Bilen blev solgt til den første den bedste brugtvognsforhandler. Vi fik 2500$. Vi var bare glade for at komme af med den, selvom vi har haft mange gode ture i den også.

Vi syntes, vi ville have lidt ud af dagen, så vi tog toget og sporvognen ind til San Francisco. Vi ville ned til Fishermans Wharf og Pier 39, hvor søløverne hænger ud. Der var nogle stykker, der lå og solede sig og “bjæffede” lidt. Højsæsonen for at se mange er om vinteren. De var nu meget søde. Vi havde også fin udsigt over til Alcatraz, desværre var alle billetter derover udsolgt i de dage, vi er her. Der var meget havgus, så der var faktisk rigtig koldt. Fishermans Wharf var hyggelig nok med restauranter, god udsigt osv., men det var også rigtig “turistet” og fuld af mennesker – lige modsætningen til vores tid på Route 66.

Vi gik videre op for at se, om vi kunne komme med en af de gamle (turist) sporvogne, der kører op ad de stejle gader. Der var desværre en rigtig lang kø. Vi orkede ikke at stå i kulden, så vi tog retur til hotellet.

Da vi kom hjem, fik Marius pludselig rigtig høj feber. Så han lå og rystede hele natten, det lille pus 🙁

Så er det blevet onsdag – og vi er endelig nået til San Francisco, dvs. hotellet ligger i Oakland ca. 17 miles udenfor.

Hele dagen i går ventede vi på bilen. På værkstedet fandt de en spole, de mente, var i stykker. De ville kun give 1500 $ for bilen, hvilket jo ikke var ret meget mere, end vi havde puttet i den på benzinfilter, pumpe og arbejdsløn – uden den kunne køre. Så det synes vi simpelthen ikke, vi ville være med til – så kunne vi jo lige så godt have foræret dem bilen, da vi kom ind med den lørdag, så havde vi da ikke gået glip af så meget ferie. Så vi fik dem til at skifte spolen. Vi kom først fra Barstow klokken 17. Bilen kørte da, men vi havde godt nok vores tvivl, om vi kom hele vejen herop. Den kører stadig ikke ret godt, og da airconditionen pludselig satte ud, sank vi godt nok en klump og bed tænderne sammen. Vejen herop var ellers fin – fra ensom ørken og bjerge til frodige plantager fulde af vin, nektariner, blommer osv. Jeg ville rigtig gerne have været ude at kigge lidt nærmere og tage billeder, men vi turde ikke holde ind, hvis nu ikke vi kunne få bilen igang igen.

Vi tog et stop 2 timers kørsel fra Barstow, for at købe lidt frugt ved en plantage, vi havde læst om på nettet. Planen var, at vi i weekenden selv skulle have været ude og plukke ferskner der, men pga. alt det med bilen, nåede vi kun lige at komme 5 min. før, de lukkede. De havde også en lille klappe-zoo, men det nåede vi jo heller ikke. Vi så bare lige påfuglen, der rigtig gjorde sig til.

Vi nåede hotellet her lidt over midnat. I dag har vi tømt hele bilen og fået den støvsuget – nu er Marius, Signe og Morten taget ud for at sælge den. Så vil vi leje en bil i morgen. Jeppe er stadig noget træt ovenpå hans mave-halløj, men heldigvis i bedring, men vi to blev lige på hotellet imens. Måske kunne bilen have kørt resten af vejen, men vi orker ikke at tænke mere på, om vi nu kommer helt derhen, hvor vi har planlagt. Turen i går var slet ikke hyggelig, vi kunne ikke nyde køreturen og gøre de stop, vi ville. Så selvom det bliver en dyr omgang, er det nok kun denne ene gang, vi får muligheden for at køre sådan rundt i USA, og det skal altså ikke ødelægges af bekymringerne over en dum bil.

Vi fryser lidt her – der er kun ca. 20 grader – vi kom jo fra over 40 grader i Barstow 🙂

Ville ønske jeg igen kunne skrive om noget rigtig spændende – men både i går og i dag har vi været strandet i Barstow uden en bil. I går var det jo søndag, så der kunne de ikke kigge på bilen. Jeg fik da ordnet noget vasketøj på møntvaskeri (og sender en venlig tanke til min egen derhjemme – sikke en luksus), jeg fik også lige vasket alle vores kontanter, som Morten gik rundt med i en lille pose i sidelommen på sine bukser. De blev fine og rene – både pengene og bukserne 🙂

Jeppe var stadig syg, så han lå hele dagen i sengen. Signe var heldigvis bedre, så hende, Morten og Marius (med de nye badevinger) tog en tur i poolen. Jeg gik en tur over vejen til Dollar-butikken (fantastisk hvad man kan få for en dollar).

I dag mandag ville de så kigge på bilen. De fandt et benzinfilter, der skulle skiftes. Vi var glade, da vi igen fik nøglen, og skulle lige en tur forbi den berømte Mc Donalds her i Barstow, den er lavet i gamle togvogne. Da vi kom ud igen, kunne bilen ikke starte. Vi ringede til mekanikeren, der endnu engang måtte have den store bil på slæb – øv. De var så sikre på, at det måtte være benzinpumpen, så den ville de skifte for ca. 5000 danske kroner. Imens skulle vi jo have 4 timer til at gå, så vi tog ud at bowle. Det var meget hyggeligt.

Klokken 17 kunne vi få bilen igen. Vi var glade, for nu kunne vi endelig komme mod San Francisco. Vi nåede da også ca. 10 miles, før vi var nødt til at holde på en tank, fordi Jeppe blev skidt igen. Da vi så skulle videre, ville bilen ikke starte… Vi ringede igen, og de kom og trak os tilbage. Så nu venter vi endnu engang på, at de kan kigge på den i morgen tidlig. Vi ved ikke helt, hvad vi skal gøre. Nu har de ikke rigtig noget fokus for, hvad det kan være med den. Vi er ikke helt trygge ved stedet, der to gange på en dag, kan sende en bil på gaden, der ikke kan køre. Vi overvejer at sælge bilen og så leje en bil for resten af turen, men det havde jo været rart, hvis det var inden, vi puttede over 5000 kr. i den. Det bliver også rigtig dyrt at leje, men vi kan næsten ikke blive ved med at spilde dagene her. Der er allerede en del af vores planer, vi har været nødt til at droppe. Oven i det er Jeppe dårlig igen med tynd mave. Jeg håber virkelig dagen i morgen bliver en del bedre!

Så var det blevet tid til at forlade  Circus Cirkus og dermed Las Vegas. Jeppe var blevet syg og kastede op, men vi skulle mest køre, så det var ok. Vi kørte ned og fangede Route 66 lige efter grænsen til Californien.

På dette stykke går den gamle “mother road” igennem et langt stykke ørken, hvor der ikke er andet end den lange, lange lige vej – præcis som på de billeder man altid ser. Det havde jeg glædet mig meget til, og det var også rigtig fedt at køre helt alene hen over det øde landskab med de gamle Route 66-tegn skrevet på vejen. Ind imellem kom vi forbi gamle ruiner af tankstationer, hoteller osv., der vidnede om bedre tider. Vi så bl.a. den ruin på Route 66, der er mest grafitti på (man kan altid finde noget mest, størst eller ligenede på 66´eren).

Lige efter Chambless (der kun har en gammel ruin tilbage) fandt vi et “sko-træ”, hvor ungerne fik lov at hænge deres gamle, slidte sko på. På hele denne lange strækning fra Goffs mod Amboy er der lavet “grafitti” af sten i grøftekanten.

I Amboy så vi et gammelt vulkankrater. Vulkanen har været død i 10000 år, men stadig er krateret fint, og der er lava-sten over det hele i området. Herfra gik turen videre mod Bagdad, der var inspiration til filmen “Bagdad Café”. Byen figurerer stadig på kort, og vores GPS kunne finde den, men reelt er der ikke andet tilbage end et træ, hele byen blev jævnet for år tilbage.

Den Bagdad café ,der er med i filmen, ligger i Newberry Springs,vi så den bare fra bilen, da vi var nødt til at skynde os til et toilet :-). Det viste sig, at det måske var meget heldigt, for da vi skulle starte bilen igen – var den endnu engang helt død. Den ville bare ikke starte – godt det ikke var på den lange øde strækning tildligere på dagen. Lige der havde jeg godt nok mest lyst til at sælge skidtet og tage den næste flyver hjem. Men vi fik endnu engang fat i forsikringen, så vi kunne blive trukket til Barstow, der lå ca. 20 miles derfra. Denne gang var de dog ikke så effektive som sidst, så vi ventede i bilen i 4 timer – øv.

Vi blev fragtet til Barstow, hvor vi har sovet på et lille motelværelse – nu har vi to syge børn – Jeppe har diarre, og Signe kaster op. Vi skulle have været til Sacremento i dag, men det er jo søndag, så der er ingen værksteder åbne, så vi har afmeldt hotellet deroppe, og tager en nat mere her. Vi håber, børnene er bedre i morgen, og bilen kan laves. Det er ikke lige den mest mindeværdige dag på ferien!

Endnu en dag hvor der blev byttet om på dag og nat. Vi vågnede først sent, og inden vi fik tøj på og snakket lidt med mormor og morfar, var det blevet så sent, at McDonalds var holdt op med at servere morgenmad, da vi nåede derhen. Vi kunne dog klare os med smoothies og yoghurt.

Morten ville rigtig gerne på et museum for atomprøvesprængninger. Børnene fik valget mellem at tage med eller komme i poolen. Tvillingerne ville i poolen, men Marius ville hellere på museum. Så jeg måtte blive sammen med Signe og Jeppe ved swimmingpoolen, hvor de hyggede sig med at dykke. Morten og Marius havde også haft en rigtig god tur, Marius havde været rigtig interesseret i det hele.

Herefter gik vi en tur rundt på hotellet. Det er meget stort, og selvfølgelig fyldt med casino, enarmede tyveknægte osv. Her er også et helt tivoli – men indendøres – komplet med stor rutchebane, minigolf og karusseller osv. Børnene prøvede en karussel og et par spillemaskiner. Herefter gik vi op til børnecasinoet, hvor de fik lov at prøve en ting hver. Signe var så heldig at vinde en fin bamse.

Aftensmaden spiste vi her på hotellet, hvor vi fik “spis alt hvad du kan”. Det var god nok mad, og der var også dessert.

Vi havde lovet børnene en tur i M&M´s butikken igen, for der var en 3D film, de ikke viste i går, der fik vi at vide, de ville visr den i dag fra lidt over 10 i morges. Men desværre var der lukket igen, da vi endelig kom derned og havde betalt parkering. Øv – det resulterede selvfølgelig i halv-sure unger – det begynder at mærkes, at de mangler en hel masse søvn! Det er ikke så meget, vi har nået i dag, men der er så meget spild-tid her, f.eks. på at vente på elevatorer, finde rundt på det store hotel, stå og køre i kø osv. Så det passer os egentlig fint, at den i morgen igen står på Route 66 i vores eget tempo!

Vi sov lidt længe, for vi havde jo været sent oppe. Vi kunne først komme til at bytte hotelværelse efter klokken 11, så vi gav os god tid. Det var dog ikke klart til os allerede klokken 11, men vi valgte at vente, for så kunne vi få et med en god udsigt. I stedet måtte vi pakke bilen igen, og så tog vi på IHOP og fik morgenmad, selvom klokken var over midddag. Herfra kørte vi i Disney Outlet butikken, men det var nu ikke noget ved, de havde ikke rigtig noget. Marius købte en sørøverhat og Signe en musemåtte. Jeg blev i outlettet, mens de andre tog hjem i swimmingpoolen.

Da de hentede mig igen, tog vi ned på The Strip for at se nærmere på 4 etager med M&M linser – det var noget af det, ungerne havde glædet sig mest til hjemmefra. De blev heller ikke skuffede, for der var alt, man kunne ønske sig i med M&M på. Hvis ikke vi havde været så nærrige (og fattige), skulle vi helt sikkert have haft M&M med vores navne på. (Udenfor så vi også “den lille model fra Las Vegas” (for dem der ikke har set “Grusomme mig”, er det Frihedsgudinden)).

Udenfor mødte vi alle mulige kendte “figurer”. Det er utroligt, hvad folk kan klæde sig ud som, for at tjene penge. Der var alt fra Peter Plys til Michael Jackson.

The Strip er helt fantastisk, når mørket falder på.Det er imponerende med alt det lys og reklame over alt. Det ene mere overdådigt og blinkende end det andet. Børnene var jo især vild med Eiffeltårnet (også den lille model fra Las Vegas). Vi så også springvandet foran Bellagio, det springer i takt til musik. Ret flot.

Man kan bruge rigtig lang tid på bare at gå at kigge på alle de sjove mennesker, turisterne og neonlysene. The Strip er lang, så man kan slet ikke nå ind i alle hotellerne og Casinoerne, der lokker med forskellige forestillinger og underholdning.

Klokken blev hurtigt næsten 23, før vi kom hjem til Cirkus Cirkus og vores nye flotte udsigt.

Mekanikeren havde været så sød at kigge på vores bil som det første på programmet, så Morten tog derop hen på formiddagen og kom tilbage med den ved 10.30 tiden. Det var mekanikeren i Rolla, der havde lavet en fejl, så der var trukket nogle ledninger forkert, så de var smeltet. Heldigvis blev det lavet (selvom vi godt kunne have brugt de penge til noget andet), og vi kunne holde tidsplanen og nå alt det, vi havde planlagt.

Inden vi forlod Kingman, var vi lige henne og kigge på et gammelt tog fra Santa Fe jernbanen.

Vi ville gerne en tur til Oatman på den gamle 66´er. Oatman er en gammel guldmineby, der nu er næsten “død” – dvs. den er lavet om til turistby. Den er mest kendt for sine æsler, der bor i bjergene omkring. De skulle være efterkommere fra de æsler, man slap fri, da guldminen lukkede. De kommer ned hver dag, og plager turisterne om mad. Vejen herop er virkelig flot, men også lidt vanskelig at køre på, da den er smal og fuld af hårnålesving (med meget langt ned). Vi så de vilde æsler og geder med store horn.

Da vi kom op i byen, kom æslerne straks hen til os. Vi havde en pose gulerødder med, så vi var meget populære, faktisk blev de ret nærgående, da posen var tom. Marius var lidt nervøs for, at de troede, han var en stor gulerod, for han havde en orange bluse på. Ellers var der som ikke så meget ved Oatman at skrive om. Nogle gange har de vist noget skuespil med cowboys, men det så vi ikke desværre. Vi kørte ned af bjerget igen og forlod Route 66 for at køre mod Nevada.

Det var ca. 2 timers kørsel gennem ørkenen for at komme til Las Vegas. Men først var vi forbi den kæmpe store dæmning Hoover Dam, der ligger på vejen til Las Vegas. Den blev bygget i 1931-1935 og er vældig imponerende. Vi så også den store inddæmmede sø, hvor der nu er meget udendøres liv – ferie, både, fiskning osv. Over Hoover Dam er der nu bygget en flot bro (indviet i 2010), den var vi også lige oppe at gå på. Det var super varmt (omkring 40 grader), så ungerne var en smule vrantne, men det var næsten heller ikke til at holde ud.

Så kørte vi ind til Las Vegas, hvor vi havde bestilt værelse på Cirkus Cirkus. Desværre fik vi et rygerværelse, så vi var lidt trætte af det, men de lovede, at vi kunne bytte i morgen. Vi kørte en tur op ad The Strip (som hovedgaden bliver kaldt). Det er altså imponerende så meget lys, reklamer osv. der er. Hjemme på hotellet gik vi en tur på børne-casino. Unge under 21 må jo slet ikke komme i de rigtige casinoer, så der er lavet en etage her på hotellet, hvor børn må spille om bamser. Ungerne prøvede at kaste en dartpil efter en ballon, og Jeppe var så heldig at ramme. Alle 3 fik en lille bamse, som de er så glade for 🙂 Vi så også en cirkus forestilling med 2 damer, der kunne svinge sig rundt under loftet. Så var klokken også blevet næsten midnat, så vi gik tilbage i seng efter en lang dag. 

Vi begyndte vores dag rigtig tidligt – klokken 4.15, for vi havde bestemt, at vi ville se solen stå op over Grand Canyon, og det ville den gøre klokken 5.11. Vi fik de trætte børn pakket godt ind – for her er kolde nætter (3 grader C i nat) og læsset dem i bilen. Vi havde bestemt os for et udsigtspunkt, hvor vi selv kunne køre til, så vi slap for busserne. Vi sad og så, hvordan solen kom op, og det var virkelig smukt og stille. Det var et flot sted, vi havde valgt. Her kunne man rigtig se, hvordan floden havde skåret sig ned i klipperne. Jo højere solen kom op, jo finere blev lyset og skyggerne i kløften. Det var en super flot måde at tage afsked med dette fantastiske stykke natur, som jeg sagtens kunne tage over at se igen.

Inden vi kørte ud af parken, så vi lige disse her i vejkanten:

Tilbage på hotellet spiste vi morgenmad, og ungerne nåede endnu en tur i poolen, inden turen gik ned til Route 66 igen. Vi skulle køre fra Ash Fork til Kingman – et langt, fint, uspoleret stykke 66 med masser af nostalgi.

Vi kom igennem Seligman, der virkelig giver 66-stemning for alle pengene. Der er fuld af souvenir butikker, sjove figurer og gamle caféer. Især er “Snow Cap” (cafè) kendt for sine skøre indfald. Dens originale ejer er desværre død – han var med til at starte Arizonas Route 66 association – men stedet køres videre i samme stil. Her er snyde-dørhåndtag, gamle biler, mærkelige ting på toiletterne, skøre skilte kombineret med milkshakes og andet godt. Signe fik snyde sennep i hovedet, og vi fik alle et “hand-shake”, da vi bestilte vores  5 shakes. De var ganske gode – altså de rigtige milkshakes!

Turen fortsatte på de lange lige ensomme strækninger – der lige pludselig blev lidt for ensomme og ørkenagtige, da bilen pludselig valgte at sætte ud. Den gik simpelthen i stå og nægtede at starte igen. Heldigvis var vi lige kommet igennem en meget lille by kaldet Truxton. Her var tilfældigvis en tank, hvor der var et lille familie-værksted tilknyttet. Mekanikeren kom ud og så på bilen og mente, det måtte være en benzinpumpe, der var gået – øv, øv, øv. Han kunne godt lave den men havde ikke nogle reservedele – endnu engang øv. Heldigvis havde vi jo en forsikring, hvor vi havde valgt dækning for sådan noget, så dem ringede vi til, og de ville sende en mand, så vi kunne blive trukket til Kingman 40 miles væk. Vi havde så ikke læst det med småt i papirerne, for vi var kun dækket 15 miles på forsikringens regning, så vi måtte selv punge ud med resten. Men vi havde jo ikke rigtig noget valg her halvt ude i ørkenen. Vi ventede i varmen, til vi endelig blev hentet. Vi så altså det sidste stykke gode Route 66 fra førerhuset på en træk-bil.

Nu står bilen så ved mekanikeren her i Kingman. Den søde fører af træk-bilen, kørte os til et motel, så vi lider da ingen nød. Vi venter så spændt på, hvad de siger til den i morgen hos mekanikeren. Vi har jo bestilt hotel i Las Vegas, så jeg håber sådan, at det kan laves, så vi kan nå derop – og at det ikke ruinerer os. Den dumme bil har godt nok ikke været en særlig god forretning for os – den er stor og dejlig – men hold da op, hvor har der også bare været meget i vejen med den på de tre måneder – endnu engang øv.   

Vi forlod Flagstaff for at køre op i højderne til Grand Canyon, noget vi havde set meget frem til alle sammen, tror jeg. På vejen derop kom vi forbi et “scenic view”, hvor vi betalte 2 $ til en indianerstamme, for at komme ud og kigge ned i dybet – og det var virkelig dybt, stejlt og med kun et lille gelænder rundt i kanten. Det var rigtig flot, men jeg skal love for, at vi havde et godt tag i ungerne. Der var selvfølgelig også en masse indianere, der solgte “originale indianerting”. Der var fuld af små boder, der fristede med alt muligt – ungerne fik brugt lidt af deres penge på bl.a. fløjter, pile og smykker. Jeg måtte overgive mig til min gamle “gadesælger-svaghed” og købte en ankelkæde, den var altså ret billig – og lavet af en rigtig indianer 🙂

Endelig lidt over middag kom vi til øst-siden af Grand Canyon National Park, hvor vi gav 25$ for at komme ind (gælder i en uge). Vi kunne køre det først stykke i vores egen bil og stoppe op på forskellige udsigtspunkter. Længere inde i parken, kan man kun køre med de gratis busser. Det første møde med det enorme landskab var også helt fortryllende. Det er så stort og smukt, at det er svært at rumme – og kan slet ikke beskrives eller fotograferes ordentligt. Der var en del andre turister, men slet ikke overfyldt. Desværre var det meget diset, igen pga. den store skovbrand lidt længere sydpå. Det var lidt en skam, for farverne i klipperne og de lange kig, var ikke helt optimale. Vi valgte nogle udsigtspunkter ud og fik set klipperne og floden forskellige steder.

Herefter kørte vi til vores hotel. Vi havde betalt en skyhøj pris for at bo tæt på parken – da vi bestilte hjemmefra, var alt inde i selve parken udsolgt, men vi fik et værelse kun ca. 5 min. kørsel herfra. Ungerne fik en svømmetur, inden vi igen kørte ind for at tage shuttle bussen rundt. Vi så igen en masse fine steder og valgte et punkt, hvorfra vi ville se solnedgangen. Det var så fint, at sidde og se, hvordan den forsvandt ned bag klipperne. Det var, som vi havde regnet med hjemmefra, helt fantastisk at stå på kanten af Grand Canyon sammen! Det blev godt nok lidt sent og meget mørkt, før vi nåede op til bilen, da vi ikke lige havde tænkt os om, før vi parkerede et sted, der krævede to lange busture.

Vi forlod vores fine wigwam i morges og måtte lige forbi en butik, hvor der var fuld af kæmpe dinoer lavet i plastic – se lige hvor lille Marius er i forhold :-). De havde desuden hele grunden fuld af forstenet træ, som kunne købes i alle mulige størrelser. Inde i National Parken er der strengt forbudt at indsamle noget som helst, men indianerne må samle det på deres jorde, så derfor er det meget let at købe, hvis man vil det.

Der var lige et par forskellige ting på dagens rute, jeg var nødt til at dirigere min familie ind og se.

Det første var den berømte “Jack Rabbit Tradingpost” med skiltet “Here it is”. I Route 66´s storhedstid var der reklame skilte for denne lille butik helt i Missouri, og hvor ellers kan man sidde på en kæmpe kanin?

Herefter måtte vi ind til Windslow for at kunne efterligne Eagles sang “take it easy”, hvor de synger: “Standing on a corner in Winslow Arizona…”. Her er lavet et helt gadehjørne med en statue og et vægmaleri (der forestiller pigen i Ford´en, der også bliver nævnt i sangen).

Det næste uundværlige stop var endnu en trading post, der kunne diske op med hele 2 vilde ting på en gang – nemlig verdens største drømmefanger og verdens længste kort over rute 66. (Moster du skulle have været med i dag, kan du nok forstå.)

Så var vi ved at have dækket vores behov for skøre seværdigheder (altså for lidt tid), og kørte videre til Meteor Crater, der er et kæmpe krater, lavet af en 45 meter stor meteor engang for 50000 år siden. Hullet er kæmpe stort: 1,2 km i diameter og over 200 meter dybt, hvis man står på kanten. Stedet er blevet brugt til at træne astronauter. Der er også knyttet et fint museum til, hvor vi også så en lille film. Krateret er slet ikke det største i verden, men skulle efter sigende være det bedst bevarede. Det er også imponerende med sådan et “hul” lige midt i ørkenen, selvom jeg synes, det var svært helt at se og fornemme, hvor stort det egentlig var. Man kan ikke komme ned i det eller rundt om det, men der er lavet udkigsposter fra museet.

Fra meteor krateret var der ikke så langt til Flagstaff, hvor vi havde bestemt, vi skulle overnatte i nat, for det er ret tæt på Grand Canyon, hvor vi skal op i morgen. Landskabet på vej til Flagstaff ændrede sig fra ørken til bjerge med træer – også rigtig flot. Flagstaff er det nordlige Arizonas største by, og det ligger tæt ved et bjerg kaldet San Francisco Peak. Vi er højt oppe – 2106 meter over havet – så her er ret koldt – tror kun der har været omkring 20 grader i dag, hvor vi kom fra et godt stykke over 30 for nogle dage siden.

I Flagstaff ligger det observatorium, hvorfra man i 1930 opdagede Pluto. Vi tog ind for at se det og havde egentlig regnet med, der var et slags museum. Men i stedet kom vi med på en guidet tur rundt og se deres forskellige bygninger og kikkerter. Det var sådan set meget spændende – men ret kedeligt for tre unger, der slet intet forstår af det, der bliver sagt. Og det er nærmest umuligt at oversætte uden af forstyrre de andre gæster og uden at gå glip af halvdelen af det, der bliver sagt. De har også åbent om aftenen, hvor man kan få lov at kigge i kikkerterne, men lige præcis i aften, var der lukket pga. et arrangement – øv. Men vi fik da set de gamle, fine observatorier, og der var også et “mini-museum”, som børnene synes, var spændende nok.

Jeg synes, Route 66 er helt fantastisk. Man kan tage så meget af den, man gider – vælge ud som man har lyst. Man kan køre både på små forladte grusveje, dejlig betonvej og af og til er den helt opslugt af highway´en. Naturen skifter hele tiden, man føler slet ikke, man kører så langt, fordi der hele tiden er steder at stoppe eller nyt at kigge på. Og bedst af alt – hvor ellers får man dækket sit behov for både at se og lære noget seriøst kombineret med plastik dino´er og gigantiske reklamecowboys og gamle neonskilte?

Vi har fundet et hotel med swimmingpool og netadgang. I morgen går turen så væk fra Route 66 for en afstikker til Grand Canyon – jeg glæder mig!