Ahhhh shopping :-)

Tirdag kom Moster og Morten for at besøge os. Vi havde glædet os længe, så det var dejligt, da de endelig trillede ind på parkeringspladsen i deres lejede bil. Det var lige til aftensmadstid, så vi købte nogle sandwich og tog en kort tur på legepladsen.

I går formiddag tog vi på fællestur (dvs. ikke Morten der jo skal på arbejde) til et støvsugermuseum i St. James. De havde en masse støvsugere fra 1910´erne og fremefter. Selve museet er beliggende i en af de kun 3 støvsugerfabrikker, der er tilbage i USA. Vi snakkede lidt med en venlig mand, der begejstret fortalte os om diverse støvsugere. Han var rigtig glad for at møde mig, da jeg fortalte, at jeg har en Miele støvsuger derhjemme. Han havde selv fået en ven i Italien til at sende ham en Miele støvsuger, for de er meget dyre og svære at få fat i herovre.

Herefter kørte vi til en af Route 66´ mærkelige attraktioner: verdens største gyngestol. Det var ca. lige så spændende som det lyder 🙂 Inden vi kørte hjem og fik en rugbrødsmad, var vi lige inde i Muldyrs-butikken, hvor de sælger alt muligt antik, brugt og ragelse. Det er vist manden her, der står udenfor og svinger med armene, der er det sjoveste.

Klokken 14.30 kom Morten hjem for at passe børn, da vi andre tre skulle en tur i et outlet, så jeg endelig kunne få shoppet sammen med en, der ikke bare står og tripper, mens jeg kigger. Vi var deroppe lidt over fire, og med over 100 butikker var det faktisk ikke for meget tid, selvom de først lukkede klokken 21. Det var et skønt sted, hvor vi fik luftet visa-kortet. Især i Levis butikken, synes vi, vi gjorde et kup. Jeg fik tre par cowboybukser, et par shorts og et par piratbukser for lige over 100 dollars. Tror ikke engang jeg havde fået et par Levis bukser derhjemme for den pris. Heldigvis er dollaren helt nede i 5,13 🙂 Jeg købte også Tommy Hilfiger tøj og OshKosh bukser til børnene. Desværre nåede vi ikke jule-butikken.

Mortens visa-kort er blevet spærret den anden dag, da vi opdagede, der var trukket penge i Canada. Vi ved ikke, hvordan det kan lade sig gøre, for vi har kortet. Og jeg har advaret ham om, at det altså er mig, der har brugt pengene denne gang – når han ser kontoudtoget 🙂

Ellers er der et par store børn, der glæder sig til i morgen…

Posted in USA tur 11 | 1 Comment

Jefferson city

I går søndag kørte vi en tur til Missouris hovedstad Jefferson city. Selvom det er hovedstaden, er det ikke nogen stor by – kun lidt over 40000 indbyggere. Der er en god times køretur her fra Rolla. Det var en flot vej gennem en masse skov.

Vi ville ind og se Missouri State Capitol, der er en rigtig flot bygning både udefra og indeni. Det kunne godt ligne Det Hvide Hus lidt. Der var ikke ret mange mennesker, så vi havde både tid og plads til rigtig at se os omkring. Der var museum i stueetagen, der mest omhandlede Missouris historie – vi må nok tilstå, at der er en del huller i vores viden om den amerikanske borgerkrig og om Lewis og Clark ekspeditionen… Børnene var eksemplariske og gik stille og interesserede rundt i over to timer.

Herefter var vi blevet sultne og spiste vores medbragte madpakker i en rigtig flot have lige ved State Capitol. Så var vi klar til at se alle statuerne og mindesmærkerne rundt om bygningen. Nedenunder kan I se et billede af statuen af Lewis og Clark ekspeditionen.

 

Vi kørte lidt rundt i byen og kom til et gammelt fængsel. Det var lukket og meget faldefærdigt, men havde været i brug helt ind til 2002. Lige ved siden af var man igang med at bygge et flot nyt court house. Det er meget karakteristisk for det herovre, at der kan ligge fine, velholdte huse og bygninger lige ved siden af f.eks. en trailerpark eller et helt forladt hus, der nærmest er i ruiner. Det virker lidt mærkeligt, at husene bare kan få lov at stå og forgå – at der ikke er nogen, der river det ned eller sætter det i stand.

Morten havde læst om et mindesmærke for nogle soldater, som vi tog hen for at se. Det lå på universitetet, der var et rigtig hyggeligt sted. Selve monumentet var måske knap så spændende, men nu har vi da set det.

Vi havde læst om en god isbutik – så den måtte vi da også prøve, inden vi kørte tilbage til Rolla. Selvom det ikke kunne måle sig med Ted Drewes i St. Louis, var det en ganske udmærket halv liter is, vi fik 🙂

Har hørt vejret i Danmark skulle blive dejligt her i påsken – så her er lige lidt inspiration, hvis nogle mangler at pynte lidt op – er det ikke sødt?

 

Posted in USA tur 11 | 1 Comment

Natur-skole

I dag kørte vi Morten på arbejde og fortsatte ud til en skøn lille plet ca. 12 miles syd for Rolla. Det hedder Lane Spring park, og her er skøn natur, en lille legeplads og en å. Vi havde en dejlig dag, hvor børnene hyggede sig, byggede dæmning i åen, legede på legepladsen og lavede lektier i solen.

 

Her til aften var vi inviteret ud at spise af Mortens vejleder og hans kone. Vi fik lækker mad på en god restaurant her i Rolla. Ungerne opførte sig heldigvis pænt 🙂 Men man sidder altså heller ikke og hygger over maden herovre – ligeså snart man har spist (eller fået resten af maden pakket ned i en lille pose) bliver servicet fjernet, og så tager man hjem.

 

Der blev bygget en lille dæmning til alle sneglene i vandet.

Skolen var flyttet udenfor i dag.

Marius fandt “tælleting” – 4 mælkebøtter, 7 sten, 10 hvide blomster osv.

Posted in USA tur 11 | Leave a comment

Maramec Spring Park

Lørdag den 9. april begyndte vi dagen med en tur på Waffelhouse. Vi fik lækre vafler, æg osv. til morgenmad. Det var et rigtigt “Route 66” sted, hvor alle de mange ansatte råber godmorgen, når man kommer ind, der er fine fliser på væggene og mange mennesker.

Herefter tog vi en tur ud til Maramec Spring park, der er et virkelig smukt sted tæt herved. Det er et kendt sted for alle fiskerne her omkring, og de stod også hele vejen langs åen for at fange regnbue ørreder. Det er dog lidt ligesom put and take, for fiskene bliver opdrættet lidt længere oppe i nogle små “søer” og så lukket videre ud i åen. Man kunne fodre fiskene, der skulle opdrættes. Det var faktisk ret sjovt. De var helt vilde og nærmest hoppede op for at få mad. Man kunne stikke hånden ned og røre dem.

Vi gik lidt rundt i den smukke natur. Træerne er begyndt at springe ud, der er små violer overalt og de fineste klare åer, flotte vandfald og så sol og 30 graders varme. Det indbød lige til at dyppe tæerne – men vandet er koldt (ca. 13 grader året rundt), for det kommer lige nede fra jorden. Vi så der, hvor vandet væltede op af jorden. Der kommer ca. 100 millioner gallons vand op om dagen.
 
 
 
På rigtig amerikansk manér kan man køre en historisk tur rundt i området i sin bil. Der var både udkigspunkt og rester fra minedrift i området. Vi sluttede af med at være lidt på områdets legeplads. Maramec Spring Park er et sted, hvor vi sagtens kunne tage ud igen. Ungerne drømmer om en fiskestang, så det må vi se, om vi kan få købt.
 
På hjemvejen kørte vi forbi St. James Winery, hvor Morten lige måtte ind og købe en flaske af den lokale vin.
 
Søndag gik med at gøre bil og lejlighed ren, og så en gåtur på en lille sti her i Rolla. Der var også en legeplads, hvor ungerne legede lidt, mens Morten kørte på Subway og hentede en sandwich til aftensmad. Vi spiste ude i det gode vejr. Sent i aftes skiftede vejret så helt om – regn, torden, lyn og tornadovarsel. Det varer et par timer, og i dag er her roligt igen, men ikke så varmt.
 
I aften står den så på kagepynt igen 🙂
 
Posted in USA tur 11 | Leave a comment

Kagekursus

Jeg havde meldt mig til et kagekursus her i nærheden, noget jeg havde fundet på nettet hjemmefra. Det er vist lidt ligesom aftenskole derhjemme. Kurset hedder “Beginning Cake Decoration Class”, og det var første gang i mandags. Jeg havde været i walmart for at proviantere af forskellige tyller, spatler, poser osv. fra den lange liste, jeg havde fået udleveret. Det var dog ikke alt, jeg kunne finde – bl.a. en imitation cake form, som jeg altså aldrig før havde hørt om. Jeg fandt så ud af, at det er en flamingo-kage, man kan øve sig i at pynte.

Jeg fik lavet en fin icing, og tog afsted til mandagens lektion. Vi var 9 på holdet. Vi skulle lave prikker, hjerter og øve i at skrive bogstaver. Det var meget sjovt at prøve, men det kræver vist en del øvelse. Læreren er ansat som kage-pynter i Walmart, så hun er ret rutineret. Vi skulle øve på en plastikplade, så al icingen bare kunne puttes tilbage i posen, når vi var færdige. Vi skal også øve herhjemme, så jeg har lavet de første mange plader med hjerter 🙂

I går var det så ungerne, der skulle ud og “socialiseres” lidt. I centeret (hal, svømmehal, fitness osv i samme hus) var der gymnastik for “home schoolers”. Morten tog med Signe og Jeppe, der skulle lege forskellige lege sammen med de 8-9 årige. Der var 41 i alt – tænker at det er lidt vildt, hvis der virkelig er så mange, der bliver undervist hjemme. Det var gået fint nok, selvom de jo ikke kunne forstå noget af det, de sagde. Jeg var med Marius i gruppen for 4-5 årige, hvor Miss Allison og Miss Megan (mor og datter) var garvede “trænere”. Det var meget hyggeligt, lidt som dansk legestue/gymnastik. Jeg oversatte for Marius, så han også kunne være med i legene – f.eks. stopdans og “banke-bøf”. Han var lidt genert men vil gerne afsted igen på tirsdag. Alle de andre børn bliver bare afleveret og så hentet igen, når de to timer er gået. Så jeg fik desværre ikke rigtig snakket med nogle forældre. Kunne ellers godt tænke mig at vide, hvad der får så mange til at fravælge skolen.

Efter gymnastik var der skak for homeschoolers. Der var tvillingerne med, men de synes nu, det var lidt let – og ikke så godt som “fars skoleskak”. Det var kun spil og ikke undervisning.

For ikke at skuffe mormor og morfar må jeg jo hellere lade være med at poste et indlæg uden billeder – så her er lidt fra den anden dag på legepladsen. Den ligger lige ved en lille å, og det er vel nærmest mere spændende end en gynge…

Posted in USA tur 11 | 1 Comment

St. Louis

I weekenden tog vi så til St. Louis. Vores første stop var Sciencenter, der er et slags museum, der viser alt muligt om det naturvidenskabelige. Det var alt lige fra dinosaurer, naturfænomener og kemi-show til planetarium og kuglebane i kæmpe størrelse.  Meget af det kunne man få lov at røre og prøve selv. Vi var f.eks. inde og lære om fingeraftryk, og vi så et slags kemi-show, der handlede om bl.a. skyer og tornadoer. Men det, der nok vakte mest lykke, var den store, bevægelige dinosaurus og det ægte forstenede dino-hoved.

Børnene havde længe snakket om Build a Dino, der er en Build a Bear butik men med dino-bamser. Sådan en var der inde i Sciencecenteret. Så de havde sparet sammen, og fik alle tre lavet en fin ny dinosaurus.

Vi havde bestilt billetter til en forestilling i deres Omnimax biograf. Det er en stor kupel, hvor lærredet går hele vejen rundt. Vi så “Sea Rex” en  film om hav-dinosaurer. Den var egentlig god, men vi kom desværre ind så sent, at vi sad meget langt nede, så vi så ikke så godt.

Herefter kørte vi ned i St. Louis downtown og gik en tur mellem skyskraberne. Vi gik også ned til St. Louis´ vartegn – Gateway Arch – eller porten til vesten, som den også bliver kaldt. Desværre kom vi for sent til at komme op i den, men det har vi så til gode. Den er et monument over USA´s udvidelse mod vest. Buen var færdig i 1967 og er 192 meter høj. Vi sad lidt og kiggede ud over Mississippi-floden. Der var både musik, hestevogne, helikopter og et brudepar, der blev fotograferet.

Jeg nåede også forbi et øko-supermarked, hvor jeg fik købt noget rugmel og nogle forskellige kerner. Rugmelet ser godt nok noget finere ud end derhjemme, men det skal da prøves.

Vi havde bestilt et hotelværelse i nærheden af lufthavnen, så vi var fri for turen frem og tilbage til Rolla. Det var billigt – og nok det hotel, jeg har prøvet, der var mest lydt. Vi fik dårlig nok lukket et øje, da naboen spillede musik hele natten.

Søndag havde vi besluttet, at vi ville på børnenes museum – “Magic House”. Først regnede jeg med, jeg skulle have haft lidt afløb for shoppe-manglen, men desværre kom vi en time før åbningstid til det store mall – så jeg håber, moster er klar, når hun kommer, for jeg er snart i alvorligt ose-underskud!

“Magic House” er 2 sammenhængende huse på hver tre etager, lavet som et slags legeland, hvor børnene kan prøve alle tingene og samtidig lære noget. Man kunne bl.a. spille musik på store, sjove instrumenter, sidde i Præsidentens stol, lege med sæbebobler, lyd og luft og bygge med Byggemand Bob (og selvom alle mine børn vendte øjnene en smule, da jeg begejstret spurgte, om ikke de kunne stå ved siden af ham, så jeg kunne fotografere dem, endte de med at lege rigtig godt derinde – hvorfor bliver de så hurtigt store?). Der var også lavet et stort klatretårn som Jacks bønnestage. Marius var meget begejstret for byggepladsen, hvor han kunne lege tømrer. Jeg synes, det var et rigtig godt sted, vi brugte flere timer derinde, og ungerne spørger, om ikke vi kan tage afsted igen.

Der var også en “Van de Graff  – generator” – en “kugle”, man kan røre ved og så få helt elektrisk hår. Desværre var Marius for lille til at nå den, Jeppes hår var meget kort men på Signe, virkede den perfekt.

 

Inden turen igen gik mod Rolla, skulle vi lige forbi en af Route 66´ attraktioner. “Ted Drewes Frozen Custards” der har solgt lækre is siden 1929. Og de er bestemt værd at køre efter! Valget var svært, for der er rigtig mange at vælge imellem. Tvillingerne valgte med Oreos, Morten med chokolade og Marius og jeg med jordbær. Vi glæder os allerede til vi skal afsted igen – og vi er enige om, at vi hellere må vise Moster og Morten butikken 🙂 For at gøre det helt perfekt viste vejret sig søndag at være rigtig is-vejr med 25 grader og sol.

Så vi havde bestemt en god tur til St. Louis og glæder os allerede, til vi skal derind igen.

 

Posted in USA tur 11 | 1 Comment

Lidt større

Alting skulle jo være lidt større i USA – her er i hvert fald et tog, der slog Mortens gamle rekord fra han var barn og talte togvogne. Den var på 55. Det her tog havde 110 vogne efter.

Nedenunder er der et billede af en af de flotte lastbiler – med tre andre på slæb.

Posted in USA tur 11 | Leave a comment

Lidt natur

Synes lige I skal se lidt af naturen herovre…

Og nu har jeg endelig fået taget nogle billeder af vores lille ven – Ole Egern. Så her kommer lige en hel lille billedserie 🙂 Den er da sød.

 

Posted in USA tur 11 | 1 Comment

En tur på skadestuen

I går aftes måtte vi en tur på skadestuen med Marius. Han var blevet puttet men faldt ud af sengen og må have ramt sengebordet. Han havde en 2-3 cm lang flænge på hagen, og den gabte altså så meget, at vi var nødt til at få kigget på den. Vi måtte alle afsted – Morten kørte, mens jeg holdt den lille hage sammen på bagsædet. Lægen valgte at lime såret sammen, da det ville give mindst ar. Marius var super sej, lå lige så stille og sagde ikke et kny! Klokken blev 23, inden vi var hjemme, så det var nogle trætte børn. Marius fik lov at sove sammen med mor, og det sidste han sagde, inden han sov var: “Mor du er så sød, du er den bedste mor i verden ” – så er man da solgt.

Posted in Børn, USA tur 11 | 1 Comment

Se lige…

…hvad vi vågnede op til i morges.

Og Marius skaller i nakken endnu fra solen i sidste uge. Det må siges at være ret omskifteligt vejr her. Heldigvis er det smeltet igen.

Weekenden skulle jo have været brugt i St. Louis, men Signe blev desværre syg og kastede op natten til lørdag. Heldigvis kunne vi få lov at flytte både hotelovernatning og museums-film-billetter til næste weekend, så der håber vi, alle er friske. Desuden kunne bilen ikke starte lørdag formiddag. Batteriet var fladt. Efter vi havde fået starthjælp (vi får noget for vores forsikringspenge i øjeblikket), satte parkeringsbremsen sig fast, så i dag måtte den en tur forbi værkstedet. Morten har lige regnet ud, at den kører ca. 4,95 km pr. liter benzin – så det er godt, tanken har plads til næsten 110 liter benzin 🙂

Efter nogle dage med hjemmelavet mad – der altså ikke bliver helt så vellykket som hjemme (var slet ikke klar over jeg har sådan et velasorteret køkken derhjemme), tænkte vi, vi var nødt til at forsøge os med endnu en af Rollas spisesteder. Vi har altså også lidt halv-travlt, hvis vi skal nå igennem dem alle 🙂 I dag spiste vi burgere på Hardee´s. Vi voksnes sodavand er en mellem str. – vi er endnu ikke nået til at bestille dem i nummeret større, selvom vi ser, amerikanerne kommer kørende med dem alle steder.

Vi sluttede af med at køre en lille tur i Rolla og videre til St. James, der er en lille naboby. Her har vi fået en aftale i stand med en skole, der gerne vil have os på besøg 3. maj. Jeppe og Signe skal med i 3. klasse og Marius må besøge deres kindergarten class. Det glæder vi os til. På vejen gennem Rolla, så vi denne lille fyr:

Her er den, så I kan se dens størrelse og så et lidt forstørret billede. Vi er ikke helt sikre – men tror I ikke, det er en bæver? Den har sådan en sjov hale. Men der var ikke noget vand i nærheden, og den kravlede ned i dens hule, der hvor den står – altså et hul midt på en græsplæne. Her er også masser af egern, men jeg har endnu ikke nået at få et godt billede af dem, for de er nogle små hurtige nogle.

Og så har jeg forresten kørt ned og handle i weekenden 🙂

Posted in USA tur 11 | 3 Comments