Gallup (NM) – Holbrook (Arizona)

Lørdag morgen tog vi Route 66 fra Gallup over mod grænsen til Arizona. Det var et flot stykke vej i den fantastiske natur. Man kan simpelthen ikke blive mæt af at kigge på det landskab, der har både store, flade, enorme vidder samt bjerge og udtørrede flodlejer. Santa Fe jernbanen skærer sig gennem, og man regner næsten med, at der dukker en flok cowboys op over bakkerne, eller at man ser en indianerstamme, der jager bøfler ud over den tørre prærie.

Vi krydsede grænsen til Arizona, der er fyldt af gamle indianer butikker, hvor de forsøger at sælge alt muligt “orginalt” indianer halløj. De har hver deres reklamer, for at lokke folk ind – alt fra store plastik dyr højt oppe på klipperne til (efter sigende) verdens største tipi (selvfølgelig i vejrbestandigt materiale som cement eller glasfiber). Vi måtte sætte vores ure igen, da Arizona ikke bruger sommertid.

Herfra kørte vi ind i Petrified Forrest National Park, der ligger i den flotte ørken kaldet Painted Desert. Der er lavet en køretur på lidt over 20 miles gennem dette smukke, smukke stykke natur. Man kan stoppe mange steder undervejs, og der er også små gåture, man kan tage. Som I kan se på billederne nedenunder, er Painted Desert et helt rigtigt navn. Der er så mange farver og nuancer i landskabet bare på det stykke af national parken, vi kørte gennem. Der er også ruiner af en gammel indianer by, og man kunne se “Newspaper Rock”, der er store sten, hvor indianerne har hugget tegninger ind i.

På det sidste stykke af turen, kom vi ned til det, der hedder Petrified Forrest, der er forstenede træstammer. Der var virkelig mange at se, de lå spredt ud over det hele vasket ud af regnen. De har taget 200 millioner år at lave – lidt vildt at tænke på. De kan have rigtig fine farver indeni og være meget store. Det største i nationalparken var over 10 fod i diameter. Vi så også en lille øgle med fine gule fødder.

Vi brugte mange timer herinde – og var inde og ude af bilen mange gange for at se og tage billeder. Det var bestemt en rigtig god oplevelse, og det var spændende at se naturen, der er så meget anderledes end derhjemme. Vi kunne helt tydeligt se røgen fra skovbranden længere mod syd, men vi var ikke generet af den.

Vi kørte til Holbrook, hvor vi jo havde bestilt overnatning – nemlig på det (af Route 66 fans) berømte WigWam Motel. Jeg havde glædet mig meget til at sove i indianertelt. Det var også en super oplevelse. Selvom Wig Wam´erne er af cement og har senge og eget bad og toilet, var det selvfølgelig ikke luksus – men helt bestemt en oplevelse, jeg er glad for, vi har fået. Udenfor de 16 “telte” holder masser af gamle biler til pynt, og et neon skilt kan de også præstere. Det kan varmt anbefales!

Posted in USA tur 11 | 1 Comment

Albuquerque – Gallup (NM)

Da vi nu var i Albuquerque, var der et klapperslange museum, vi gerne ville se. Vi havde set, de skulle åbne klokken 10, men da vi kom derind, stod der, de først åbnede 11.30. Vi brugte ventetiden til at gå en tur i deres fine gamle bydel, hvor husene alle er bygget i rigtig mexicansk stil. De er flade, pudsede og i varme gul/brune farver. De var selvfølgelig næsten alle lavet om til souvenirbutikker, hvor indianere forsøgte at sælge alt fra smykker til pilespidser. Der var også en julebutik, som vi lige var inde at kigge i. Vi var også inde i en fin katolsk kirke, hvor jeg ikke kunne stå for denne madonna i pastelfarvede klæder – er hun ikke fin?

Vi kom da endelig ind på klapperslangemuseet, der efter sigende skulle have flere klapperslanger end 6 af de store zoo´er i USA tilsammen. Der var også mange og rigtig mange forskellige arter. Der er kun 4 stater i USA, hvor der ikke findes klapperslanger (Alaska, Hawaii, Maine og Delaware), jeg er nu glad for, jeg ikke har mødt dem.

Vi kørte forbi 66 Dineren fra i går, for vi ville have haft en milkshake, men der var så mange mennesker, at vi slet ikke kunne få et sted at parkere, så det opgav vi. I stedet tog vi afsked med New Mexicos største by og kørte gennem det imponerende landskab endnu engang bla. gennem Dead Mans Curve og de fine røde klipper. I dag har vi også kørt både på Route 66, men også på Interstate.

Vi tog et stop for at spise tidlig aftensmad – eller sen frokost – på en god mexicansk restaurant i Grant. Lidt længere mod vest kom vi til Continentel Devide, hvor regnen på den ene side ender i Stillehavet, og det, der falder på den anden side, ender i den Mexicanske Golf.

Først på aftenen fandt vi et hotel her i Gallup. Vi kørte en tur ned i byen for at se på neonlys, men det var nu ikke det helt store. Vi havde læst om et rigtig fint skilt, der nærmest skulle være et vægmaleri i neon, men da vi fandt det, blev vi nu noget skuffede, for det var bare et lille “billede”.

Selvom vi er langt fra skovbrænden i Arizona, har vi kunnet se røgen helt til Albuquerque. Det ligger som en dis ude i horisonten, så man ikke kan se bjergene klart. Her i Gallup er der mere, og det er nærmest som en hel tåget sky mod syd. Af og til kan man faktisk også lugte lidt røg. Vi håber ikke, det kommer til at påvirke vores tur hen over Arizona, der jo skal være en rigtig smuk stat med meget varieret natur.

I morgen går turen over grænsen til Arizona og til Holbrooke, hvor vi skal sove på WigWam Motel -jubii.

 

Posted in USA tur 11 | 1 Comment

Tucumcari – Albuquerque (NM)

Vores første punkt på programmet i dag var et lille dinosaurus museum, der ligger i Tucumcari. Det var fint nok, ikke så stort, men vældig interessant, selvom de helt store dinoer kun var kopier.

Vi havde besluttet at tage Highway´en i dag, så vi kunne nå til Albuquerque, der er New Mexicos største by, i god tid inden aften. Vi lavede et stop i Santa Rosa, hvor vi var inde på et bilmuseum. Det kunne vi nu godt have sparet, for alle dem, vi havde set i Rolla, var mindst lige så flotte og polerede. Men det er vist også den første ting, hvor vi siger sådan. Vi var også ude og se “Blue Hole”, der er en spring pond, der er over 80 fod dyb, vandet er super klart, og hullet bliver flittigt brugt af dykkere.

Vi kørte videre gennem det flotte landskab. Det er meget varieret her, der er helt flade områder, og så pludselig kommer der kæmpe store bjerge. Her er meget tørt.

Vi fandt et fint hotel – igen med både swimmingpool og morgenmad for ca. 50 $. Børnene fik lov at blive dyppet i poolen, inden vi tog ind for at se “The National Museum of Neuclear Science and History”. Her var der udstilling om atomkraft, atomvåben og historien bag dette.

Herefter tog vi på 66 Diner, der er en fin kopi, af et rigtigt 50´er spisested med neonlys og pastelfarver. Tror vi tager derind i morgen og får en milkshake.

Vi har selvfølgelig også set fine, gamle skilte og en del neonlys i dag. Den bedste var denne hund, der logrer med halen, mens den spiser neonpølser. Skønt der stadig er nogle af disse gamle levn fra Route 66, der virker.

Inden børnene faldt omkuld, nåede de lige endnu en svømmetur.

Igen har vi haft en god dag – bortset fra at Morten slog sin storetå i morges, da han ville undgå et træde på et par høretelefoner til 30 kr. Han har en blødende negl og en helt blå storetå. Jeg var nær blevet kvalt i en mundfuld cola, da jeg sådan kom til at grine, da vi så en tigger med klap for øjet , og Marius altså ikke syntes, han var en rigtig Kaptajn Sorte Bill. Jeg har det fint igen, men fik sprøjtet bilen til og kan stadig smage cola, når jeg hoster. Marius blev bidt i foden af nogle kæmpe tissemyrer, da han trampede i deres hul – han er også ok igen, men vi måtte lige ind og købe noget lokalbedøvende/kløestillende (det ligner nærmest myggestik). Signe fik taget en bid af en farve, da hun tog forkert af den hånd, hun havde pomfritten i. 🙂

 

Posted in USA tur 11 | 3 Comments

Shamrock, Texas – Tucumcari, New Mexico

Så er endnu en dag i vores skønne ferie forbi. Ungerne sover endelig – vi har allerede fået dårlige vaner hvad angår sengetid. Vi forlod Shamrock i morges og kørte til McLean, hvor de har verdens største pigtråds museum (gad vide hvor mange der i det hele taget er?). Det var måske ikke verdens mest spændende museum, men der var i hvert fald meget pigtråd i alle afskygninger. Vidste I måske godt, at der findes over 2000 forskellige pigtråde? De havde også en lille afdeling for Route 66, her var en kæmpe klapperslange figur, der engang stod foran et rattlesnake museum.

Vi havde læst i vores EZ66 bog, at der var et fint stykke af den helt gamle 66 (indtil 1932 ) mellem McLean og Allanreed, så det valgte vi at prøve. Her var der støv og rumlen og en fantastisk udsigt, da vi kørte på den gamle grusvej helt alene og med Eagles “Hotel California” på radioen – skønt! Men hold op, hvor må der have været langt til Californien dengang på sådan nogle veje og i de gamle biler.

På vej til Groom, så vi det skæve vandtårn, der engang fik folk til at stoppe op og måske besøge den lille tank og café, når de nu alligevel var ude af bilen. Vandtårnet er bygget sådan – netop med det formål. Tæt herved så vi det største kors i den vestlige hemisfære – “Cross og Our Lord Jesus Christ”, der er bygget i 1995, og således ikke har noget med Route 66 at gøre. Det er 190 fod højt, og blev vist bygget som “modpol” til pornografi-reklamer på billboards langs interstate 40. Rundt om det store kors, er der statuer, der viser Jesus, fra han bliver dømt til døden og til han står op af graven. Selvfølgelig er der også en souvenirbutik, der solgte alverdens kors og Jesusfigurer.

For ligesom at komme over i den helt anden ende af serværdighederne, er det næste, vi kørte forbi, Bug Ranch. Det er lavet som en parodi på Cadillac Ranch – og er 5 WV “bobler”, der er begravet med snuden nedad.

Nu var vi ved at være sultne, hvad passede rigtig godt, for vi havde bestemt, at vi skulle spise på den legendariske “Big Texan Steak Ranch”, der især er kendt for deres 72 oz (godt 2 kg) store bøf. Man får den gratis, hvis man kan spise den inkl. tilbehør inden en time – ellers koster den 72$. Det var der nu ingen af os, der havde lyst til at forsøge, og vi blev helt mætte af vores gode 8 oz bøf.

Herfra tog vi ud for at se Cadillac Ranch fra 1974, der er 10 cadillacs, der er begravet med snuden ned i Texas´ jord. Vi lavede også lidt grafitti på dem, som det sig hør og bør. De bliver malet op engang i mellem, så der igen er plads til folks grafitti. Lige nu er de lyseblå.

Vi tog motorvejen og kørte af lige inden grænsen til New Mexico, for vi skulle jo finde et sted at tage vores obligatoriske krydse-grænse-billede. Vi kom til Glenrio, der var blevet en totalt spøgelsesby (bortset fra et helt nyt og skinnende byskilt). Alle de gamle huse og tanke var helt forladte og i forfald, men man kunne sagtens forestille sig, at det engang havde været en livlig by med bl.a. hotellet, der kaldte sig “the first and last in Texas”. Vi fandt heldigvis grænse-pinden og fik også sat uret en time tilbage.

Lige inden vi kørte ind i New Mexico skiftede landskabet pludselig karakter. Fra at være enorme, flade marker med kvæg blev det nu til en slags canyons med buske spredt over det hele.

Vi har valgt at følge det gamle reklameslogan “Tucumcari Tonight”, og har indlogeret os i denne gamle 66 by på et hotel med swimmingpool og fantastisk udsigt. Det er jo utroligt, hvad man får for 50 $. Engang var her fuldt af hoteller, der lokkede de rejsende ind med store fine neonskilte. Den bedst kendte er måske den flotte “Blue Swallow”. Byen har ikke nær det samme antal værelser tilbage, og her efter mørkets frembrud, kan vi konstatere, at det desværre kun er et fåtal af neonskiltene, der virker.

Posted in USA tur 11 | 1 Comment

Oklahoma City (Oklahoma) – Shamrock (Texas)

Tirsdag den 7/6 forlod vi Oklahoma City efter en dejlig morgenmad med både æg og vafler.

Vi fandt Route 66, som vi fulgte gennem Yukon, der har en kæmpe reklame for mel – den skulle også være fin om aftenen, hvor der er neon lys på toppen af siloen. Herefter fandt vi en høne/måge, eller hvad det nu var – bedøm selv – på en væg i El Reno. På vej ud af El Reno så vi igen, hvad tornadoer kan gøre. Der var en tornado her kort tid efter den i Joplin. Heldigvis så det ud til, at den havde været mindre, og at det var mest marker og noget industri, den havde ramt.

Vi fortsatte gennem Oklahomas landskab, der er præget af marker, kvæg og store vidder. Jorden her er helt rød, ellers kunne det faktisk godt ligne Danmark lidt. Det er simpelthen så skønt at køre på Route 66, der hvor de gamle betonveje stadig er fine – det der “gunk-gunk” og så de lange veje vi har nærmest helt for os selv. Desværre er vi af og til nødt til at tage et stykke på highway – simpelthen for at spare tid. Man kan bruge dagevis bare på et lille stykke af ruten, hvis man vil se det hele. Der er altid et vægmaleri, en skør kæmpe-ting, en restaureret tank, et flot neonskilt eller en gammel reklame mere at se. Nogle gange er det lidt som en skattejagt, når vi har set eller læst om en ting, vi gerne vil se, og så skal finde hen til den gennem snoede veje, downtowns eller lignende ved hjælp af vores lille skattekort (EZ66-bogen). Jeg elsker det!

Efter et stykke på den store kedelige vej, kom vi til den legandariske “Lucilles” (udenfor Hydro), der er en nedlagt tankstation bygget i 1927. Den blev købt i 1941 af Carl og Lucille Hamons. Lucille kørte den lille tank og butik helt til sin død i 2000. Hun er kendt som “Mother of the Mother Road”. Nu er stedet opkøbt af en lokal fan, der også har bygget et roadhouse (der skulle ligne Lucilles bare større)  i nærheden.

Vi kørte videre af 66 til Clinton, hvor vi var inde og se et Route 66 museum.

Herfra gik turen til Foss, hvor vi så en gammel, faldefærdig tank fra dengang, der var gang i Route 66, og videre til Canute, der er opkaldt efter den danske konge Knud den hellige. Her så vi en statue på en kirkegård. Igen måtte vi ty til Highway´en for at komme lidt hurtigere frem til Texola, der er sidste by på Route 66, inden man kører ind i Texas. Her var der spøgelsesby for alle pengene. Gamle, faldefærdige og forladte bygninger alle steder, der vidnede om, at dette engang havde været en travl by på en stor færdselsåre. Her var endda et gammelt fængsel fra 1910.

Først på aftenen kørte vi over grænsen til Texas, der trods sin størrelse kun har ca. 150 miles Route 66. Vi fandt et hotel (Irish Inn) i Shamrock, hvor der var indendøres swimmingpool men ingen morgenmad. I morgen går turen så gennem Texas og forhåbentlig ind i New Mexico.

Posted in USA tur 11 | 2 Comments

Vinita-Oklahoma City (Oklahoma)

Da der ikke var morgenmad med på vores motel, spurgte vi os frem til den store McDonalds. Den går tværs over motorvejen, så det var derfor, vi ikke var stødt på den fra Route 66. Vi købte morgenmad her, og det var faktisk fint nok. Herefter kørte vi til Foyil, der er så heldig at have (hold nu fast moster) verdens største totempæl i cement. Den er bygget af Ed Galloway over en lang periode fra 1937-1948. Den er 90 fod høj, og der er brugt 100 tons sand og sten og 26 tons cement. Den er restaureret for nylig, så den var så fin, så fin. Der var også en lille gift-shop, hvor man kunne se hans violiner, for sådan nogle lavede han også (altså ikke af cement).

Så skulle vi videre til Cartoosa over nogle fine broer. Jeg havde glædet mig meget til at se den 80 fod lange blå hval (også i cement), der er her. Den er bygget i starten af 70´erne af Hugh Davis, som en bryllupsgave til hans kone Zelta, der samlede på hval-figurer. Siden blev det til et slags vandland, og ægteparret startede også en lille zoo. Kan sagtens forestille mig, hvor skønt det må have været som barn at få lov at suse ned i vandet fra hvalens “finne”. Stedet lukkede i 1988, og Hugh døde 2 år senere, hvorefter stedet lige så stille forfaldt. Hvalen er nu blevet restaureret, og den var lige så skøn, som jeg havde forventet! Man kan da ikke andet end at blive i godt humør af den store charmerende hval.

 

Vi var ved at være sultne og valgte at spise på Ollies Station Restaurant i Tulsa. Her kører der små modeltog rundt under loftet, mens man spiser, og der er fuld af små jernbaner og modeltog. Maden var også fin.

Vi kørte bl.a. forbi en nedlagt drive inn biograf og en stor lilla pingvin, inden vi kørte af Route 66 og tog et stykke på highway for at nå til Arcadias røde, runde lade. Den er bygget i 1898 og restaureret for nyligt. Der er souvenir butik for neden og et fint loft, der kan lejes til fester.

Herfra kørte vi til dagens sidste stop, der var Oklahoma City. Her nåede vi at se deres State Capital – den var flot, men lignede meget den, vi så i Jefferson City i Missouri. Vi fandt et skønt hotel (Howard Johnson), der var både rent, stort og med morgenmad og swimmingpool – dvs. en væsetlig opgradering fra i går 🙂 Ahhh.

Triptælleren viste 138493, da vi kørte fra Vinita.

Posted in USA tur 11 | 1 Comment

Rolla (Missouri) – Vinita (Oklahoma)

Søndag den 5. juni blev vores første dag på Route 66. Vi tog fra Rolla hen på formiddagen, hvor vi blev færdige med at pakke bilen (det er godt, den er så stor). Vi havde jo efterhånden kørt på 66 omkring Rolla nogle gange, så vi ville tage motorvejen til Springfield. Her tog vi et stop ved en minigolfbane med både dinosaurus og fiskebaner. Desværre vandt Morten – så jeg er nødt til snart at finde en ny minigolfbane, vi kan prøve! Stedet havde også en baseball-kaste-maskine, vi “fodrede” med 25 cents.

Herfra fandt vi Route 66 og kørte mod Kansas. Vores første stop var i Paris Springs, Missouri, hvor Gary Turner har genopbygget en gammel Sinclair tankstation. http://garysgayparita.com/ Vi holdt ind for at se nærmere på alle de fine gamle biler, skilte osv. Vi blev straks mødt af et “Hi Guys” af en af Garys bekendte (en ung mand, der lavede Route 66 ture), vi fik alle en vandis i varmen og blev vist rundt for at se alle de tingene. Herefter mødte vi Gary selv, han er tidligere lastbilshauffør og nu pensioneret. Han bruger al sin tid på at sætte de gamle ting i stand og ikke mindst med at snakke med alle de forbipasserende turister. Han var virkelig venlig, gav børnene billeder af tanken og signerede en bog, vi købte af ham, mens han gav os tips til steder at se langs ruten og blev ved med at fortælle Signe, hvor køn hun er. Det var en super start på vores ferie, og vi kan kun håbe at blive mødt med så åbne arme på resten af ruten. (Morfar vi snakkede om, at det lige var noget for dig at starte sådan en lille biks – sætte gamle biler og sodavandsautomater i stand og snakke med alle, der kom forbi – måske kan du lave et stop på den gamle A10 gennem Egebjerg?)

I Carthage så vi en gammel drive-inn biograf. Den er stadig i brug i weekenderne, og skulle vise “Pirates” i denne weekend.

Sidste by på Route 66 i Missouri er Joplin. Som jeg har skrevet om før, var det her tornadoen ramte for 14 dage siden. Vi besluttede at køre forbi den bydel, der var ramt, og det var noget af et syn, der mødte os. En ting er at se det i TV, men det giver både gåsehud og tårer i øjnene, når man kører gennem det. Det er simpelthen ubeskriveligt. Der var bare intet tilbage, alt var ødelagt. Vi talte om, at det faktisk er mærkeligt, at der “kun” er ca. 130 døde, for alt var jævnet med jorden.

Vi krydsede grænsen til Kansas, der har det korteste stykke 66 – kun 13 miles. I Galena har tegnerne til filmen “Cars” fundet inspiration til bygningerne i filmen og til figuren Bumle. Der er en fin lille “tank”, der er restaureret af 4 kvinder, her holder Bumle udenfor.

Vi kørte over den sidste March Rainbow Arch Bridge (1923) på Route 66, den er blevet restaureret af Kansas Historic Route 66 Association og er rigtig fin. I Kansas har de Route 66 symbolet malet på vejene – sejt ikk`? Og her er heldigvis ikke så meget trafik, så vi kunne rigtig komme ud og se på herlighederne.

Da vi krydsede grænsen til Oklahoma, var klokken ved at være mange. Oklahoma har 400 miles Route 66 at boltre sig på, og vi havde egentlig planlagt at nå helt til Tulsa. Men det var ved at være mørkt, så vi valgte at tage highway´en til Vinita, der skulle have USA´s største McDonalds. Den kunne vi ikke lige finde, så vi endte med en mexicansk fastfood kæde i stedet. Herefter fandt vi et lille lokalt Route 66 motel, hvor vi kunne overnatte. Det var billigt, men heller ikke særlig lækkert – døde fluer og biller på toilettet og lugt af gammel røg. Men bortset fra det, havde det været en dejlig første dag på den gamle “Mother Road”.

Dagens tal: Triptælleren stod på 138201 miles i Rolla. Vi overnattede på Western Motel, Vinita, Oklahoma for ca. 50 $.

 

 

Posted in USA tur 11 | 2 Comments

Route 66

Her er lige lidt historie om den nostalgiske vej, vi skal ud at køre på.

Route 66 – også kaldet “Main Street of America” eller “Mother Road” er en af de mest berømte veje i Amerika. Den eksisterede fra 11. november 1926 til 27. juni 1985 og figurerer således ikke længere på almindelige kort. Med dens 2451 miles (3945 km) gik den fra Chicago i Illinois til Santa Monica i Californien gennem 8 stater. Den er dog lavet om flere gange for at få lettere og mere sikre veje. Route 66 blev først helt asfalteret i 1938.

I 30´erne flyttede mere end 200.000 mod vest pga. “Dust Bowl” (enorme sandstorme) og den store depression med håbet om et bedre liv i Californien. Det skulle være beskrevet rigtig godt i John Steinbecks “Vredens druer” – jeg må indrømme, at det er en af de klassikere, jeg endnu ikke har fået læst.

Igen omkring 2. verdenskrig blev der meget trafik på vejen, da mange flyttede til Californien pga. krigs-relateret industri. Den asfalterede vej blev desuden brugt til militær trafik.

Route 66 får sin helt store opblomstring i 50´erne, hvor folk får bil og tager på ferie. De små byer langs ruten får nyt liv, og der opstår en masse arbejdspladser på de nye hoteller, caféer, diners og turist attraktioner hele vejen tværs over USA. Der reklameres i stor stil med neonskilte og billboards for at lokke turisterne ind.

Begyndelsen til enden for Route 66 kommer i 1956, hvor Eisenhover (med den tyske Autobahn i baghovedet) underskrev “Federal Aid Highway Act”, der betyder, at der skal bygges 41000 miles ny highway i løbet af en 20 års periode.

Da Route 66 blev strøget fra kortene, og highway´en førte bilerne uden om de små byer, døde mange af dem, og i dag er der flere steder kun spøgelsesbyer og gamle skilte tilbage. Ruten bliver dog mere og mere populær, og mange steder genopbygges og restaureres der både af private og af de “preservation-groups”, der er opstået rundt omkring.

Jeg glæder mig rigtig meget til at komme ud og opleve dette stykke af den amerikanske historie. Der skal tages masser af billeder af alle de skøre ting og de mange neon-reklamer, spises burgere og drikkes milkshakes i de mange “mom-and-pop´s”, der stadig er derude. Atmosfæren i den gamle spøgelsesbyer skal opleves, og den fantastiske natur i bl.a. Grand Canyon og Mojave ørkenen skal nydes. Alt dette sammen med min dejlige familie – hvor er jeg heldig!

Posted in USA tur 11 | Leave a comment

Byfest i Rolla

Fredag og lørdag var der Route 66 summerfest i Rolla – en årligt tilbagevendende begivenhed. I år var det slået sammen med Rollas 150 års jubilæum. Synes det er sjovt, byen ikke er ældre. Det er alligevel ikke mere end nogle få generationer.

Fredag tog vi ned i Downtown, for at se på gamle biler. Der var mange rigtig fine. Der var også kåring af årets Miss Route 66 – noget vi trak lidt på smilebåndet af. Pigerne skulle være mellem 16-18, dygtige i skolen og ikke mindst single. Der var optræden på scenen, hvor de bl.a. skulle svare på spørgsmål, vise balkjoler og ikke mindst danse med en badebold.

Lørdag morgen tog vi igen ned i byen, hvor de flotte gamle biler var stillet op – pudset og poleret. Vi fandt vist alle vores favorit – Signe en fin lilla, Jeppe en med flammer mens jeg faldt for en fin pastelfarvet sag, jeg godt kunne have kørt Route 66 i 🙂 Vi var enige om, at morfar ville have nydt det, og vi har taget masser af billeder. Lidt senere var der “150 års jubilæums optog” gennem byen. Der var vogne med udklædte børn og voksne, der kastede med slik. Marius var især glad, fordi der var en sherif-bil, der kastede slik til ham. Det var igen en varm dag, så Morten tog børnene med i Splash Zone, mens jeg var hos frisøren. Aftenen blev brugt til at pakke i, og vi har fået det hele med os indtil videre.

Posted in USA tur 11 | 1 Comment

Snart farvel til Rolla

Søndag den 5/6 siger vi farvel til Rolla, og kører mod Californien. Det har været nogle dejlig måneder, vi har haft her, og tiden er fløjet afsted. Kan slet ikke fortår, det allerede er slut. Selvom vi savner det hele derhjemme, er vi egentlig først ved at falde rigtigt til nu – forstået sådan at vi nu ved, hvor tingene er, har set de fleste “turistting”, og er begyndt at få en lille omgangskreds – Signe er rigtig glad for sin nye veninde Gracye, der også har en sød familie. Børnene er så småt begyndt at få ørerne op for det engelske sprog, så det kunne have været godt med tre måneder mere. Jeg kommer nu også til at savne naturen her i Misssouri – her er så grønt og frodigt.

I denne weekend er der Route 66 sommerfest og 150 års jubilæum (sjovt at deres byer er så “unge”), det foregår downtown, med lækre gamle biler (lige noget for morfar – jeg skal nok tage billeder), underholdning, musik osv. Vi skal aflevere vores internet i dag, så billederne må I nok vente nogle dage med.

Ellers er planen at tage afsted søndag morgen og nå gennem Kansas over til Oklahoma. Så kører vi vestpå og tager en dag af gangen, vi har ikke bestilt så mange hoteller på vejen derover, men regner med bare at finde dem, som vi når frem. Dog har vi fastlagt overnatning den 11/6, hvor vi skal sove på Wig-Wam motel (noget jeg personligt glæder mig rigtig meget til!) og den 13/6, hvor vi overnatter ved Grand Canyon. Fra den 15/6 til 18/6 skal vi sove på Circus Circus i Las Vegas, herfra kører vi tilbage på Rute 66 et stykke, før vi drejer fra mod Sacremento herefter San Francisco og så Los Angeles, hvor tre af dagene skal bruges i Disneyland. Flyveren afgår hjemad fra LA den 6/7.

Posted in USA tur 11 | 1 Comment