kan ligne sig selv, som da hun var en baby på under et kilo :-). Prøv selv at se, jeg synes ikke, man er i tvivl om, det er hende.

Posted in Børn | 1 Comment

Lidt af hvert

Det er længe siden, jeg sidst har tømt kameraet, så der havde hobet sig over 100 billeder op. Så her kommer lige en lille billed-kavalkade fra de sidste tre ugers tid. Vejret i pinsen blev jo desværre ikke ved – tværtimod – hvor har det da været koldt, kedeligt og blæsende, så meget at Jeppe stadig går rundt i sin vinterjakke, og hver morgen tigger om at få sin vinterhue på, men der sætter jeg altså grænsen – ingen vinterhuer omkring midsommer! Så må han fryse lidt om ørerne. Så det er heller ikke det store, der er sket i haven. Der er jo desuden et bryllup, der lige for tiden fylder en del – skønt, for vi glæder os sådan.

Bonderoserne her er desværre ikke fra min have, men så er det jo godt, man kan “bytte” nogle grønkål med næsten-naboen :-). Det er nu en skøn lille by, vi er havnet i.

I fredags var der projekt-afslutning i børnehaven. Så alle de små cowboys i det vilde vesten gav en fin opvisning.

Af kulinariske oplevelser kan vi fremhæve Marius´ hjemmelavede pasta og Signes let grillede skumfiduser.

Posted in Børn, Diverse | 2 Comments

Pinse

Åh – hvor har vi bare nydt det skønne, skønne vejr i pinsen. Ungerne har leget i havevanderen og endda fået årets første dukkert i Birkesø. Blomster, træer og hækken har vist sig fra deres flotteste side, kyllingerne og hønsene har været ude i den store verden uden for hønsegården (og fået karantæne fordi de spiser alle mine små spirer i urtehaven), agurkerne er plantet i drivhus, og det spirer lystigt i højbedene (der hvor hønsene ikke har været). Jeg elsker denne årstid.

Marius var i skole torsdag og fredag, han synes, det var skønt og glæder sig meget, til han skal afsted – sådan rigtigt. Han skulle have billede med til buskort. Jeg kan slet ikke forstå, min lille dreng er så stor nu, det er næsten ikke til at holde ud. Men kan da godt se på buskort-billedet, at han er ved at være en stor dreng. (Snøft)

Posted in Børn, Dyr, Have | Leave a comment

København

Vi havde besluttet at tage en lille tur til hovedstaden fra fredag til søndag i Kristi Himmelfarts ferien. Morten skulle derover mandag og tirsdag på kursus, så bilen skulle køre derover alligevel. Vi havde en hyggelig tur, fik besøgt søde venner og leget turister.

Fredag var vi først en tur forbi Helga, Asta og Karl, inden vi kørte ud til Bakken og gik en tur. Vejret var dejligt, vi så Pjerrot og besluttede at komme tilbage lørdag for at prøve en tur i rutchebanen og spise derude. Aftensmaden fik vi hos Troels og Ane, der var søde at give os husly begge nætter.

Lørdag tog vi toget ind til København, hvor vi købte billetter til en kanalrundfart. Vi stod af båden for at gå de 400 trin op i Vor Frelsers kirke på Christianshavn – sikke en flot udsigt. Vi kom desværre for sent til næste båd, så vi købte lidt middagsmad for at fordrive tiden. Morten blev sendt ind i det fine “Lagkagehuset” og har måttet høre meget, fordi han var så sparsommelig, at vi alle måtte dele EN muffin (men ja den var også mega-dyr).

Desværre dukkede næste båd aldrig op, så vi gik tilbage til Nyhavn for at komme med en anden (der også var forsinket). Vi var ved at være ret trætte af det, for der var efterhånden gået over to timer bare med venten. Men endelig kom vi afsted og fik set København fra vandet. Vi stod af ved det sidste stop, hvorfra vi kunne gå til Frihedsmuseet og Amalienborg.

Vi sluttede aftenen af med buffet på Bakken. Marius kaldte hele tiden Bakken for Bjerget – og mente bestemt, jeg havde sagt, man kunne vælge “englevinger” fra buffeten. Det var dog bare kyllingevinger :-). Godt mætte tog ungerne og Morten en tur i den gamle rutchebane, inden turen igen gik til “hotellet” i Virum.

Søndag var vi en tur i Rundetårn i det skønne vejr og fik en is ved Storkespringvandet. Klokken 12 havde vi fået billetter til en rundvisning på Christiansborg. Det var spændende, og ungerne var eksemplariske, selvom de var de eneste børn. Vi kunne lige nå en tur ned i ruinerne under Christiansborg, inden vi fyldte maverne på McDonalds og herefter vinkede farvel til Morten fra toget mod Viborg.

Posted in Udflugter og ture | Leave a comment

Flere kyllinge-billeder

Her er lige lidt flere billeder af de skønne kyllinger. I dag har der rigtig været liv i hønsehuset, for Snehvide er begyndt at lære dem at spise og drikke. Det er så hyggeligt, når de sådan drøner rundt. I morges opdagede jeg endnu et æg, der var hul på, så jeg skyndte mig at flytte det over til Evigglad, så nu er hun også blevet mor – til en lille “eftermøler”.

Herunder er nyeste lille pus.

Inden det hele nu går op i kyllinger så se lige, hvem vi havde besøg af i går aftes 🙂

Posted in Dyr | Leave a comment